Grundtvig, Svend Hersleb BREV TIL: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin FRA: Grundtvig, Svend Hersleb (1850-07-30)

Fra Svend Grundtvig til faderen.
Under Dannevirke, d. 30te Juli 1850.
Eftermiddag.

Kjære Fader!

Det er nu en lang Tid siden jeg skrev Dig til; jeg veed ikke, om jeg har gjort det, siden jeg for 2 Maaneder siden forlod Kjøbenhavn med Din Velsignelse, den Gud hidtil naadig har ladet opfyldes, og som jeg haaber han fremdeles vil lade hvile over mig, saa jeg, hvad enten jeg lever eller jeg døer, er »Gud i Vold«. —

Jeg har bestandig hidtil fundet, at jeg intet havde, som det var Umagen værd for Dig at læse. Det troer jeg derimod nu nok at kunne have, naar jeg blot kunde faae en Smule Rolighed til at skrive, men foruden idelige Afbrydelser med Tjenestesager har jeg en stadig Passiar ved Siden af mig, der gjør mig det saare vanskeligt at skrive noget ordentligt.

Den 16de d. M. betraadte jeg Slesvigs Grund paa Aabenraa-Skibsbros. 430og marcherede samme Dag til Hostrup, hvor vi i 6 Timer vare under Tag, baade første og sidste Gang i de 14 Dage vi nu have været paa Fastlandet. Tiden er hengaaet paa Marcher og i Bivouacs, de første have været slemme nok paa Grund af den trykkende Hede med Støvet som dermed følger, de sidste derimod af samme Grund om Natten meget taalelige. Den 24de Kl. 2 om Morgenen forlode vi ifølge med hele den øvrige Armee vor Bivouac søndenfor Juelskov og rykkede frem ad Chausseen mod Slesvig. Vor Brigade kom denne Dag ikke i Fægtning, men stod i Reserve ved Stenderup. Næste Morgen Kl. 2 fik vi Ordre til at gaae fremad som Avantgarde, og Kl. 3 vare vi alt i Ilden, som vi ikke forlode før Kl. 12, da Slaget var vundet. Det var et svært Blodbad paa begge Sider, og vort Corps leed overmaade meget, navnlig ved Stormen paa Idstedby og derpaa følgende Fremrykning mod Centrum af Fjendens Stilling, den sønden for Byen beliggende Skov, der strækker sig fra Langesø til Arenholssø. Af 17 Officierer, som Corpset havde ved Fremrykningen om Morgenen, vare kun 7 uskadte om Aftenen: 4 vare faldne (Lieut. ne Falkenskjold, Ohmeyer, C. Gautesen og Lindorff); 6 saarede, nemlig Capt. Falkenskjold, Capt. Haacke, Lieut. ne M. Petersen, Holstein, Drewsen og Agerskov, de to sidste dog kun saa let, at de atter ere til Tjeneste. Af Underklasserne tabte Corpset 184 Mand (døde, saarede og savnede. ) Dog, lader os ikke dvæle ved Tabet, vi lede paa denne Dag; det var saare stort, navnlig Tabet af Mænd som Schleppegrell, Læssøe og Trepka. Du veed da, at jeg har mistet min nærmeste Ven Vilhelm Blom; han faldt strax efter Kampens Begyndelse. Ogsaa Homann skal være falden. Henrik Bech og Carlo Dalgas ere saarede. Det var, som Du veed, egenlig første Gang jeg var med i Ilden, saa jeg har jo ikke noget at sammenligne det med; men alle som jeg har talt med, der vare med ved Fredericia, erklære dette for uden Sammenligning voldsommere og erklære, aldrig at have haft saa stærkt et Stykke Arbejde eller at have udholdt et saadant Tractement, som vi der fik af alle mulige Slags. Fjenden havde jo sine Batterier og den tætte Skov, hvorfra han i Mag kunde hagle os over med Granater og Kugler baade store og smaa, medens vi jo maatte frem over den aabne Mark, om vi ellers vilde ham tillivs, og det var jo netop det vi vilde.

Længe var Slagets Udfald tvivlsomt, og nær var det lykkedes Fjenden ved sit Baghold i vor venstre Flanke at gjøre vort hele Angreb til Intet, men de allerede afskaarne Batailloner (12te lette, 13de Linie og 2den Reserve), der paa een Gang maatte gjøre Front tils. 4312 Sider, sloges med Fortvivlelsens Mod, indtil Ryggen var fri, Bagholdet, der bestod af 4 fjendtlige Batailloner, sprængt, faldet eller fanget; og nu kastede de sig rask fremad, fulgt af en tilkommen dansk Brigade. — Vor Brigade (Ræders) tog som sagt Fjendens Stilling i Centrum og var jo i første Linie, saa det var jo os, han meest udøste sin Harme over. Og han var haard, det skal Ingen nægte. Det var især ved at tage Idstedby at vi lede saa meget, thi her blev skudt ud af alle Vinduer og Tage, etsteds skød en Bonde ogsaa en af vore Folk, men fik ogsaa strax sin Bekomst med et Kolbeslag, saa Hjærnen væltede ud. — Nogen egenlig Beskrivelse af et saadant Slag er det umuligt at give; men Ingen, som har seet det og deeltaget deri, glemmer det igjen. Jeg takker min Gud ikke blot fordi han lod mig uskadt, men nok saa meget, fordi han gav mig Kraft til at gjøre min Pligt; thi jeg har ofte gruet ved Tanken om, at jeg maaskee under saadanne Omstændigheder kunde tabe Hoved og Hjærte og vise mig fejg, hvad dog var værre end Døden. Jeg troer imidlertid nu at turde have Tillid til mig selv eller rettere til det Mod og den Kraft, som Gud har givet mig og vel fremdeles vil give mig; thi om det end undertiden gyste i mig ved al den Rædsel, Død og Lidelse, jeg saae om mig, saa tør jeg dog med Sandhed sige, at jeg ikke skaanede mig selv, men gav mine trofaste Folk et godt Exempel ved stadig at være forud, hvor Faren var størst. Dette er enhver Førers Pligt, derfor er han Fører, saa det er ikke nogen videre Roes værd. Dog har jeg haft den Tilfredsstillelse, at Corpscommandeuren i sin Rapport har omtalt mig med Hæder. — Det var igrunden lidt drøjt saaledes at jages op midt om Natten og saa paa fastende Hjærte at slaaes i 9 Timer, saa da vi om Aftenen Kl. 11 vare marcherede gjennem Slesvig og fik vor Plads anvist under den Deel af Dannevirke, der endnu kaldes »Margarethen-Wall«, i en vaad Rugmark, sank vi om af Mathed og sov sødelig, hvad vi ogsaa havde Lov til, da der var Forposter fremme foran os; men hvad jeg troer, vi havde gjort alligevel. — Siden Slaget have vi stadig haft vor Plads her paa den samme Mark, og jeg har kun een Gang haft en Times Lov ind i Slesvig saa jeg har jo ikke seet stort til Kjøbstæderne, thi Flensborg gik vi vesterom. — I tre Døgn efter Slaget svævede jeg i Uvished om min Broders Skæbne, men fik da Gud skee Lov Søndag-Morgen i et Par Linier fra ham Vished om, at han var uskadt. Endnu har jeg da ikke seet det mindste Glimt af ham i al den Tid vi have færdedes i saa ringe Afstand fra hinanden. For Tiden er han i Brodersby ved Midsunde, men der kan naturligvis ikkes. 432være Tale om at rejse saa langt for nogen af os, saa vi maa slaae os til Taals og takke Gud, om vi engang kunne mødes i Kjøbenhavn hos vore Kjære. Dertil give Gud os Naade og Velsignelse, naar han først har givet os Lykke til at ende det Oprør, som nu paa 3die Aar har kostet os saa meget Blod, og det af det bedste, ikke at tale om, hvad det ellers har kostet os.

Hils nu Moder kjærlig og tak hende for det Brev, hvormed hun glædede mig i Søndags, og Peter for det, som jeg havde den Glæde at modtage igaar. Engang ved Lejlighed skriver vel ogsaa Du et Par Ord til

Din hengivne Søn:
Svend.

P. S. d. 31te Morgen.

Alt vel inden Borde. Slagfærdig og kamplysten venter Hæren ved Dannevirke Vinket fra Kjøbenhavn, for at bringe Danmarks Fred og Danmarks Ære nye blodige Offere.