Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1850-02-09)

Fra Svend Grundtvig til Broderen.
København. d. 9de Februar 1850
Kl. 8 Aften.

Kære broder! Dit kærkomne ordenlige brev af 21de f. m. fik jeg (Gud må vide, hvordan det er gået til) først 15de dagen efter, nemlig sidste Tirsdag. - - Jeg har gået og ventet på i gerningen at se dine løfter om, at den regelmæssige brevveksel ej skal oftere blive afbrudt ved din skyld; men hidtil forgæves. Du har da vel modtaget mine to breve af 26de og 31 f. m. Dem har jeg ventet svar på. Nu er det s. 385 jo imidlertid min gl. postdag, og jeg vil derfor gøre mit til, at vor brevveksel kan komme i sin gl: ordenlige gang. Mens jeg husker det, vil jeg da meddele dig resultatet af min for et par dage siden gjorte forespørgsel hos den Guds og Krigsministerens mand: justitsråd Hyllested; det lyder så: at der er ingen bestemt termin, til hvilken de under stilstanden permitterede off. have at mælde sig igen. Jeg kan ganske rolig blive gående, indtil man kalder på mig, selv om våbenstilstanden atter forlænges. Vil jeg derimod til tjeneste, så kan jeg sige til. Se, det er jo unægtelig en meget fri stilling jeg således har i armeen; men skal jeg kunne forblive her over 1ste April, så kommer fader til at gagere mig, for så ere mine resourcer ude.

Svendsen, der rejste herfra idag for 8 dage siden, men måske endda kommer senere til Als end dette brev — sagde, at han vilde fortælle dig, at jeg havde det meget for godt. Og så ganske uret har han vel ikke deri: jeg fører virkelig et sorgfrit, på en gang selskabeligt og flittigt liv, hvad du vel oftere har hørt mig fremstille som det for mig ønskværdigste, ti jeg er af naturen en selskabsfugl og kan ikke holde enten humøret eller arbejdslysten vedlige i længere tid, når jeg skal leve som eremit. I de to første måneder af min arbejdstid (ɔ: medio Oktober—medio December) levede jeg meget indesluttet og det gik meget godt, dels vel fordi arbejdet da havde på en måde nyhedens interesse, dels fordi det da endnu lå for mig som en uhyre masse, jeg endnu ej ret kunde se til enden med eller kunde gøre nogen sikker beregning om m. h. t. tiden der udkrævedes til at bringe den i orden. Vilhelms besøg, julen, Svendsens besøg m. m. har siden den tid forandret min levevis; men jeg tror dog at kunne med en god samvittighed sige, at jeg er virksom, og det er meget tvivlsomt om jeg havde fået mere udrettet, om jeg havde tvunget mig til at vedblive med den uafbrudte hængen over bøgerne og papirerne; ti humøret og lysten have også deres ret, og de have en ikke ringe indvirkning på et arbejdes gang. Jeg adspredes ikke ved selskabelighed; når jeg kl. 12 om aftenen kommer hjem fra et selskab, sætter jeg mig med fordobblet iver og kraft til mit arbejde, der så går rask fra hånden en 2—3 timer, hvorpå jeg kaster mig i søvnens bløde arme.

Jeg kan nu med sikkerhed forudse, at min kæmpeviseregistrant (4 bind i kvart) d. 1ste Marts står så færdig, som jeg havde håbet at få den. Jeg går da over til at give den den videre udvidelse, som jeg engang omtalte i et brev til dig; o: den indeholder da fortegnelse for hver enkelt af mine 492 visers vedkommende: a) deres indhold, b) deres kilder og c) deres sidestykker i det svenske, islandske, færøiske, s. 386 engelske, hollandske og tyske sprog; og forøgelsen skal da bestå i, at beslægtede sagn el. historiske og locale afskygninger anmærkes, hvorved jeg kommer til at gjennemlæse: Eddaerne, Saxo, en del sagaer og romaner fra middelalderen, sagnsamlinger, Pontoppidans Atlas, trykte og skrevne topografier m. m. samt at gennemse en del tidsskrifter. Nogen fuldstændighed er jo her ikke at opnå, men man gør, hvad man kan. — Jón Sigurðsson har foreslået mig i fællesskab med ham at levere en udgave af de islandske kæmpeviser (80 i tallet) og jeg er med fornøjelse gået ind på hans forslag. — Skal jeg slutte fra min egen personlige erfaring, så er den for en videnskabsmands udvikling tjenlige vej ganske den modsatte af den almindelig fulgte: at begynde med almindelig halvvidenskabelig kundskab til 100 forskellige ting, for så derpå at vælge sit snævrere fag. På denne måde er valget yderst vanskeliggjort, og man fristes til at brede sig så vidt ud, at man sent eller aldrig kommer ret tilbunds i nogen ting. Jeg er ved forholdenes såvel som ved instinktets magt kommen den modsatte vej, som jeg antager for den tjenligste: tidlig har jeg fået lyst til, som jeg da også har fået lov og lejlighed til, at kaste mig over et ganske specielt æmne: vore kæmpeviser. De lærte mig først at føle nødvendigheden af nogen kendskab til islandsken; de tvinge mig nu til at sætte mig ind i hele vor oldtids og i hele den europæiske middelalders poetiske frembringelser, til dels også sprog og historie. Ad denne vej tror jeg, at interesserne og kundskaberne efterhånden naturlig udvikle sig, og man står aldrig fare for at tabe fodfæstet. Hvad man derimod på denne udviklingsgang må vogte sig for, er ensidigheden, nb. for vidt dreven ensidighed; ti forkærligheden er gavnlig og nødvendig, om den end ofte må lade sig skælde ud for ensidighed. — Dog, jeg står fare for at fylde brevet med pædagogiske afhandlinger og vil derfor afbryde denne tanketråd.

24*