Danmarks Breve

BREV TIL: Svend Hersleb Grundtvig FRA: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig (1850-09-24)

Fra Lise Grundtvig til Sønnen Svend.
d. 24de Septbr: 1850.

Min kjære Svend!

Det sidste vi hørte fra Eder var dit Brev til Fader fra den 17de og til Moder d. 14de for begge siger jeg nu først kjærlig Tak og dernæst, at jeg synes det er saa grumme længe siden, for nogle Dage kan være en lang Tid naar jeg Inted hører fra mine kjære Børn, mine Tanker er altiid hos Eder med Tak til Gud som saa naadig har bevaret Eder hidentil og Bøn om fremdeles at beskjærme Eder! Det har i fleere Dage været min Bestemmelse at skrive dig til men bestandig er jeg blevet hindret, forleden Dag skrev jeg til Johan s. 464 som du da nok veed, thi nu herefter skriver jeg skifteviis til Eder; jeg har jo inted Nyt at kunde melde da jeg stadig lever saa at sige inden fire Vægge undtagen naar Vandringen gaaer om i Stormgaden for at see hvorvidt det er kommet med Værelserne, da Tiden nu stærkt nærmer sig vi skal til Flytningen igjen og som du da veed fra to Stæder og jeg har ikke de kjære Sønner der kunde ordne med Faders Bøger det bryder mit Hoved lidt, dog jeg vil ikke tale herom, det er jo kun mit Vrøvl og Smaating. — jeg har drømt saameget om dig i Nat min kjære Sv: du Løb saa hastig need ad Trapperne fra mig og havde knap Tid at sige mig Farvel. —

Her har i Dag været en Normand og spurgt om Lt: Grundtvig, som han havde hørt var her i Byen, han kjændte Eder godt, da han havde staaet i 10de Bataln: med Eder, I kjænder altsaa ogsaa ham Bentzen heed han og jeg formodede var Ltn:

Her er da i disse Dage kommet Brev fra Ernesto Dalgas, han er nok haardt medtaget efter den heele Beskrivelse, han skriver til sin Moder, »det er ret godt, jeg har ingen Feber kan ogsaa spise lidt« trøster sin Moder saa kjærlig, fortæller om den gode Pleje han har og er i det heele ved godt Mod. —

Brændte Barakkerne reent af? det kan Man ikke her blive rigtig enige i mistede I noget af Eders Sager? hvad Savn, Møje og Besværligheder der maae være at gjennemgaae og overvinde, er meer end vistnok der ret kan tænkes af Mange, naar jeg gaaer i Sæng, eller staaer op, maae jeg altiid tænke, saadan har de det ikke; Gud skee lov for dette milde gode Veir det er i denne sidste Tid, naturlig er det da altiid med Tanken paa Eder derovre mine Kjære; føler du nu siden ikke noget til Mave Smerterne? Hilsener har jeg til Eder fra Tante Maria som her er nu kommet fra Jylland, Tante Jane siger ogsaa, du hilser vist aldrig fra mig, Prf: Højens som vi imellem jo see med Hanne V:, ja hilse fra alle dem der spørge til Eder og bede derom kan jeg da ikke. — Nu ringede det paa Kl:, det er vist den lille tykke Elisabeth, eller rettere Meta med hende, de ville komme i Aften.

Det er nu i disse Dage [et] Aar siden mine Børn kom og overraskede] Moder paa Sængen i vor gamle Boelig i Eders Kammer. —

Nu Farvel min kjære Svend og mine kjære Børn, Gud være med Eder! beder

Eders trofaste Moder
E: Gr:

s. 465 Du har vel ingen Støvler faaet, i Morgen skal jeg lade minde om dem. Naturlig en Hilsen til Johan fra Alle her; hvad Compgni: er det I staaer i, det har jeg skammelig glemt? Fader gik nu herigjennem og sagde Hils — Lille Amalia — i Mørke.