Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Meta Cathrine Marie Bang Grundtvig (1850-09-07)

Fra Meta Boisen til BroderenSvend.
den 7de September 1850

Min kjære Svend!

Længe har Du med Rette ventet Brev fra mig, og, jeg vil derfor ei fremføre noget til min Undskyldning om jeg ogsaa kunde finde noget, men nu, maa jeg dog bryde min lange Taushed for ret af Hjertet at lykønske dig til din 26aarige Fødselsdag, med Tak til Gud, som ei allene skjænkede mig en saadan Broder, men som i denne tunge Tid da saamangen en Søster maa sørge over Tabet af s. 452 sin Broder, lod mig beholde begge mine kjære Brødre uskadte, ja Gud holde fremdeles sin Haand over Eder og lade Eder snart vende tilbage med Seier, saa vi ikke mere skal behøve at sende Eder i Krigen ud; Nu siger Du sagtens, aa Kjærlingesnak men tro mig kjære Svend jeg mener ikke hermed noget Øieblik, at jeg vilde ønske I var blevet hjemme i Kakkelovnskrogen, medens de Andre stred for Danmarks Ære og Ret, nei! saadanne Brødre kunde jeg ikke tænke mig at have, men at jeg med Længsel og med stor Glæde tænker paa den Tid da vi igjen skal samles det vil Du dog nok kunde forstaa,| ja hvor det skal blive deilig at vise Eder min kjære lille Elisabeth, som du min kjære Svend allerede har viist mig du holdt af og, som jeg ogsaa er sikker paa at Johan vil glæde sig over, du kan ikke tænke dig den Forandring der er foregaaet med Hende i de 16 Uger som det nu er siden Du saa Hende, hun er nu baade i legemlig og aandelig Henseende saaledes tiltaget saa du ei vil kunde kjende Hende igjen, ja du kan tro Hun er mageløs elskværdig og morsom; Bedstefader og Bedstemoder som Hun besøger hver Dag naar Veiret ikke er alt for slemt er da ogsaa saa lykkelige over Hende saa de kan næsten slet ikke undvære Hende, hendes Navne Nr: 3 som du siger ogsaa nok vil forkjæle hende anstrænger sig ogsaa paa det Bedste, Hun siger til hende Alt hvad du ønsker som jeg kan give dig det skal du faa, og hvad hun ikke før gjorde af Elisabeth, saa blev det endnu mere da hun i de 8te dage som Hendes Moder var paa Als for at see til Carlo; boede hos mig og ved daglig at see Hende opdagede ret alle Hendes elskværdige Egenskaber, naar du læser dette saa siger du nok ja den der kan skrive saa længe om Hende er nok ikke den der forkjæler Hende mindst og det kan jo nok være du har Ret, men jeg troer du vil selv naar du seer hendes milde blaa Øine erklære det for en Umulighed Andet end at forkjæle hende lidt ja kjære Morbroder undskyld at jeg fylder dit Brev med Roes over min Datter men du veed nok hvad Hjertet er fuldt af flyder Munden over med; hun sover nu men naar hun vaagner skal hun med paa- holden Pen sende dig en Hilsen og bede dig bringe Morbroder Johan en lignende fra deres lille Søsterdatter.

28*

Jeg sender dig paa Thirsdag med Pakkeposten en lille Aarsgave, nemlig en graa Hue som den Peter fik i Vinter og som du sagde du gjerne vilde have Mage til, jeg tænkte nu at du i denne kolde Tid kunde have Brug for den især til at sove med naar du ligger ude jeg beder dig nu tage til Takke med den i al Simpelhed, men da jeg selv har arbeidet den tænker jeg du nok vil modtage den med s. 453 Venlighed naar den bringer dig en Hilsen fra mig, en Lignende Hue følger med til Johan beed ham ogsaa dersom jeg ei faar skrevet ham til med Pakken som jeg dog tænker, at modtage den som en Aarsgave der rigtignok kommer lidt seent men er dog ikke mindre vel meent. Din Aarsdag skal da nu høitideligholdes hos os paa Møllen ved et Middagsselskab som skal bestaa af dine Forældre og de faa Venner som endnu er tilbage i Kjøbenhavn en Beskrivelse over Festen skal du erholde saasnart du skriver mig lidt til om at du ønsker det.

Carlo er det da nu Gudskeelov meget bedre med, de venter ham hver Dag til Kjøbenhavn dersom han ikke allerede er kommet iaftes som jeg ikke endnu veed. Nu Levvel for denne Gang og Gud være med dig og lade os snart samles glade igjen dog kan jeg ikke uden Vemod tænke mig den Kreds brudt som vi tilhøre og hvor Lunby og Vilhelm saa ofte har været os til Gavn og Glæde man skjønner tidt først ret paa sine Venner da naar man har mistet dem, dog nu stille Fred være med dem og lad os ei misunde dem den Fred som de sikkert aldrig havde vundet paa Jorden de to stille vemodige Sjæle.

Din Søster Meta.
Hilsen fra Elisabeth