Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig (1850-06-07)

Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Fredag d. 7de Junii 1850.

Min kjære Søn Svend!

Hvor har du dog kundet nænne at lade mig saalænge forgjæves vænte at see Brev fra dig, men du kan ikke vide hvor du glæder Moder, ellers havde du ikke gjordt det; kjærlig tænkte du paa mig med tre Breve og har fra mig kun seet et siden du for 3 Uger siden forlod os, det veed jeg jo nok, men det var hvad jeg iforvejen sagde dig mit kjære Barn, endskjøndt det langt fra var min Mening, eller havde tænkt at saa lang en Tid skulle hengaae uden jeg egentlig kan sige at kunde være kommet hertil, den eene Dag kommer og den anden gaaer som Man siger, uden nogen Roe, eller noget Sted den er at finde, du vil nu kalde det Overdrivelse af min forstyrrede Hjerne, men vist er det, jeg har ikke kunde fundet noget Øjeblik, jeg vil jo ikke nægte at hvem der nærmest maae bære Skylden herfor da er det Lille Elisabeht, thi hun har saa smukt flittig besøgt os, saavel Nat, som Dag, saa hun rigtignok i sin Uskyldighed omtrent har taget min heele Tid; med Meta er det nu dog ret brav, igaar kjørte vi lille Pige op paa Møllen i sin lille Vogn — da havde hun været her siden i Søndags, naturligviis kan du da vide Meta jo med —, og nu for lidt siden var Meta her en lille Tour med hende igjen.

Ganske uvidende er jeg nu om hvor du er min kjære Svend og hvordan du har det, dit sidste Brev er fra 23de Mai altsaa nu 14 Dage siden det er en lang Tid, fra Johan har jeg ikke i al den Tid heller seet det mindste, da du var her hørte jeg dog ugentlig fra ham ved dine Breve saa det falder mig tungt paa Hjerte; Meta havde Brev fra ham til sin Fødselsdag, hvor det kunde merkes han var heel forstemt; at du ikke kom til 10de Bat: har gaaet ham meget nær, i det heele troer jeg han er af dem, der føler et stort Savn ved s. 398 sin Broder, det er jo ikke hvad der egentlig mærkes paa ham men saaledes kjænder jeg ham fra lille han undværede dig nødig, det troer du vist ogsaa selv og har følt det. — Du skriver dog nu vel flittig til Johan og han ligesaa til dig, naar du skriver mig til, som jeg da tænker du snart gjør, saa siig mig ogsaa noget fra og om ham; du veed ikke hvor jeg savner dig min Søn ved saamange Leiligheder; jeg sænder nu Avertissm: til Avisen og læser stadig efter Huusleilighed, du kjænder det da fra Vinteren, beklager du ikke din stakkels Moder, men meest fordi hun ikke i saa lang, lang en Tid har hørt fra sine Sønner, mit Savn i det heele, kan I jo ikke kjende.

At ville fortælle dig noget Nyt herfra kan jeg ikke, det vænter du ikke heller af mig; Fader gaaer sin daglige Gang til Slottet og videre fort; Knudsen er reist over til sin Familie i Slesvig, han er blevet ved at være reent daarlig han seer jammerlig ud. —

At her har været en Deel Studenter fra Sverrig har du da seet af Avisen og hvad Stads der er gjordt af dem ogsaa. — I Onsdag[s] var der Grundlovs-Gilde paa Skydebanen hvor Fader var og Peter med, Sangen skal jeg nok sænde, saavel en til Svenske Studenter, og Danskeren skal følge. —

Meta bad mig hilse dig og takke meget for Brevet til hendes Fødselsdag, saasnart lille Elisa giver Tid skriver hun. —

jeg spørger mig tit selv, om det skulle være Grunden hvorfor du ikke har skrevet i denne lange Tid at du inted har seet fra mig, jeg maae da svare igjen, nei det kan dog vist aldrig være derfor men hvad da, naar du om Aftenen ryger din Pibe tag saa blot den halve Time til Moder saa bliver der snart et heelt Brev til at glæde mig med, troer du ikke nok det kunde skee, du troer ikke hvor jeg i Hjerted siger Tak for hver Gang I glæder Eders Moder, jeg er i den sidste Tid bleven Modfalden naar jeg spørges om jeg nylig har havt Brev, der er mig, som skammede jeg mig.

Om Politik hører jeg nu aldrig tale der er maaskee heller inted at sige om. —

Nu Farvel min kjære Svend! hvor du end færdes, i Kjærlighed din trofaste Moder.

Kjærlige Hilsener har jeg at sænde Fader er nu gaaet ud Tante siger Hils.