Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1849-11-29)

Fra Svend Grundtvig til Broderen.
Vimmelskaftet, Torsdag aften 29/11 49.

Kære broder!

Endskønt jeg ikke agter at afsende dette brev, før jeg har modtaget det ordinære brev fra dig, som jeg venter imorgen, så vil jeg dog nu så småt begynde at skrive dig til, da jeg ikke gider taget fat på noget nyt håndskrift iaften, nu da klokken går til tolv, og jeg sluttede just nu arbejdet med et (ɔ: codex Y, imorgen skal jeg have fat på Z). Jeg kan ikke noksom rose din flittige brevskrivning: igår fik jeg et extraordinært brev, idag fik Peter et og moder et, som jeg just begge har fået at høre i aften, og som vel ogsaa have nogen del i min tilbøjelighed til just nu at nedskrive mine tanker for dig. Jeg er næsten lidt urolig i forventningen om i dit forventede brev at se virkningen på dig af mit sidste, hvor jeg tog så svært på vej for nogle yttringer af et vrantent lune hos dig. Det var i grunden for en stor del såret egenkærlighed og militær pointe d’honneur hos mig, fordi jeg blev tiltalt, som vi begge så ofte have omtalt de civile, krigslystne Københavnere. Jeg giver dig tillidsfuldt dette Vaaben mod mig i hænde, s. 359 for at vise dig, at også jeg er af den mening, at kun en fuldkommen åbenhed i vort indbyrdes forhold er hvad jeg ønsker, og hvad jeg anser for grundbetingelsen for, at vi på begge sider kunne høste nytte og glæde af vor omgang: den i skrift som den i tale. — I dit brev til Peter kommer du ind på din gl. kæphest: din mismodige selvbetragtning, der ender med, at du slet ikke véd, hvad du selv er til. Det sømmer sig kun lidt for mig, som den yngre, at ville indtage et fornemt standpunkt lige overfor dig og din selvbetragtning: som den, der også har været på det standpunkt, som han nu kan se ned og tilbage på som overvundet. Dette er heller ingenlunde min hensigt; ti hvor megen analogi der end kan findes i forskellige individers udviklingshistorie, så ere dog aldrig to hinanden ganske lige: instinktet er hos en individualitet stærkere, hos en anden svagere; hos en gennemsyres det stærkere af reflexionen end hos en anden; en er alt i vuggen under dets ledende indflydelse, der følger ham livet igennem (f. ex. Rask), en anden kommer først sent til bevidsthed om sit kald (som f. ex. var tilfældet med fader). Det nytter derfor vist ikke overhovedet at ville opstille regler for sligt; i al fald vilde min ringe erfaring forbyde mig ethvert forsøg derpå. Men det være mig dog tilladt at udtale mig om dette æmne, hvad specielt dig angår, siden du selv så åbenhjærtig udtaler dig derom. Jeg véd ikke bedre at udtale min umiddelbare dom om, og med det samme fordring til, dig end med de ord, du brugte om vor fælles ven Høgsbro: ham må der blive noget dygtigt af. Jeg er subjectiv overbevist om, at det vil ske, og tror også at kunne finde denne min overbevisning bestyrket ved objective grunde, dem du selv ikke vil føle dig opfordret til at forkaste, om du end ikke har nogen sådan subjectiv anskuelse (ɔ: for dit vedkommende : tro) at sætte dem i forbindelse med. Disse grunde ere: Medens de i den ubevidste og viljeløse natur tilstedeværende kræfter virke med nødvendighed overalt hvor de ere tilstede, så udkræves der hos den bevidste skabning mennesket endnu et, som han må give til af sit eget, om de tilstedeværende kræfter (evner) skulle sættes i virksomhed, og som også til en vis grad ved en negativ holdning kan forhindre disse kræfters virken, og det er viljen. De kræfter, hvis virksomhed her med hensyn til dig er talen om er ånd og forstand, og dem har du. Du har også viljen; følgelig ville de også komme i deres rette virksomhed og derved fremkommer et dygtigt menneske. — Du må ikke af mig forlange svaret på det spørgsmål, der plager lige så meget som det beskæftiger dig: hvad? Derpå vil kun du selv i rette tid kunne give svaret. — Skønt jeg, som forud bemærket, ikke s. 360 vil give mig mine af at være nået til et videre fremskredent stadium i udvikling end du (den tanke være langt fra mig: selv om jeg i ren formel henseende kan siges at være kommen noget videre, for så vidt som jeg måske er kommen noget mere på det rene med, hvad jeg vil og skal bruge de kræfter til, som gud har givet mig, så er derved intet sagt i forhold til målet; jeg kan desuagtet blive langt tilbage på et senere standpunkt, som den jævne pasgænger for den lette væddeløber ; — og det er ikke de ædleste skabninger der fødes ved de letteste veer) — så vil jeg dog anmærke, at jeg i et par år (1844—45) hensled min tid i uvirksomhed og fortvivlelse, uvis om, hvad i den vide verden jeg skulde tage mig til; i slap dorskhed væmmedes jeg ved tilværelsen — og det var dog efter at jeg havde troet at være på det rene med mig selv, — men jeg havde dengang overvurderet mine kræfter og smigret mig selv med glimrende håb, hvis tilintetgørelse af den vågnende reflexion så vel som af ydre livsomstændigheder styrtede mig ned til afgrundens rand. Jeg véd altså, at der gives slige overgange, og jeg véd også, at himlen kan opklares og viljen sanke kræfter; men jeg tror også at vide, at hemmeligheden i et fornyet opsving i grunden er — resignation. — Jeg gælder for, og sætter i grunden en forfængelighed i at gælde for et letsindigt livsglad menneske; er det endogså tildels eller indbilder mig at være det i øjeblikkets stemning; men desuagtet tror jeg at turde sige, at mit grundvæsen mit bedste jeg, er tungsind, opklaret og formildet ved en religiøs følelse. Dit ydre er meget forskelligt fra mit: flegma er din overhud, den du viser verden til daglig brug, men i grunden tror jeg at vi ligne hinanden særdeles meget; jeg tror, at den betegnelse jeg stræbte at give for mit indre menneske, mit væsenlige væsen, passer også på, hvad der ligger dybest i dig. Og til denne vejleder, denne δαιµωv Σωϰϱατϰoς 1 henviser jeg dig som mig selv, for at finde vej i denne vildsomme verden og ud af den.

Fredag aften d. 30te Novbr. 49.

Ja, det blev ved overskriften, for nu råber han (du ved da nok, hvad det er for en han) tolv, og jeg har ikke mindre end syv aviser at tære i aften, inden jeg lægger mig, så nu gider jeg ikke begynde at skrive. —

Lørdag-eftermiddag Kl. 8.

Glad er jeg for den »ledende artikel« i nærværende brev, som jeg i forgårs aftes havde den betænksomhed at skrive, ellers kunde det let se galt ud med min brevskrivning idag, så brevet risikerede samme slemme påtegning som et af dets forgængere: »besv. ikke«; ti klokken s. 361 er nu bleven 8, medens min brevsamvittighed har hvilet i en sød slummer, og kl. 10 er den seneste indleveringstid på jærnbanen. Det er ikke fordi jeg føler nogen mangel på stof for breve til dig: deraf synes mig at jeg altid har fuldt op, da jeg jo tager løst og fast, hvad der falder mig ind og aldeles ingen komplimenter gør. — Tak skal du have for dit ordenlige brev, som jeg modtog igår morges samtidig med et fra Vilhelm, som jeg ligeledes blev meget glad ved og som ikke skal vente længe på svar. Jeg blev ordenlig let om hjærtet ved at se, at du »tog det så roligt« med mine grovheder. — For dine bataillonsefterretninger er jeg dig særdeles forbunden: forestillingen på Kettingemark kan jeg levende forestille mig, ligesom Carlo med brandspande, der kun vente på at vorde forsynede med sporer. Det var frygtelig lumsk af dig at trykke den tro i ham, skønt han kan have meget godt af det. Jeg har naturligvis holdt tæt med den krønike så vel som forhen med dine insinuationer mod »S. & konsorter«. Det glæder mig særdeles at du som kompagni-kommandør nyder den påskønnelse af dine foresatte, som du fortjener. — Dit svar på yttringen om rønnebærrene bragte mig i min ensomhed til at udbryde i en hjærtelig, godmodig latter. Der sprang nemlig ved læsningen af det (»At stå for høns, det forstår jeg, og for markmus og lærker, det har jeg hørt, men for rønnebær, nej! den kan jeg ikke, — med mindre det skulde være en æsopisk reminiscens«,) et så uhyre levende og naturligt billede frem for mig af en vel formummet, ærbar klædt ræv, mistænkeligt snusende til rønnebærrene, skærende underlige ansigter, der dog skulde udtrykke fuldkommen uskyldighed og uvidenhed, men som pludselig glemmende sig selv lader sin velbekendte hale titte ud af den lille sætning »med mindre o. s. v.« Du vil have ret til at kalde dette mit syn en æsopisk reminiscens; jeg vil evig være denne min gl. ven taknemmelig for slige levende billeder. Efter dit, så vel ved historien med Carlos adjudantskab som ved snusningen til rønnebærrene, udviste forhold tilstår jeg at jeg ikke nærer stor frygt for, at du »går i garn«, med mindre de ere forbandet fint maskerede. — Min mening om Slesvigholstenerne som oprørere, samt om legitimitetsprincipet, fordrer en udførligere behandling end jeg i aften kan give den; men du skal have den tilgode, ligesom jeg har dine noter til min tale om dine breves morsomhed. — Det var 3 hærlige repræsentanter i sendte til Flensborg. Jeg tænkte uvilkårligt på Hansen, ved at læse »N. fr. Pr.«s 1 forargelse over den støj de danske off. p. p. afstedkom med deres sabler på Flensborgs gader. — Jeg har meddeelt fader Læssøs bemærkn. og givet ham hans svar på Dinesens bog, der nok også har givet ham s. 362 anledning til at modificere sin mening. — Du har vel nu fået de »Danskere«, jeg sendte med Holck eller får dem en af dagene; jeg tror du deraf vil se, at din (og før jeg så det også min) frygt for, at fader skulde have forløbet sig mod Goldschmidt er ugrundet. — Du synes kun lidet tilfreds med at komme til Sønderborg, hvor du dog er ganske anderledes herre over din tid og din omgang end ude på landet. Er det Himmark eller — Kettinge, der volde disse vemodige følelser?

Du udtaler i brevet til Peter den mig fra din mund eller pen aldeles uventede formening, at jeg burde slænge sværdet i krogen og blive ved pennen. Kan du virkelig tænke dig det bragt i overensstemmelse med min æresfølelse; således at »knibe ud« på halvvejen? Jeg véd meget godt, at den nytte jeg gør i armeen kun er — som Vilhelm engang forrige år udtrykte sig — som det bidrag, det enkelte kornaks yder til armeens forplejning, så det er ikke derfor, at jeg vil blive på min post; men vilde det være samvittighedsfuldt handlet af mig, om jeg, der oven i købet ved at gå frivillig med i tide er undgået udskrivning til menig soldat, efter at have tæret 15 måneders gage ɔ: kostet staten halv-syvende 100 daler, forlod dens tjeneste i et øjeblik, da den måske allermest og allerførst behøvede min tjeneste? —

Du har da set artiklen i »Fædrelandet« for i torsdags om Hansens behandling af officererne fra 48—49; den gottede mig adskilligt: den er fri for alle factiske urigtigheder og har altså ingen hanke at tage i for modparten, og dertil vel og indtrængende skreven. For det tilfælde at der skulde opstå formodning i din kreds om at jeg kunde være forfatteren, bemyndiger jeg dig til at give mit æresord på, at jeg ikke har nogen del i den ell. kundskab om den, før jeg i dag så den trykt. Jeg har så småt tænkt på Rousing som forfatteren. Han behøver ikke at skamme sig ved den, så lidt som jeg vilde gøre det, om jeg havde skrevet den. — På mandag rejser jeg med fader ud til valget i Præstø. Fru Tofts vogn henter os i Køge, vi ligge den nat i Præstø, lade os vælge (eller falde igennem) næste (ɔ: tirsdag) formiddag; blive i tilfæ[lde] af valg i Præstø til middag (et officielt ædegilde forventes) og tage hen ad aften ud til Rørdam, der næste dag har middagsselskab (ex. gr., 1 Iselingerne) og om aftenen ind til Præstø for næste morgen (torsdag) at returnere til Kbhvn., hvorfra jeg da på lørdag skal meddele dig min rejsebeskrivelse. Send mig de hefter af »Nord og Syd« (Ugeskriftet Nr. 5 og 6) du har, f. ex. når Carlo rejser at vi kunne holde dem komplette. — Nu lev vel, kære broder, hilset af alle dine kære og ikke mindst af din hengivne broder og ven

Svend.