Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1850-09-01)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Cosel, d. 1ste September 1850.

Kjære Moder!

I Mandags modtog jeg da Brev fra Dig og begyndte strax paa et Svar, hvorom indlagte Begyndelse bærer Vidne. Det blev imidlertid dengang ikke til videre, men om jeg saa ikke havde andet end Overskrift og Underskrift at sende, saa skal Du nu høre fra mig. Vi ere nu noget taaleligere arangerede, idet vi to Dage ligge indkvarterede her i Cosel, een Dag paa Feltvagt (jeg ved Flækkeby og Johan ved Möhlhorst) og een Dag i Barakkerne paa Vindebyhede ved Kochendorff. Det vedholdende vaade og kolde Vejr gjør det ogsaa nødvendigt engang imellem at komme lidt i Huus, hvad dog for den menige Mand ikke siger mere end at komme under Tag, da han ogsaa i Byen maa sove i Klæderne paa Halmen, medens Officererne dog i Regelen her have den uvante Nydelse at kunne klæde sig af og gaae i Sæng de 2 Nætter de tilbringe her i Byen.

Cosel d. 4de Sept.

Ja den Gaaen-i-Sæng har jeg nu snart faaet for meget af, da jeg i nogle Dage har maattet tilbringe Dagen med i Sængen og er endnu kun Reconvalescent efter den i denne Tid almindelige Sygdom : Maveforkjølelse, der forleden paa en Feltvagt overfaldt mig med en saa voldsom Brækning og Colik, at jeg saa smaat begyndte at tænke paa Cholera morbus 1 , der jo er i Rendsborg, men som da Gud skee Lov endnu ikke, det jeg veed af, har viist sig ved vor Armee. Iforgaars Aftes fik jeg Dit Brev af 30te f. M. og kan jo ikke andet end give Dig Ret i, at det nok egenlig ikke var mig der havde fortjent det. Jeg faaer nu vel ogsaa en af Dagene alle de gode Sager Du har sendt. Johan blev fortvivlet ved Tanken om endnu en ulden Beklædning, da han nok er forsynet, men jeg trøstede ham med at min Kuffert er stor, og dermed maatte jeg rigtignok ogsaa trøste mig med Hensyn til de færøiske Strømper, dem jeg ellers ikke vidste hvor jeg skulde gjøre af, thi min Karl har nok at bære foruden.

s. 448 At Johan og jeg ere glade ved at være blevne samlede ved vor gl. Batl. det har Du vistnok ingen Grund til at tvivle om. Hvad mig angaaer, saa var jeg jo ikke kommen her, om ikke netop for at komme sammen med »den gamle«, som han almindelig kaldes her. —

Most er formodenlig i Slesvig og handler med sine Støvler (ligesom han forrige Aar var i Sønderborg), men der kommer jeg jo ikke, saa det er bedst, han naar han kommer tilbage skynder sig noget at sye mig et Par som de Omtalte.

Vil Du nu dennegang tage til Takke med dette Hastværksarbejde, hilse Peter og takke paa mine Vegne for hans Brev; til Fader skriver jeg vel en af Dagene et Par Ord. Hils saa Alle derhjemme og lev vel; Gid baade I derovre i Kjøbenhavn og vi her i Armeen maae blive frie for den slemme asiatiske Gjest. Her vilde den under vore Forhold især gjøre megen Skade, større maaskee end et Idstedter-Slag.

Noget Nyt er herfra ikke at mælde; kun synes Fjenden at have trukket sin meste Styrke ud af Rendsborg og lagt den frem imod os, hvorfor vi daglig have lidt Skyderi med ham. Maaskee Willisen dog vil vove et sidste fortvivlet Forsøg paa at vinde Slesvig tilbage? Med Guds Hjælp skal han da faae andet at vide.

Din hengivne Søn
Svend.