Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig FRA: Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1850-10-08)

*Fra N. F. S. Grundtvig til Sønnen Johan.
Khvn.8 Octbr. 1850.

Kiære Søn! Jeg har længe villet skrive til Dig og det er en vitterlig Giæld, jeg endelig nu giør Mine til at betale, men der er altid kommet Forhindringer, saa Du havde neppe endnu idag faaet Brev, hvis jeg ikke netop nu af et Brev fra Svenn havde hørt, at Moder ogsaa havde giort Ophold, men saa greb jeg strax Pennen, da jeg idag ei skal paa Rigsdagen og er kun doven til at skrive Breve den Vei, fordi jeg stoler paa Moders Flittighed.

I Løverdags aabnede jeg da, som Alders-Formand Folke-Thingets Forhandlinger med et Par Ord om Krig og Fred, som jeg naturligvis havde veiet, men som ogsaa stod Vægt. Embedsmændene blev de samme som forrige Gang, og der er jo ikke synderlig Udsigt til, hvad jeg i mit Forord ønskede, at »Bedriften i Kamrene vil svare til Bedriften i Marken,« men dog vil jeg ikke opgive Haabet derom, s. 470 og det skulde man heller ikke nogensteds i Danmark, thi hvor daarlig end Rigsdagen hidtil har opfattet og søgt at løse sin Opgave, saa maae vi dog aldrig glemme, at tænker vi Rigsdagen bort, da tænker vi, under de nærværende Forhold, med det samme Muligheden af en bedre Opfattelse og Løsning bort, thi naar Regieringen veed og vil noget godt, da er Rigsdagen ikke iveien, og skal der skee noget bedre end Regieringen veed og vil, da maa det komme fra Rigsdagen. Du har vel, før dette, seet af Aviserne, at der igaar blev af Hall foreslaaet, af mig understøttet, og eenstemmig antaget, en hædrende Erkiendelse af Hærens Fortieneste, men jeg vil her tilføie, [at] hvad jeg med Flid indskærpede om, at »Danehæren havde gjort sig høilig og glædelig fortjent af Fædernelandet, det gamle Danmark«, i det jeg giorde opmærksom paa, at høilig havde Hæren giort sig fortient lige fra Krigens Begyndelse, baade naar den vandt og naar den veg, baade naar den fik Lov til at røre Ungdoms-Kraften, og naar den var nødt til i Stilstand at tære paa den, men at glædelig for hele Folket kunde Folke-Røsten ikke kalde Bedriften, saa længe endeel af det Danske Folk sukkede og trællede under Fiendens Aag, men først nu, da Seieren var vundet hvor Slaget maatte staae : midt i Sønder-Jylland, og da vor seierrige Hær havde plantet Dannebrog paa Dannevirke til at staa der, med Guds Hielp, ikke blot urokket, men ogsaa skyggefuld og grødefuld, med Fredens Frugt udspringende af Seierens Blomst! —

At dette blev optaget med øiensynligt Velbehag og lydeligt Bifald, beviser vistnok ikke meget, men saalænge et godt Ord kan faae Ørenlyd, er der dog altid Haab om, at det kan finde et godt Sted. Jeg tænkte ikke paa, at mine Sønner nu ogsaa var forplantede til Dannevirke, men jeg har vel kunnet føle det paa mig, thi mit hele Hierte var der i høiere Grad end sædvanlig.

For Resten lever vi her i den gamle Stilhed, I kiender, paa Flytningen nær, som nu begynder at gaae for sig. Igaar skaffede Algreen med priselig Omhu alle Bøgerne fra Vimmelskaftet i Tørveir til Stormgaden og jeg saae allerede igaar Middags, da jeg kom fra Rigsdagen hele Vægge beklædte med min Mammon, som dog egenlig nu er mig mere til Byrde end til Øienslyst, dog hvad man har maa man jo see at faa Rum til, og hvad de Ældre ikke længere kan glæde sig over, kan og skal de dog dele Glæden over med de Yngre.

Hils nu Svenn kiærlig og Gud styrke og bevare eder begge i Fædernelandets Tjeneste med et godt Haab om Fremtiden, som ligger i en bedre Faders Haand end hans, som I veed, dog inderlig gierne s. 471 vilde giøre baade eders Udsigter og eders Dage lyse og eders Aar frugtbare baade paa Gavn og Glæde!

Moder og alle i vor snevre men blide Kreds hilse eder kiærlig ved

Fader
Frederik.