Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1850-09-09)

*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Svend.
Khvn.9 Septbr. 1850.

Tak, min kiære Søn ! for din Lykønskning til min Fyldenaars-Dag, som jeg rigtig fik igaar tilligemed Johans, hvem Du ogsaa kiærlig s. 455 maa takke fra mig, naar du seer ham, da jeg sagtens idag ei faaer mere end eet Brev til at løbe af Stabelen, og skiøndt hverken det eller jeg kan naae dig paa din Aarsdag, var det dog paa den rimeligst at skrive til dig. Ja, Lykke er et stort Ord for hvem der veed, hvor meget den fører til, men det er en forsigtig Talemaade at ønske til Lykke med noget, thi det vil altid passe, naar det kun er med lykkelige Omstændigheder, som godt kan være det, godt kan høre til Lykken, skiøndt de ikke kan udgiøre den. Og det er ganske vist lykkelige Omstændigheder hvorunder jeg igaar fyldte mit 67 Aar, da jeg hverken fattedes Livslyst eller Livskraft, fattedes kun mine Sønner, fordi de er, hvor jeg ønsker dem: i Fædernelandets Tjeneste med modent Ærende, og saa den Danske Sag seirende, om jeg end ikke kan sige, at den endnu har vundet »afgiørende« Seier, ja ei engang, at Styrmændene stile efter hvad jeg kalder saa, som jo er Danskhedens Befrielse fra ethvert hvilketsomhelst Aag og uværdigt Baand og dens Besindelse paa sit eget Bedste. Og at see den, tit som alle syndes fortvivlede, Sag seirende, om end udsat for mange Hindringer, som muelig kunde vende Seieren til Nederlag eller forspilde Frugten deraf, at see den Sag seirende, man har kæmpet for, det er jo, hvad de fleste, eller dog mange gilde Kæmper maae nøies med, som kun var alt for klart ved Stolk og Isted. Dog, jeg haaber virkelig endnu den sjeldne Lykke at opleve Danskhedens afgiørende, for et Tidsrum afgiorte Seier, hvad enten den kiendeligst skal vindes i Marken eller i Kamrene, og med denne lyse Udsigt føler jeg Mod til ikke blot med roligt Blik at betragte alle de Svingninger, som see farlige nok ud, men ogsaa til, saavidt mueligt at lægge Skuldre til, uden at kunne vide, om det nytter, og uden at forknyttes over, at mange siger, det skader.

Det morede mig iaftes at høre, hvad Duplat svarede Schack, da han vilde havt Adgangs-Kort til Forposterne, thi saameget er klart, at de, der vil have Slesvig deelt, har intet at giøre Sønden for Linien, men naar Sch. var lidt mindre løs, var vi maaskee ikke saa meget uenige, thi en Inddeling er jo ogsaa en Deling, og en saadan bør vist nok finde Sted, kun under Dansk Høihed.

Skulde Villisen være saa dumdristig, under nærværende Omstændigheder at ville prøve paa Slesvigs Erobring, da venter jeg jo vist, at han fik hvad han sidst løb fra og skulde selv ikke nægte, han gik af med Profiten, men det vilde være en Mandslæt og Blodsudgydelse, for mine Øine saa unødvendig og urimelig, at jeg maatte kalde den meget sørgelig, og haaber derfor, den med Guds Hjælp vil undgaaes. s. 456 Paa Valpladsen er i mine Øine Sagen saa godt afgjort, som det der kan skee, saa det giælder nu kun om, at Styrmændene og Penneslikkerne kan og vil stikke Fingeren i Jorden, og i Tiden 1 , som nok Holberg siger, og lugte hvor de er, lade Tydskland være det Saltsyderi, det nu een Gang er, og lade Danmark faae Lov til at vise Verden, hvad det selv ikke ret veed endnu, hvad det er andet end hvad det længe brugdes til: et Værksted og et Lyststed for forløbne Tyskere.

Jeg tænker derfor nu snart at see mine Sønner ved deres fredelige Dont, og da jeg forleden stødte paa Arvidsens Samling 2 , som jeg troer, Du fattes, kiøbde jeg den til dit Brug ved Kæmpeviserne, som jeg ordenlig længes efter.

Nu kiærligst Hilsen fra Moder Meta og os alle til jer begge, skiøndt Du sagtens faaer Lykønsknings-Breve fra alle Sider, kan faae mange smukkere, men naturligviis intet mere velmeent end fra

Fader Grundtvig.