Danmarks Breve

BREV TIL: Nikolai Frederik Severin Grundtvig FRA: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig (1851-01-19)

*Fra Johan Grundtvig til faderen.
Dyrvadd. 19de Jan. 1851.

Kjære Fader!

Rigtignok har jeg iaften alt i Metas Brev udtalt omtrent Alt hvad jeg i dette Øjeblik føler mig oplagt til, men skjøndt jeg saaledes egenlig ikke har Noget mere at sige, maa jeg dog ogsaa sende dig nogle Linier, ialfald for at takke dig, fordi du hin sørgelige Dag, som vi visselig ingen af os glemmer, betænkte dine Sønner med nogle faderlige Ord, der, om de end ikke kunde stille vor Smerte, dog bidrog til at mildne den.

Tak af mit ganske Hjerte for din Indbydelse til Fædrenehjemmet; baade Svend og jeg fulgte den med Glæde strax, hvis Intet var til Hinder derfor, og skulle sikkert gjøre det, saasnart det er muligt, thi jeg troer ikke at fornærme dig, ved at sige, at du i dette Øjeblik maa savne og trænge til dine Sønner, der, om de end i alle Henseender staaer saa langt under Dig, dog i Kjærligheden til Hende have et Foreningspunkt, som aldrig vil forsvinde, et Baand, der ved Savnet maa blive desto nøjere og inderligere. Jeg havde, som jeg ogsaa skrev til Meta, slet ikke kunnet troe, at jeg allerede nu — og medens vi begge vare borte — skulde miste min Moder, jeg kunde slet ikke tænke mig det muligt, saamegen Sandsynlighed der vel ellers alt længe for menneskelige Øjne har været for at det vilde skee; det har derfor varet flere Dage, inden jeg var istand til at faae saavel indre som ydre Ro til at kunne tale derom til Nogen, jeg havde kjær; det har desværre maaskee gjort Eder ondt og været Eder en Sorg mere, men tilgiv mig det ! det har ikke været mig muligt før iaften her i min Eenlighed og efter Bøn til Gud om at give mig Styrke dertil. Og han gav mig det ogsaa denne Søndag Aften, den Dag, vi under vore Forhold her ellers ikke ere istand til at ud s. 520 mærke fremfor de andre Dage, om vi end ofte ønske det, og føle Trang dertil. Idag Morges maatte vi nu saaledes trække paa For- post, jeg her, og Svend hist inde ved Kochendorf; jeg var sammen med ham igaar Aftes, hvor han boede oppe i Geel, og vi aftalte da, at see at faae skrevet, han igaar, og jeg idag, men om han har naaet det, veed jeg ikke, da det alt var temmelig silde, da vi skiltes ad.

Det er under disse Forhold en stor Trøst for os, at vi ere sammen og have kunnet tale med hinanden om vor Sorg, om den Moder, der elskede sine Børn saa højt som vel nogen Moder paa Jorden kan, elskede dem højere end sig selv, thi en mere opoffrende og hengiven Hustru, en mere kjærlig og omhyggelig Moder kan der ikke findes, og dog er det langtfra at vi altid have handlet i denne Erkjendelse, have skjønnet paa, hvad vi i hende ejede; men hun har, og Gud vil sikkert, tilgive os det. Saa blev det da aldrig min Lod, hvad du alt forlængst tænkte dig, og skrev i Verset til mig 1) , da jeg var 12 Aar, efter din Bortgang at være hendes Trøst og Støtte; Gud vilde det anderledes, og det maa saaledes være til vort Bedste; Han give, at vi engang ligesaa rolige kunne nedlægge vor Vandringsstav og ligesaa rene vandre herfra ind til Herrens Hvile, hvorefter Moder vist- nok i Grunden gjennem mange Aar har stundet, thi hun var aldrig rigtig glad herneden, saalænge jeg har kjendt hende, og Verden tog hun sig altfor nær, til egenlig at kunne finde sig lykkelig i den ; hendes Huus imellem sine Egne var hende det eneste hjemlige Opholdssted, og det er ogsaa derfor mit inderlige Ønske, snart, om end kun forbigaaende, saa dog i nogen Tid, atter at kunne dvæle der og levende opfriske Mindet om de i Sandhed lykkelige Aar, jeg har tilbragt der under Hendes og dine Øjne, men som jeg dengang endnu ikke ret forstod at skjønne paa.

Fred med hendes Aand! og Ære over hendes Minde! og os Kraft til, beaandede af den vemodige Erindring om hende, hvem vi aldrig kunne glemme, fordi hendes Hjerte hængte ved os, rolige at vandre vor Bane, saalænge det bliver os beskaaret, Gud til Ære og Verden og Fædrelandet til Gavn, efter de Evner, der ere os skjænkede!!

Det ønsker og beder

din hengivne ældste Søn
Johan Grundtvig.