Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1850-08-03)

*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.3 Aug. 1850.

Kiære Søn! det skal være mig Varsel, som det er Tidende, begge gode, dit Brev fra »Dannevirke« under aaben Himmel, spagfærdig og slagfærdig, thi saaledes ønsker og haaber jeg, at Danskerne skal leire sig ved Dannevirke, rustede og rede til, naar de ikke maae nyde deres Odelsret i Fred, at hævde den med Krig, men for Resten saa mætte og trætte af Blodbad, at de ikke for at vinde al Verden, end sige for at vinde enten lidt eller meget af Holsten, vil støde i Luren eller slibe Egg paa det døve Sværd, om de end turde vente Seire for langt bedre Kiøb end den ved Øvre-Stolk og Idsted, som man selv i det Fjerne kan see, var saa dyrekiøbt, at kun et frelst Folke-Liv, som det Danske har været og som det med Guds Hjelp ved høilys Dag vil sees at være og virke velgiørende og glædelig endnu, er i mine Øine Kampen og Offrene værd. Ligesaa urokkelig, man siger haardnakket, som jeg derfor har drevet paa, at dette skulde skee, at vi med hele det Danske Riges Styrke skulde kæmpe til det yderste i Slesvig for Sønder-Jyllands Gienløsning og Besiddelse, ligesaa urokkelig vil jeg paastaae, at nu skal vi, saasnart det er mueligt, saasnart det kan skee, uden at opgive en Fodsbredd af, hvad Danmark med sit Hjerteblod har vundet og til sit Folkelivs værdige Fuldendelse og Forklaring ei kan undvære, med Glæde stikke Sværdet i Balgen og lade Holsten fare, som noget, der for Danmark aldrig kan være nogen sand Vinding, om det end var en langt lettere Erobring end nu, da det, efter min Overbeviisning vilde koste Danmark sine sidste Kræfter, som derpaa var aldeles spildte.

For Resten, Gud skee Lov! at ogsaa jeg havde Sønner, som vilde og turde vove Liv og Blod for Fædernelandet, hvor det saa høilig s. 436 behøvedes og saa klarlig stod paa Spil, og at mine kiække Sønner vil give den Gud Æren, som raader for »Liv og Aande«, og dermed for alt hvad vi kan tænke, være og virke ! Det skal være mig et kiært og uforglemmeligt Pant paa, at mine Sønner, baade mens mine Øine er aabne og naar de er lukkede, vil virke hvad Gud giver Kraft og Mod og Lykke til, i Fred som i Krig, ædelt, rask og utrættelig, og det har været min Sjæls Begiæring alle Dage, dertil har jeg lyst og vil jeg lyse Guds og min Velsignelse over dem, og den er, hvor den annammes, aldrig forgiæves.

27*

Nu, Fred være med jer! I sees jo vel snart ved en eller anden Vending og I stod mig lige nær, da jeg skrev, som da I første Gang stod paa mine Knæ og mine Skuldre.

Fra Moder, Meta og os alle de kiærligste Hilsener ved din

Fader og Ven
N. F. S. Grundtvig.