Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1850-09-17)

*Fra Svend Grundtvig til faderen.
Coseld. 17de Sept. 1850.

Hjærtelig Tak, kjære Fader! for Dit Brev fra 9de, som traf mig den 12te, et Øjeblik før det begyndte at knalde henne i Kockendorff, hvor jeg jo vidste, at det var Johan, der gav de paatrængende Gjæster en varm Modtagelse. Det var mig derfor netop i et saadant s. 459 Øieblik dobbelt kjært atter at høre Dig udtale, at »Dine Sønner fattes Du kun, fordi de ere, hvor Du ønsker dem: i Fædrelandets Tjeneste med modent Ærinde,« og atter at høre Dig udtale Din Fortrøstning til »den danske Sags afgjørende Sejer.«

Fægtningen her den 12te var vel ikke noget stort eller glimrende eller afgjørende Slag, men dog af større Betydning end jeg først troede. Størstedelen af den holstenske Hær var her paa Benene, aabenbart i den Hensigt og i det Haab at kunne bane sig Vej over Midsunde op i Angeln og derved tvinge vor Hær til at forlade sin stærke Stilling ved Slesvig. I Ilden havde Fjenden 10,000 Mand Infanteri og 3 fuldstændige Batterier ͻ: 24 Kanoner, og dog maatte han gaae eller rettere løbe tilbage med aldeles uforrettet Sag og skuffet Forventning for en Styrke af 3000 Mand og 10 Kanoner. Man maa vel sige, som Capitain Recke af Artilleriet idag svarede en af Bataillonens Officerer, der, efter at have faaet de ovenfor meddelte Data, spurgte: men hvordan kunde dog det gaae til? — sagde: »den første og vigtigste Grund var den, at Vorherre var med os.« Af vore Kanoner er nemlig ikke een det ringeste beskadiget og vi beholdt endnu 10 Skud tilbage pr. Pjece; medens 2 af Fjendens Kanoner bleve gjorte ubrugelige og hans Skyts havde aldeles »forskudt sig« ͻ: opbrugt al sin Ammunition.

Jeg længes efter at see, hvorledes Willisen nu vil bære sig ad, for at bilde Folk ind, at han har vundet en Sejer, eller dog, at han slet ikke har haft andet isinde, end at spytte engang i Slien og saa gaae hjem hvor han kom fra.

Med Glæde og Taknemmelighed maae vi da atter sige, at Gud har kjendelig staaet os bi, og baade haabe og bede, at Han fremdeles vil saa gjøre, indtil Holstenerne opgive Tanken om at fravriste os vor Fædrenejord.

Du og Dit Huus har da dobbelt Grund til at takke Gud for sin Naade paa denne Dag, da han atter holdt sin Haand over begge Dine Sønner. Jeg kan ikke beskrive den Følelse, hvormed et Par Brødre gjensee hinanden frie og friske efter saadan en Dag, men Du vil vel kunne forstaae den.

Lige saa fuldt som Du anseer jeg videre Mandslæt og Blodsudgydelse for »urimelig«, og vilde ogsaa ansee den for »unødvendig«, dersom jeg turde haabe, at vore Fjender var af samme Mening; men derom tør jeg endnu ikke gjøre mig noget Haab. At slaaes for Holsteen har jeg aldeles ingen Lyst til, men det kan dog nok være, at kun i Holsteen kan Slesvig endelig vindes. Er der Andre, der s. 460 ville gjøre sig den Ulejlighed at gaae ind til Holsteneren i hans eget Huus og tage Vaabnene fra ham, hvormed han gjør Ulykke baade paa sig selv og Andre — saa for mig gjærne; men Ulykken er den, at der næppe er Nogen, der for Alvor gjør os den Tjeneste saaledes at tage Castanierne ud af Ilden for os; derfor saae jeg helst, at vi fik Lov til at gjøre det selv.

For mit personlige Vedkommende, saa vel som for Danmarks maa jeg naturligviis ganske dele Dit Ønske om, at vi snart maatte kunne stikke Sværdet i Balgen og med velforrettet Sag vende tilbage til fredelige Sysler; og at jeg da derved tænker paa, og ikke mindre end Du »længes efter Kæmpeviserne«, det behøver jeg ikke at sige Dig. Tak fordi Du saa smukt tænkte paa dem og mig ved at skaffe mig Arwidssons Bog, som jeg ganske rigtig fattes. Ja, jeg tør ikke tænke for meget paa de Sager, af Frygt for at jeg derved skal blive altfor fredelig stemt, hvad hverken Du eller jeg kan ønske, da vi jo ere enige om, at nu er min Plads her. Resten maae vi overlade til Vorherres Styrelse. Lev nu vel, kjære Fader! og Gud opholde endnu længe den »Livslyst og Livskraft«, som Du føler, og som lægger sig for Dagen i ethvert af Dine Ord og Handlinger. Du faaer nu atter en travl Tid, naar Rigsdagen samles, ja travl Tid har Du da altid haft, men saa travl bliver den aldrig, at Du jo med Venlighed tænker paa

Din hengivne Søn:
Svend.