Danmarks Breve

BREV TIL: Elisabeth Kristine Margrete Grundtvig FRA: Svend Hersleb Grundtvig (1850-11-17)

Fra Svend Grundtvig til moderen.
Slesvig, d. 17de November 1850

Kjære Moder!

Gid disse Linier maae træffe Dig frisk, det er det Ønske og den Tanke, der i dette Øjeblik er meest levende hos Dine Sønner, der sidde her, som vi vare vante til hjemme, ved samme Bord ligeoverfor hinanden, begge skrivende: Johan til Peter og nu jeg til Dig. Ja gid vi kun vidste Dig atter sund og frisk, og gid vi dog maatte kunne gjøre noget til at opmuntre Dit bekymrede Sind. Jeg har i Grunden ikke engang Ret til at udtale dette sidste Ønske, hvormeget det end ligger mig paa Hjærte, thi det Eneste, det Lidet, som jeg nu kunde gjøre derfor, det har jeg paa den sidste Tid skammelig forsømt: det er mere end 3 Uger siden jeg skrev Dig til, og dog veed jeg jo godt, hvor inderlig Du paaskjønner hvert Ord fra Dine Børn. Herfor kan jeg ikke tilgive mig selv, men tilgiv Du mig, kjære Moder! — Vort Liv her er endnu stadig underkastet den samme eensformige Vexel, som hidtil: 4 Dage udenfor Byen i Barakker eller paa Forpost; i dem kan man ikke skrive, thi skjøndt det ikke altid, som forleden Nat vi vare paa Forpost, fryser 4—5 Grader, saa er det dog altid for koldt til at bruge Pennen, og de 4 Dage vi boe her i Slesvig er det sjældent at man er en Time alene, undtagen naar man sover. Der har derfor opdynget sig en saadan Brevgjæld for s. 490 mig, at jeg næsten mistvivler om at kunne betale den, og dog faaer jeg meget sjældnere Brev end jeg kunde ønske. —

Jeg er, siger Du — for at bruge et mildt Udtryk — »overmaade forsynlig«, men det har jeg paa en Maade efter Dig, kun at jeg er det for mig selv, Du derimod ene for Andre. Johan har da nu endelig besluttet sig til at anvende sit overflødige Mammon til en paa een Gang anstændigere og hensigtsmæssigere Beklædning, hvilket meget vil glæde Hans, der for mig har tilstaaet sin Forundring over, at hans Herre »der jo dog havde Penge nok« vilde nøjes med saa ringe en Garderobe. Forresten maa Du nu ikke gjøre Dig altfor overspændte Forestillinger om vore Lidelser herovre, thi vel kan man ikke nægte, at her er adskilligt Ondt at døje, men paa den anden Side er det dog ogsaa vist, at man bærer det med Anstand og fremfor Alt med et overmaade godt Humeur, hvad ikke blot gjælder om Enkelte eller om Officererne, men om den hele Masse. Vanen er den anden Natur, og man er jo nu ganske gradvis bleven vant til at færdes i alt Slags Vejr og Føre under aaben Himmel, og at prise sig lykkelig ved en Smule Halmtag over Hovedet og en Smule Straa at ligge paa, derfor paaskjønner man nu Lejrsækkene og de grove Uldtæpper, som ganske mageløse Luxusartikler. Hvad der vistnok meget har bidraget til at holde Soldaten ved godt Mod iaar, det er jo vistnok den heldige Fremgang han dette Aar har haft, og en Smule Udsigt til Enden, hvad jo de to forrige Aar saagodtsom ganske fattedes. Naar derfor nu vore Soldater en enkelt Gang, som forleden Morgen ved Lottorf, hvor Tyskerne nu nogle Gange have gjort sig næsvise, faae Lov at gaae paa, saa er de ikke til at styre, men fare frem som en Rudel Jagthunde der slippes løs ; med Regn og Snee i Ansigtet fore de frem over den islagte Mark og sang »den tappre Landsoldat«.

Onsdag-Morgen d. 20de Nov.

Da jeg forleden gav nogle Antydninger om, hvordan vore Folk havde det her i Slesvig, saa bør jeg nu ogsaa berette, at der er omquarteret, saa nu alt Mandskabet kan have Lys og Varme, og nu faaer de en af Dagene hver et uldent Tæppe og ½ Lejrsæk, hvorved da deres Tilstand er ganske overordenlig forbedret og med meget ringe Modificationer endog holdbar for hele Vinteren, om saa skal være, og det er jo endnu meget muligt, at det bliver nødvendigt at overvintre paa Krigsfod. Det omvendte derimod er jo ogsaa meget s. 491 muligt, saa jeg veed ikke, hvorfor vi allerede nu skulde opgive Haabet om alle at samles i Vinter, hvad Du vistnok ikke kan ønske varmere end jeg gjør.

Carlo har her ved Siden af lavet et (i mine Tanker Ugle-) Billede af mig, væsenlig for at give et Begreb om den lovende Tilvæxt til mit militæriske Udseende. — Og nu maa jeg slutte, under en livlig Samtale rundt omkring mig, med venlige Hilsener til Eder alle derhjemme.

Din hengivne Søn:
Svend.