Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1849-11-24)

Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Vimmelskaftet; Lørdag-eftermiddag
d. 24de november 1849.

Kære broder Johan!

I går morges modtog jeg dit brev af 19de; vejen herfra til Als synes altså at være dobbelt så kort som den fra Als og hertil, ti dette mit brev vil du formodenlig modtage på mandag, mens jeg først på fredag tør vente, hvad du forhaabenlig skriver til mig mandag-aften. Min første bemærkning ved dit brev er den, at du synes at være bleven »tysksindet«, eller dog så småt på vej til at blive det. Det er så ofte sagt, at språget er folkelighedens bedste kendetegn, og ej blot en afspejling af menneskets indre, men også istand til at påtrykke dette indre noget af sit væsen. Jeg kan derfor ikke forskåne dig for mistanken om at du er smittet af tyskheden, når du tager sådanne ord i munden eller dog lader dem løbe i pennen, som »Beleidigung« og »sjøktern« (sic!), hvilke uord derfor herved remitteres med protest. — Min næste randglose til dit brev slutter sig til dine yttringer om morsomheden s. 351 af dine breve, den du ikke vil lade Peter have lov at gøre sig tanker om. Jeg indrømmer naturligvis straks, at det ikke er nogen væsenlig synsmåde med hensyn til vennebreve; men véd dog ikke ret, om jeg skal tage det som et anstød af beskedenhed eller »fiskeri«, når du aldeles ikke vil tillade folk også at opfatte dine ærede skrivelser fra dette ɔ: det æstetiske synspunkt. Du skriver meget ofte morsomt, og uden at ville gøre denne egenskab i mindste måde til en fordring, så må en påskønnelse dog være tilladt. — Dernæst m. h. t. dine dagbogsmeddelelser (hvilke ere mig særdeles kærkomne og stadig bedes fortsatte): du har sviret svært i den sidste beskrevne uge; tildels mere end du kunde have lyst til eller fornøjelse af. Fordi Karlo har lyst til at omgås sådanne røvere som Hansen-Hammelev- Holst, derfor bør du dog ikke være nødt til at trækkes med dem. Din dom om Holsts og Hammerichs feltbilleder tør jeg ikke enten modsige eller bekræfte, da jeg kun har læst det halve af den første og slet intet af den sidste. — I blive vel helvedes kloge og duelige af min ridderlige høvedsmands undervisning, så jeg rent kommer i sinkeleksen, når jeg atter skal til at gribe sværdet. Jeg var ikke med ved Øhlenschlægersgildet; men kan dog underrette dig om, at dels betragtes kransehistorien som det skønneste moment i festen (hvad jeg imidlertid næppe vilde have fundet den; dertil holder jeg for lidt af det theatralske i livet), og dels er din insinuation mod »Sysette & konsorter« aldeles ugrundet, da det var madam Nielsen, der her spillede »dannekvindens rolle, og havde bundet kransen, skøndt ideen sagtens var comiteens (Holst- Nielsen-Marstrand). Min ridning, som du ikke kan lide, har frosten nu foreløbig gjort en ende på, til ærgrelse for mig, om end til fryd for min lomme. — Skovgaard og hans »kvindemenneske«, (det er dog en frygtelig beskidt kæft du har lagt dig til; à propos: du skulde dog vel aldrig stå for rønnebær?) vare her i torsdags aftes. Jeg kommer derved til at tænke på og at meddele dig, at jeg i den forløbne uge har ført et usædvanlig selskabeligt liv: lørdag dinerede jeg hos Maria Blom (Lütken, Stockfleth, Blom); søndag: naturligvis folk hos os middag og aften, mandag tilbragte jeg aftenen på møllen; torsdag: Georgia og Skovgård; og igår fredag var jeg hos Høyens, hvor jeg blandt andre traf fru Hage og hendes ældste datter, min elev, nu voksen dame på 15 år. I morgen var jeg bedt til middag hos Martin Hammerich (ved en egenhændig billet fra Anna Mattea), men har afslået indbydelsen på moders protest imod at miste mig, da Peter og Meta, Rørdam og hans søster Bolette samt en engellænder Hamilton, der længe har opholdt sig ude hos ham, skulle spise her imorgen.

22*

s. 352 Fru Karstensen er jo gal: når hun ikke kan få folk til at gøre kur til hende selv, så skal de i det mindste gøre den til andre. Jeg håber dog at du klarer dig af de garn og ikke af ledighed og kedsommelighed tager et kvindemenneske på slæbetovet. Vil du forsørges, så bliv dog til du kommer herover! Westengård er da nu bleven forsørget; han er bleven forlovet med en jomfru Anna Olsen ude fra Ringstedkanten, hvor hendes fader har ejet en gård. Det er en gammel inklination; de have ikke set hinanden i 2 Aar, han skrev hende nu til, om hun vilde, og det vilde hun gærne, kom straks her ind for at omfavne sin lykkelige elsker. Begge hendes forældre ere døde og hun har nok nogen formue (hun er eneste barn) så de ere istand til at gifte sig med det samme. — Karlos historier om Elisa ere nok meget upålidelige, som overhovedet hans Krøniker ikke altid ere meget at stole på. Røverhistorien om Hornemann, som jo nu er trykt, om hvorlunde han φɩx xoλɩx oγ µaaττε φɩεϱvε σɩγ 1 anser jeg således for meget apokryfisk. — Når jeg blot i aften ret var oplagt dertil og vilde give mig stunder, som jeg ikke vil, da jeg må skynde mig og se jeg snart får fat på mit arbejde, der ligger og venter, — så skulde du have ganske alvorligt på hovedet 1) fordi du med onde øjne har læst og opfattet slutningen af mit brev; 2) fordi du ikke utydelig skælder mig ud for hr. Sørensen; og 3) fordi du taler i en forsagt og uværdig tone om den danske hær ligeoverfor de holstenske oprørere. — Hvad sandsynligheden for Holstenernes genoptagelse af krigen på egen hånd angår, da vil jeg ikke derom strides med dig. Jeg er selv ikke sikker derpå, men mener blot, at vi må være forberedte derpå og ikke dysse os selv i en sød fredelig slummer, som var der »fred og ingen fare«. Der hører ingen lettroenhed til at turde tænke sig muligheden af, at de kunde gøre alvor af deres trudsel, især da det slet ikke er så dum en idee: for at forpurre en fred, der ikke kan blive gunstig for deres fordringer, at fornye krigen, den de ikke behøver at offre stort for, når de indskrænke sig til at holde Rendsborg, som vi ikke kunne tage med vor hær, og derfra beherske så meget som muligt af Slesvig. De holde sig derved farvandet åbent, om der måske til foråret atter kunde komme rørte vande i Tyskland, hvad jo ingen kan forudse. — Dernæst må jeg meget protestere imod, at jeg har været så »bandsat rask på det« eller endog talt om »som en svedske« at kunne køre Holstenerne ud; jeg har sagt, at gør de indfald i Slesvig, så skulde vi vel med guds hjælp få dem drevet ud igen; ikke som om det var en let sag, da jeg er overbevist om, at, det vilde koste os s. 353 mange blodige pander, men således, at jeg ikke kan finde det andet end uværdigt (jeg kunde næsten sige jammerligt, fejgt) om vi forud betragtede det som en såre tvivlsom sag, om vi med lige kræfter eller endog med numerisk overvægt skulde kunne drive dem tilbage over Ej deren. At have så megen tro på gud, på lykken og på sin kraft og gode vilje, det er ikke at prale eller være »storsnudet«, men det er hvad enhver brav soldat og god patriot ikke blot kan være bekjendt at have, men i mine tanker ikke vel kan være bekjendt, i det mindste ikke vel kan være tjent med at savne. Er det nu blevet sangvinsk at håbe, at Danmark, ladt ene med oprøret, skulde have magt til at kue det i det mindste i Slesvig? Eller er det måske »civilt« at føle varmt for fædrelandet? At det ikke er militært at gøre regning på at få bank af en svagere eller af en ligemand, det tror jeg at turde påstå. — Jeg venter din erklæring om disse dine yttringer, som jeg indtil da vil betragte som fostre af et øjebliks ondt lune. Jeg venter en æreserklæring, ikke for mig, men for dig selv. — Efter en halv times ophold — jeg har været ovre at drikke the — tager jeg atter fat — for at slutte dette brev. Hvis du vil sige, at jeg har været forbittret, så kan jeg ikke fragå det, men vil kun minde dig om, at det bittre lå i dine yttringer. Jeg véd imidlertid godt af egen erfaring, hvor meget en stemning kan influere på ens udtalelser, så du må ikke tro, at jeg tager det så vredagtigt, som det måske kan se ud til. Jeg er så overbevist om, at du er en brav karl, at jeg [ikke] tænker ondt om dig for en henkastet yttrings skyld, men du fortjente efter min overbevisning et skarpt svar på den forfløjne tale. —

Hils Karstensen meget fra mig og ønsk ham fra mig megen lykke med sin sejer. Gid han ikke oftere må behøve at vige pladsen for oprørske håndlangere. — Med Holck, som på mandag over Sorø rejser til Als sender jeg dig »1848« 1 og »Danskeren«. Side 56 i »1848« udtaler Schack hvad der også er min mening om den ønskeligste løsning af den slesvigske knude. I grunden er det den samme som Monrad foretrækker (vide hans tale ved prøvevalget). Moder beder mig så meget at hilse dig. Vær også broderlig hilset af

Din inderlig hengivne
Svend.

P. S. Jeg har betalt for dig fra avktionen: 4 R. 5 & og 4 ß. og til Samf. f. d. d. litt, fremme 1 R. Har altså nu i alt tilgode hos dig 27 R. 3 12 p.