Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher BREV TIL: Grundtvig, Nikolai Frederik Severin FRA: Grundtvig, Johan Diderik Nicolai Blicher (1850-12-22)

Fra Johan Grundtvig til faderen.
Mølhorst d. 22de Dec. 1850.
Nat Kl. I.

Kjære Fader!

Det er nu den anden Juul, Du ikke har dine Sønner om dig, og denne Gang træffer det sig nu tilmed saa sørgeligt, at ogsaa Moder er syg, saa jeg kan nok begribe, at I derhjemme maae finde denne Juul meget trist og mørk. Jeg vilde givet meget til at kunne blot nogle Dage i Julen, især for Moders Skyld, som jeg troer det vilde gjøre godt, være ovre hos Eder, men det lader sig nu ikke gjøre, vi kunne ikke undvære en Kat herovre, og navnlig er her ikke synderligt godt Raad paa Officerer, vi have kun det Allernødtørftigste, da foruden alle dem, der ere slaaede ihjel iaar, den større Deel af de Saarede, om ogsaa helbredede, dog i Vinter ville være utjenstdygtige, og endeel ogsaa ere syge. Der kan derfor, saalænge vi endnu maae ligge paa Grændsevagt, ikke være Tale om Permission. Vi maae altsaa see at finde os i det, og stræbe ikke at tabe Modet, om vi end mangen Gang ikke kunne Andet end blive lidt mismodige. Vi skulle tilbringe vor Juul i Midsunde, og hvis Tydsken Juleaften vil lade os i Ro, skulle vi da ogsaa see at fejre den paa gammel Viis med Julegrøden med al den Hyggelighed og Festlighed, der lader sig bringe tilveje i Midsunde Færgegaard. Dersom vi kunne blive samlede, kunne vi ogsaa, haaber jeg, faae det ret hyggeligt — efter Omstændighederne naturligviis — thi vi have været saa heldige, at Lieutenantsclassen her ved Bataillonen efterhaanden er kommet til at bestaae af lutter vakkre, flinke, ærekjære og hæderlige unge Mænd, som man med s. 502Fornøjelse kan omgaaes og finde sig vel imellem. Mærkeligt nok er Svend og jeg de eneste iblandt dem, der have hvad man kalder studeret, med Undtagelse af Svendsen, der jo som norsk Cadet har gaaet en væsenlig studerende Vej, af de øvrige 6 have 3 været Contoirister, 2 Malere og 1 Landmand — og jeg er nu Senior imellem dem, baade efter Aar og efter Rang. Det glæder mig at see af dine Danskere, som jeg dog ikke i nogen Tid har faaet, at du ikke bliver træt af at kæmpe for din Overbeviisning, om Tiden end ikke endnu er kommet til at den kan vinde Sejer. Noget af det Sidste, jeg læste, var om Almissen til Frederiksstad, hvorom jeg ikke kunde Andet end være fuldkommen enig med dig i hele den Maade, hvorpaa du tog den Sag. Det vil maaskee glæde dig at høre, at vore Soldater kom til samme Resultat, idet saa godt som ingen vilde give den Dags Lønning, som Opfordringen foreslog, og det uagtet vor Oberst talte til hvert Compagni særskilt for Sagen: »Da Hs. Maj. og mange højere Officerer har gjort det, maa det vel være rigtigt.« Men Soldaterne blev ved deres, at de havde havt Raad til at forære Slesvigholstenerne Kanonbaade, saa de maatte nu hjælpe dem; og spurgte, hvem der havde betalt Kolding og Fredericia og mente endelig, at de kunde nok i disse Tider selv behøve deres 10 Sk. daglig, og der var Intet at give bort af. Kun Officererne kunde ikke slippe for at give deres Dags Gage dertil, skjøndt de gjorde Modstand saalænge de kunde, thi Ingen af os syntes om Ideen. Har du læst Hauchs Artikler om Undervisningsvæsenet i Fædrel. for 11te og 12te November; de interesserede mig meget og vare ogsaa særdeles vel skrevne, men een komisk Ting fandt jeg ved dem, og det er, at han synes at staae i den naive Formening, at det er noget Splinternyt, han her kommer frem med, og det uagtet det dog burde være ham bekjendt, at du i 10 à 20 Aar har kæmpet for det Samme, i det Væsenlige, og det ikke i et enkelt Skrift, men i en Række af Skrifter og Bladartikler. En saadan literær Uvidenhed for en literær Mand forekommer mig at grændse nær til en Prostitution, og dog maa jeg antage det for Uvidenhed; thi forsætlig Fortielse kunde det dog ikke være, det vilde være en altfor uhyre Dumhed, for ikke at sige noget Værre.

31 *

I vore politiske Forhold synes der ikke at ville skee nogen Forandring med det Første; Aviserne for 20de Dec., som jeg just sidder og læser inat, da jeg har Vagt, bringe heller intet Nyt. Hvad de indenlandske Forhold angaaer er jo Rigsdagen det meest Interessante, jeg følger med den, men kun saa vidt som Berlingske og Fædrelandet tillade, og jeg maa tilstaae, jeg læser ikke engang Alt hvad s. 503der staar i dem, thi Meget deraf interesserer mig saare lidet, men kan jo derfor være meget vigtigt i og for sig. Spandets Forslag 1) har da rejst en heel Storm ikke blot blandt Gejstligheden og ikke blot i Kbhn., men som det synes i det hele Land, og alle lærde og ulærde Fæhoveder begynde at brøle i Chor, at han vil ruinere Religionen; kun generer det dem kjendeligt, at de ikke kan gjøre ham selv til en Gudsforgaaen Krop, men stadig maa bemærke til Slutning, at han er en hæderlig Mand ; det kan de aldeles ikke faae i deres tykke Hoveder. Det Hele er en Overtro paa og en Forgudelse af Skinnet, som er mærkværdig. Rigtignok troer jeg ikke, at den er kommet aldeles i rette Tid, ɔ: jeg troer ikke, at Nogen ville benytte sig af den deri hjemlede Frihed, men derfor er det jo ikke mindre rigtigt. Peter fortæller mig, at Biskop Mynster prædiker imod Spandet, men gjør Martensen ikke det Samme? det vilde jeg finde aldeles i sin Orden.

Da min Vagt nu er udløbet og jeg trænger til at sove, maa jeg bede dig tage til Takke med dette som det er, idet jeg ønsker dig og Eder Alle af mit ganske Hjerte og med sønlig og broderlig Hu en glædelig Juul og et lyksaligt Nytaar, idet jeg til Slutning beder dig hilse Moder ret mange Gange fra mig og ønske hende god Bedring og takke Meta for hendes Brev af 20de, som jeg modtog iaften.

Din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig

P. S. Indlagte Linier, som jeg dog fik Tid til, er du nok saa god at give Moder fra mig.