Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1849-12-11)

Fra Johan Grundtvig til Broderen.
Sønderborgd. 11te Dec. 1849.

Kjære Broder! Du tager mærkelig fejl, naar Du troer, at jeg »med Flid trækker mig tilbage fra Samtale om mine indre Anliggender.« Har jeg sagt, at jeg ikke kunde indlade mig derpaa, har det kun været min Mening, at jeg dengang ingen Lejlighed havde dertil, og jeg har det igrunden heller ikke iaften, da Kl. alt er 12 og jeg kommer lige hjem fra den gamle Wallys, hvor jeg blev bedt hen, da Karst. var herovre idag; jeg havde ellers bestemt min Aften til Dig. Forresten er det vist til meget ringe Nytte at tale om sig selv med Andre, de sige aldrig den rene Sandhed, ialfald af en vis naturlig om end ubevidst Skaansomhed ikke Sandheden i dens meest adæqvate Form; naar man hørte sig omtale, da kunde man med større Sikkerhed bygge derpaa. Jeg er aldeles enig med dig om, at vi bør være aabne mod hinanden til gjensidig Fordeel, da vi dog indbyrdes kjende hinanden bedre end Nogensomhelst Andre og vistnok ogsaa, som du bemærker, ligne hinanden mere end det ved første Øjekast synes, navnlig i Charakter og Betragtning af Livet. Men alligevel har Høxbro vist Ret, naar han i sit sidste Brev til mig, som du skal sige ham Tak for indtil videre, mener, at det Ene Mske ikke kan raade det Andet i indre Spørgsmaal. Min »mismodige Selvbetragtning«, som du kalder den, giver sig nu engang imellem, som f. Ex. i hint Brev til Peter, Luft paa en mindre fornuftig Maade til ingen Nytte, det skal I ikke kære Jer videre om, det er nu saadan en Svagelighed, som imellem faaer Bugt med mig, men som jeg haaber med Tiden at skulle kunne kue. At sige det Samme om mig, som jeg sagde om H. er igrunden meningsløst, thi Retningen maa man absolut have for at træffe Maalet, og deri ligger netop Forskjellen mellem os (H. og mig), at s. 373 han har Retningen, medens jeg kun kan commandere »Ret!«; men ikke rette mig selv. Jeg har med al min Reflexion, ja maaskee netop paa Grund af den, aldrig seet længere end fra Næsen til Munden, sat mig det nærmeste Maal for Øje og søgt at naae det; da jeg var kjed af at drive i Faders Ledebaand, satte jeg mig »Artium« for og naaede det; da jeg var kjed af at drive universelle og spredte Studier i et Par Aar (1843—45) »Attestats« og naaede det ⅘; ved Krigen fik jeg saa Afdrift og satte mig som nærmeste Maal det helt nye: at blive Linieofficeer og for første Gang glippede her det Maal, jeg stræbte til, ligesom alle de Andre, ikke paa Grund af nogen fast Plan, men af en umiddelbar Drift, et »Bør«, der gjorde sig ubevidst gjældende hos mig. Siig mig, er det Billedet af »et ungt haabefuldt Menneske«? Du er da vel aldrig blevet gal og vil paastaae det? Jeg har »Aand og Forstand og — Villie«, lad gaae! men »følgelig« siger du »maa der blive noget Dygtigt af mig«, stop nu! det var Fanden til Slutning! der er mange der har Hænder og Villie, og dog ikke blive dygtige Haandværkere, og mange, der har meget gode Fødder og Villie til at blive Hurtigløbere og dog ikke blive det, og fordi jeg nu kanskee har »Aand« hvor kan det da være vist, at jeg nogensinde kan blive en »Aandværker«. Det er dog reent forbandet, er Logiken virkelig kommet i den Grad i Forfald i mit kjære Fædreland, at gode Hoveder som du, kan møde med saadanne Buk-Slutninger. Troer du, at jeg er saadant et Barn, at jeg kan lade mig snakke saadant Noget for, som den Trøst (forøvrigt vist meget velment,) at det kunde nok hænde sig, at du »kunde blive langt tilbage paa et senere Standpunkt, som den jevne Pasgænger for den lette Væddeløber«. Ja! dersom, jeg ikke var vis paa dine gode Hensigter med denne Yttring, maatte jeg ansee det for Spot fra et overlegent Stade. Du veed jo dog meget godt, at naar du spørger Publikum, den almindelige Mening, (consensus gentium) selv mellem vore nærmeste Venner, Vilhelm, Høxbro, hvem Fanden du vil, Enhver, som kjender os begge, da ville de uden Betænkning lægge dig ud som »et meget begavet ungt Menneske«, »brillant Hoved« osv., derimod regne mig til de middelmaadige, jevnt gode Hoveder, som der hverken i den ene eller den anden Retning kunde ventes Andet end Middelmaadighed af. Naar du veed dette, hvor kan du da ville smøre saadant Noget i mig? Du har dog samme Respect som jeg for cons. gent.? — Da du veed Alt dette ligesaa godt som jeg, frygter jeg ikke for at du skal blive storsnudet af at høre det, Noget du nu vel overhovedet har vanskeligt ved at blive, af gode Grunde. Med Hensyn til det Exempel fra dig selv, troer jeg, at du s. 374 bedrager dig selv, om end ikke i H. t. Factum, skjøndt »Afgrundens Rand« vel er væsenlig Poesi, saa dog i Henseende til Aarsagen; hvilke »glimrende Haab« har du maattet give Afkald paa, har du fundet Hvile i »Resignation«, har du nogensinde kunnet sigte højere end du gjør nu? jeg paastaar: Nej! Du havde maaskee ventet at kunne slippe frem uden Artium? og har maattet resignere dig til at læse lidt Latin og Græsk, men siig mig, er dog ikke ogsaa det [det] Hele?

Saaledes vil jeg »Pflegmatiker« da svare dig »letsindige livsglade Menneske«, som jeg misunder dig at kunne gjælde for, det vilde være mig en stor Glæde, som jeg vilde anvende nogen Tid af mit Liv for at opnaae, men maa sikkert renoncere paa. Jeg haaber da, at du ikke bliver vred over hvad jeg her har udviklet, jeg antager, at det er tydeligt nok, idetmindste for dig. Jeg vil nu gaae i Seng og imorgen slutte, i den Forvisning, at du ligesaalidt som jeg gjorde det vil »misbruge de Vaaben, jeg heri giver dig mod mig«.

Onsdag Morgen.

Ja Tid har jeg ikke nu til at skrive mere, Bech rejser til Kbhn. Kl. 12 og jeg finder det bedre at tale med ham og sende mundtlige Hilsener end at sidde og unddrage ham mit behagelige Selskab for at jaske Noget sammen til Dig, og Andet kunde det ikke blive, da jeg har mange Ting at tale med dig om og tildels fortælle dig. Altsaa du kan imorgen vente, at jeg sender dig det manglende, idet jeg dog beder dig hilse alt nu hjemme mange Gange fra

Din Broder og Ven
Joh. Grundtvig.