Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1849-11-23)

Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Bommerlund23 Novbr. 1849.
Aften.

Kjære Broder!

Rigtignok har jeg ikke endnu faaet Svar paa mit sidste Brev af 19de, men da jeg har iaften saamegen Tid tilovers, at jeg kan skrive Dig men heller ikke Andre, et Par Ord til, og du med Dampskibet vil faae det hurtigt, vil jeg ikke unddrage mig derfor. Nyt har jeg endeel af, men maaskee du alt veed det bedre end jeg. Paa Als formeres 2 Brigader (fra 20de Dec. paa 1000 Mand pr. Bataillon) under Krabbe, som faaer bl. A. 10de og Oberst Baggesen (der som bekjendt aldrig har lugtet Krudt og nu pludselig faaer en saa høj Commando), som til Vilhelms Fortvivlelse, faaer 12te Bat. under sig. Wørnishøfer afgaaer som Stabschef her og faaer 7de Bat., hvis Commandeur ... Voigt, bliver Pladscommandant eller Pladsmajor etsteds, da han ikke kan holde Styr paa Bataillonen. Capt. Faaborg af Gen. Staben afløser W. her og er allerede ankommet; 2 Batailloner man troer af de kbhnske skal herover. At vi med denne Styrke skulle afløse Svenskerne, da Preusserne og disse besætte Holsten, som Rygtet siger, er vist en stor Løgn. I Jylland formeres 1 Brigade under Schepelern (Obersten ved 1ste Jægercorps). Flindt, siges der stadig, skal have Overcommandoen s. 349 over hele Armeen, da det er snart forbi med Bülow. Det skal være en flink Cavallerist, men efter Analogi af de Andre af hans Vaaben[art] næsten uden Undtagelse, for Ex. de 3 gode velconserverede Exemplarer, vi have her Maj. Marcher, Ritm. Meyer og Kopp, rimeligviis en Hest. Det er glædelige Udsigter — hvor trænge vi dog ikke til en Feltherre, eller ialfald en Krigsminister, der ikke ene séer paa Ancienniteten. Det er meget muligt, at vi, som Vilhelm siger, kommer til at føre Krig en 5 til 7 Aar endnu, inden vi faae en General. Det er dog skrækkeligt at være saaledes reduceret. Oberst Blom udleder denne Mangel paa Capaciteter, vistnok ensidigt, af den Foragt og Fortrykthed, hvori Armeen levede, og som kun skaffede den Tilgang af mauvais sujets eller dog daarlige Hoveder, men det er ikke nok; rigtignok findes der faa anseete Navne (Familier) i Armeen, som han bemærker og kalder dem allesammen Jensen’er og Larsen’er, men det aliene vilde ikke gjøre det, og beviser ikke egenlig Noget, men Hovedgrunden er nok snarere den lange Fred, som vi jo have prist som vor Lykke, og som jo ogsaa ene har sat os istand til pecuniært at udholde den nærværende Krig, og som jo dog maa ansees som Normaltilstanden. Man bliver fortiden i slet Humeur naar man tænker længer end Næsen er, sagde jeg forleden til Vilhelm, og han gav mig fuldkommen Ret. Jeg gider nu heller ikke tale mere om de Miserer, men — om nogle andre. Oberstlieut. havde faaet Generalen ud idag at see 10de Bat.s udmærkede Præstationer, men har vist, synes mig, vist kun havt lidt Tilfredsstillelse deraf. Ikke et Commandoord naturligvis rigtigt og de der kom, saa confuse og usikkre, som dog sjelden ellers. Han greb da, eftersom han ikke kunde hitte paa Andet at vise Generalen, til at lade os traske i Frontmarsch den store Kettingmark 2 Gange frem og tilbage, de eneste Evolutioner, han kunde huske, var »Svingning om Fl. tilhøjre« og at formere Colonne og Qvarree, ikke en Afbrydning eller Opmarsch, ingen Centralsvingning, ikke det mindste uden det Anførte. Han kastede med den nye Commando: 1ste og 10de Peloton frem! to Pelotoner ind som Kjede, lod Colonnen gjøre omkring og traskede som sagt med os hele Marken over med Tirailleurene i Hælene. — Jeg skammede mig som en Hund, paa hans Vegne og takkede Gud, at det ikke var paa mine egne, for jeg vilde da ærgret mig sort og grøn i 14 Dage derefter, dersom jeg havde evolveret saaledes med mit Comp. i nogen Overordnets Nærværelse. Schleppegrell takkede os meget, vi »marscherede ganske fortræffeligt, navnlig i Qvarreen« (det har vi, som du veed, jo ogsaa endel Øvelse i). Oberstl. vilde vise ham en lille Maneuvre i Tilgift, men han betakkede s. 350 sig, han havde faaet nok; engang imellem skar han nogle bandsatte Ansigter over vore Kunster. Da Generalen var borte, kaldte Oberstl. mig frem for Fronten og gjorde mig som Compagnicommandeur opmærksom paa, at Lieut. Dalgas havde Buxerne indeni Støvlerne »der har jo hersket en saa civil Tone ved det 2det Compagni«, »det passer sig ikke«, »vi faaer Gud hjelpe mig hele Bataillonen til [at] møde i Brandspande«, »de maa passe saadant noget, og sørge for, at det ikke skeer oftere«. Jeg communicerede naturligviis strax D. Snyden. Han er forresten ogsaa utilgængelig for Disciplin, han generer sig f. Ex. slet ikke for at commandere Compagniet i min Nærværelse, saa jeg nødes til at tage ham lidt gevorbent ved mange Lejligheder; han kan aldrig blive paa sin Plads ved 11 te Peloton 1 og deslige; forresten er vi ikke Uvenner.

Grundtvig og hans Slægt.

22

Samme Mand kom just nu ind ad Døren med Hammeleff, for at faae et Slag Kort med mig og jeg maa derfor afbryde for denne Gang; det var ogsaa et overcomplet Brev. Hils Alle hjemme og paa Møllen; Peter skal faae Brev en af Dagene, men jeg har saameget at bestille. Tak Moder for hendes Brev af 20de, som jeg fik igaar.

Din heng. Broder og Ven
Joh. Grundtvig.