Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1850-06-29)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Odense, d. 29de Juni 1850.

Kjære Moder!

Tak for Dit Brev, som jeg modtog iforgaars, tilligemed Pakken. Du maatte gjærne snart sende endnu en Pakke med alle de »Danskere«, der er udkommet siden jeg forlod Kjøbenhavn (c: siden 16de Maj), samt 3 Flipper og 2 Par hvide Hansker fra. Taagerup, for dem man faaer her og maa give 5 & for, ere langt slettere end dem jeg plejede at faae i Kjøbenhavn for 3 & 8 ß. (Mit Nr. er 8 1/4).

s. 408 Fra Johan skal jeg hilse saa meget; jeg har i denne Uge faaet to Breve fra ham, det sidste idag. Han lever ved det Gamle, med Rette misundende mig mit behageligere Opholdssted.

Jeg har siden jeg skrev været to Gange i Kjerteminde og seet den smukke Klint og det dejlige blaa Hav, som man ret længes efter og savner, naar man som jeg er opvoxet med det for Øje. Den ene Gang var jeg der med en Deel Korpskamerader, den anden Gang med Muuses og med det samme paa Skovsbo til Gratulation hos Gaardens Ejer ved Navn Berg, en gammelagtig kjedelig Herre, der nylig er bleven gift med den Frøken Rohmann, som Du vist har hørt mig omtale, og som jeg saa gjærne vilde haft til Svigerinde. Med Schönheyders har jeg ogsaa gjort et Besøg hos Kmrhre Schöllers paa Margaard, saa jeg har dog faaet mig seet lidt om her paa Landet.

Du kan ikke troe, hvor jeg er glad for den lille Elisabeth; selv har jeg jo ingen directe Fornøjelse af hende nu, hvad jeg dog haaber at faae, skjøndt jeg jo maatte give Afkald paa Fadderskabet; men for Eder der hjemme og da navnlig for Dig er hun jo allerede meget. Jeg frygter ikke for, at hun skal røve mig min Plads i Dit Hjærte, dertil kjender jeg Dig for godt, men jeg glæder mig ved Tanken om, at Du for hendes Skyld faaer mindre Tid til at føle Savnet af Dine Sønner.

Gjennem Paludan-Müller fik jeg igaar at vide, at Madvig nu har bestemt tilsagt Understøttelsen til Kæmpeviserne: 500 rl. aarlig i 5 Aar, fra dette Aar at regne. Saa snart Forholdene altsaa tillade det, vil jeg kunne begynde Udgivelsen. Naar der imidlertid vil kunne tænkes herpaa, som overhovedet om Øjeblikkets Stilling og Udsigterne for Fremtiden — derom er jeg trods alle hemmelige Rigsdagsmøder i fuldkomment Mørke. Dog hælder jeg stærkt til den Mening, at vi snart ville komme til at rykke ind i Slesvig; men hvad saa Tiden videre vil bringe, derom har jeg ikke mindste Anelse.

Rigsdagen er vel bleven opløst idag, saa jeg med Haab om Svar kan skrive Fader til med det Første. Hils ham og hils dem alle der hjemme kjærlig fra

Din hengivne Søn:
Svend.

P. S. Johan minder mig i sit sidste Brev om Peders Fødselsdag d. 22de, som jeg rigtignok aldeles havde glemt. Hils ham og bring ham min Lykønskning, og siig ham, at havde jeg end glemt Dagen, ham har jeg derfor ikke glemt, om jeg end kunde have Grund til at troe, at han havde glemt mig. —