Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig (1850-06-25)

Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
Kb: d: 25de Junii 1850.

Kjære Svend!

Det var min faste Beslutning at Ugen skulle ikke være udgaaet førend jeg havde sagt dig Tak for Brevet fra 15de men det blev der da inted af; at lille Elisabeth var i Kirke i Søndags veed du jo nok, og det gav da ogsaa Bedstemoder noget at bestille som tog heele min Tid der ikke saa sjælden er Tilfældet, men det er jo glædeligt at see og have at bestille med det lille milde Pus, thi nu Leer hun, eller smiler skulle jeg vel sige saa yndigt med de Øjne du jo kjænder, men jeg forsikkrer dig, jeg skal ikke forkjæle hende, uartige Børn kan jeg ikke finde mig i og jeg tør sige, mindst mine egne, men herimod indvænder du vel, Man seer det ikke selv, vistnok ligger der megen Sandhed i; jeg vil nu Befliitte mig paa at være en fornuftig Bedstemoder og de gamle Morbrødre som du taler om, kan vel ogsaa behøve at mindes s. 407 derom, der gaaer da nu en Tid for det første før den Sorg kommer. —

De Beenklæder du bad om følger nu her som de er, jeg løb op igaar at hænte dem og vil nu ikke opsætte med at sænde dem ligesaa gule som de er, thi ellers maatte det være opsadt til Fredag der jo vel ville blive forlænge for dig at vænte, du kan da vel snart faae dem istand. — Her følger en Apel fra Levin 1) til Forskjællige, hvor du da ikke heller, som du vel kan tænke, er forglemt, Høxbro — som bad meget at hilse dig — kom her med den i Aftes, saa jeg blot fik titted lidt i den, jeg maae see at faae den bedre tillivs; »noget Snavs« sagde Fader, nu jeg var oppe at hænte den for at pakke ind. — i Søndags havde jeg da Brev fra Johan, ja vistnok er du en »lykkelig Kantoffel« imod ham, den Erkjændelse er du da nu kommet til, det liv han fører er vistnok i ingen Henseender glædeligt, eller i mindste Maade opmuntrende.

Nu har du da seet af Avisen om det hemmelige Møde, hvad bringer saa det til og hvor klog blev Man deraf, det almindelige Vrøvl; en god Ende vil vi bede Gud give herpaa, for vore Øjne er den vist ikke at finde; det har været to lange trange Aar. —

jeg maae nu see ihast at faae dette paa Banegaarden. Fader og Tante J: hilser Kjærlig, Moder ikke mindre sin yngste kjære Søn som jeg jo veed ikke vil glemme naar han kan at glæde

din trofaste Moder
E: Grundtvig

Fra Meta kan jeg da foreløbig hilse dig med Tak for Brevet; hun var en lille Kjøretour her igaar, hun var lidt ude sammen og Barnet er da altiid her næsten hver Dag. —