Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig FRA: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig (1850-11-04)

Fra Lise Grundtvig til Sønnen Johan*.
d. 4de Novbr. 1850.

Min kjære Søn Johan!

Over tre Uger er det nu siden mine Børn saa noget Ord fra Moder, vel har det været Flyttetid og er saa endnu paa en Maade, da vi i Morgen skal have to Kakkelovne nedrevet, for at probere ved omdreining med dem at det kunde fri os for en gruelig Røg vi har maatted udholde i denne Tid og det ville jo ikke være saa godt naar Frosten kommer at skulle have Vinduer og Dørre aabne; dog for Eder kjære Børn maae det jo kun betyde lidt som har ganske andet at skulle udholde, det siger jeg mig ogsaa selv saa tidt, men vi er jo ogsaa nogle Krystere imod Eder, I hærdede Helte! ja det betyder visselig noget at gaae staae og ligge paa Marken i Barakker, vistnok var der mangen en fiin forkjælet Herre [der] kunde have godt af at prøve det Liv en Tid ; i Dag og i Aften har det nu været en skrækkelig Storm og øsende Regn, mine Tanker følger stadig med Eder kjære Børn og du min Søn er da kun daarlig udstyret til at modstaae sligt et Veir og tilmed naar Frosten nu begynder, faae dig dog endelig en rigtig tyk foeret Over-Frakke, thi at sætte den gamle forslidte under varmer da ikke stort, at du er blevet karrig som Rygted gaaer om dig, som du selv siger, troer jeg slet ikke, men at du har laant ud omkring som vel er vanskeligt at faae samlet igjen er vel snarere Grunden, du maae dog endelig min Søn sørge for at blive lidt ordentlig forsynet med nødvændige rigtig varme Ting, Moder beder dig saameget herom, jeg kan jo nu slet ikke meer sørge for dig, ja gid jeg kunde! men det er forbi.

Sidst jeg skrev var til Svend, den sidste Dag i Løngangsstræde og siden har jeg levet et omflakkende Liv, at sige inden fire Vægge, men jeg kan næsten sige vi vandrende Personer Tante og jeg, har egentlig ikke havt et Øjeblik som vi kan kalde i Roelighed, forklare dig det lader sig nu ikke gjøre, i denne sidste Tid har jeg nu ikke været rigtig rask saa jeg dovner, om Morgenen, det gaaer da s. 485 ud over Tante og over mig med kan jeg tro, saa jeg inted bestiller, ikke saameget at jeg i al denne Tid har faaet et Brev skrevet til dig som jeg lovede i Svends og heller ikke sendt ham en pyntelig Gra- tulation men siig ham kun, med det første kommer den, endnu i Aften har jeg betænkt at begynde herpaa, imidlertid kan du sige, saavel ham som dig selv, Moder har aldrig tvivlet paa sine Sønners Mod og Kjækhed og at de aldrig ville forsømme deres Pligt, det sagde og meente jeg; det kunde maaskee synes at være storagtigt, ja med en vis Stolthed og Glæde sagde jeg det rigtignok, mine Sønner kan ogsaa nok taale at høre det af mig, Gud skee Lov for Eder Begge mine Kjære Han bevare Eder fremdeles saavel paa Sjæl som Le- geme! Hvordan har Carlo det, kan han nu ogsaa udholde Tjænesten? med ham fik I da en mundtlig Hilsen fra den sidste Dag han var her, rask saae han ud. — — — Politisere gjør jeg nu slet ikke meer, thi saa ærgrer jeg mig over al Verden jeg synes de er omtrent alle lige Gode og Troværdige. Med Meta har det ikke i den sidste Tid været godt, — — — det er saa vanskeligt for mig at komme der i dette Føre og Veir, især naar Man er lidt Kryster ; nu paa Søn- dag haaber jeg dog hun kan komme med lille tykke Elisabeth, du kan tro der er Liv i det Pus. — — — Knudsen var her i Søndags Aftes du har nok nylig havt Brev fra ham, det er nu snart den eeneste af vore unge Venner vi her har tilbage og som ikke forlader os det vil sige, dog imellem seer til os; Høxbro som da nu er borte, kunde saa godt underholde Fader, Skovgaard vil jeg nu ikke tale om, Han har jo nu sin Deel som tager hans Tid, dog ikke mine Ord. — — — Nu Farvel min kjære Johan! Fader og Tante Jane hilser saa venlig ved din i Kjærlighed trofaste Moder

E: Grundtvig.

Forleden Dag havde jeg en lille Visit af Mester Most, som beklagede sin store Nød, lige stor hos hver især af Eder, jeg gav ham den Trøst at skrive herom