Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Diderik Nicolai Blicher Grundtvig FRA: Peter Outzen Boisen (1851-01-22)

Fra Peter O. Boisen til Svogrene.
Kbh. d. 22de Jan. 1851.
afsendt d. 23de Jan.

Mine kjære Svogre!

Det var igaar d. 21de (Kl. 11) Eders Moders Begravelsesdag! Jeg fulgte — ved Siden af Eders Fader — paa den Plads, hvor hendes Sønner skulde have gaaet — jeg gik (tilfældig) med Eders sidste Breve i Lommen, de Breve, som var hendes største Glæde, navnlig i hendes Sygdom, men som nu afgav Vidnesbyrd om Eders store Sorg, og det gjorde mine Skridt — syntes mig — tungere ! — I kunde ikke være her — det bør mig derfor, som jeg selv føler Trang dertil — give Eder fuld Underretning derom, ligesom Meta og jeg idag vil afskrive Eders Faders Tale til Eder. —

Det første Budskab kunde jeg ikke bringe Eder, det maatte Eders Fader og Eders eneste Søster; det gjør mig nu kun saa bitterlig ondt, at jeg Løverdagen d. 11te Jan. meddeelte Eder det Haab, jeg selv glædede mig saa meget ved — med den nye Cuur, som nu blev saa bittert skuffet, da I modtog mit Brev paa hendes Dødsdag; saaledes gaaer det med vore egne Forhaabninger, de skuffes ! men urokkeligt fast staaer det store Haab, Guds Herligheds Haab! Jeg vil kun ønske, at I, saavelsom vi, maa kunne holde os nær til det i Troen med en Kraft, som jeg til min egen Opbyggelse har lært at beundre i disse Dage og Nætter (da jeg har ligget derhenne) hos Eders Fader; thi han er en Kæmpe, mod hvem vi Andre kun er som Dværge, det viser sig allerklarest, naar det gjælder, naar han prøves haardt! Men det var ham en stor Trøst — lige før han skulde gaae den tunge Gang igaar, at modtage Dit Brev Svend! som ved Siden af Eders Sorg — udtaler saa deiligt Bekjendelsen af det samme Haab! —

Søndag Middag begyndte det at blive tydeligt daarligere med hende; da jeg aftørrede Sveden af hendes Pande, var den kold, som gjennemisnede mig ved Følelsen af, at det var Dødskulden; hun havde mange Smerter, da Maven var saa spændt, kunde ikke finde Hvile, vilde bestandig flyttes; »lille Meta, hjælp mig!« lyder endnu bestandig i mine Ører — og hun var hende en trofast Datter til det sidste Øieblik; hun og Lovise Schmidt var næsten bestandig hos hende. De vaagede den Nat. Den Gamle gik ud og ind, vilde saa gjerne trøste hende, men kunde vanskeligt høre hende, og hun kunde ikke godt taale det. Dog havde han een god Samtale med hende, hvor hun spurgte ham: »Da skal de i Gravene høre min Røst! skal min Sjæl da blive i Graven?« Om Mandagen talte jeg endnu noget s. 522 længere med hende, hvorved det tydelig var at mærke, at hun snart ventede Døden: »Med min Tro har det kun været saa daarligt bevendt, men Vorherre vil ikke forlade mig paa det Sidste« — »De har alle været saa kjærlige imod mig«, saavidt jeg kunde høre, sagde hun: »At Vorherre har bevaret mig begge mine Sønner!« men jeg troer ikke hun kunde taale at tale meer om Eder; hun forlangte nu at see Elisabeth, kyssede hende, »vi samles i Himmerig!« — Mandag Nat vaagede vi Alle; Kl. 2 vaagnede hun af en lille Søvn. »Der er skeet et Mirakel, jeg syntes alt Vandet (Vattersoten) gik fra mig«, hun vilde op af Sengen, da kom vi Alle derind, ogsaa Din Fader; men da fik hun virkelig naturlig Aabning, (som var Grunden til at hun vilde op) som hun ei har havt under hele Sygdommen ; det voldte hende megen Smerte at komme op og ned og blive lagt tilrette igjen. Saaledes vedblev det til Tirsdag-Form. Kl. 12, da hun var sidste Gang med megen Besværlighed oppe. Fra den Tid laae hun ganske stille — uden Smerter — halvt sovende. Fenger, som kom paa den Tid, meente det vilde vedvare endnu til Aften. Jeg fik da Meta som havde vaaget i 2 Nætter til at hvile sig et Øieblik paa Sengen, ligesom de Andre paa Sophaerne, medens jeg sad og saae paa hende og Tante Pouline kom af og til derind. Hun syntes at sove med halvaabne (brustne) Øine, og drog Veiret uden synderlig Besværlighed. Da saae jeg Kl. 2, at hun trak næsten ukjendeligt i den venstre Skulder — og dermed ophørte hun næsten at aande ; jeg kaldte øieblikkelig paa Meta og de Andre, og hun kom netop som hun drog det sidste Suk! Hun fik — hvad hun saa inderligt ønskede, Ro og Fred den sidste Time. Kun et Skuldertræk, og hun sov hen i den lange Søvn, hvoraf, som hun selv sagde: »Vorherre vil nok vække mig!« Din Fader, som var gaaet ud et Øieblik, kom hjem i det Samme; jeg forkyndte ham det først: »Far hen i Jesu Navn!« sagde han og brast i Graad. — — Han bad mig at besørge Begravelsen, Skifteretten o. s. v. og at udvirke hvad han saa meget ønskede, at hun kunde komme til at hvile ved Siden af sin Moder paa Frelserens Urtegaard. — Det lykkedes ved en Deel Løberie, — og det blev den smukkeste Begravelse, jeg har seet. En lille Deputation af Holmens Folk udbad sig ydmygt den Ære at maatte bære hende om Aftenen ud i Kirken. — Mandag-Aften samledes da en 18 Holmens Mænd i deres Uniform foruden en Deel af vore nærmeste Venner i et Værelse i Stue-Etagen. Hun laae i den Stue, som skulde været Eders — med Kandelabre omkring. Hun laae saa deiligt med en Myrthekrands om Hovedet, med en usigelig Fred udbredt over det s. 523 blege Ansigt ! — De gik Alle tause rundt om hende, før Laaget blev lagt paa (Holmens Mænd bære intet Liig, før de har seet det, hvilket Din Fader godt kunde lide.) Efterat Laaget var lagt paa, samledes de atter alle omkring Kisten, hvorpaa var en Plade med hendes Navn og de 3 Datummer, og underneden : »I Fred vil jeg lægge mig at sove, Du Herre allene skal lade mig boe tryggelig«. Ps. 4, 9. Din Fader, Meta, Tante Jane o. s. v. stode ved hendes Hoved — og sang: »Christ stod op af Døde«. — De bar hende saa med deres stærke Arme over Langebro med det lille Følge efter, Din Fader fulgte selv med til Kirken, der tog sig deiligt ud — halv oplyst, medens Orgelet sagte præluderede. Vi stod da enstund tause omkring Kisten, da en af Holmens Mænd hviskede til mig: »Vi kan ikke forlade Liget, før vi har bedt et Fadervor (i Hatten) over det.« Det gjorde da Din Fader med Glæde, gik saa omkring og sagde dem Alle Tak — meget bevæget; og jeg kjørte saa hjem med ham. Det havde gjort ham saa godt, det Hele med den simple jævne Alvor! —

Næste Dag Kl. 11 samledes Følget i Kirken — der var vel en 560 Mnskr. ialt — en Mængde Rigsdagsmænd (Tscherning, B. Christensen, Tang o. s. v.) Kun een Tale, og den var god — af Din Fader, og det gik godt, uagtet han naturligviis var stærkt bevæget ligesom hele Forsamlingen. Meta var ogsaa med i Kirken. 3 Psalmer 1) At sige Verden ret Farvel, 2) Christ stod op af Døde og 3) ved Graven: Her mødes alle Veie. — De kappedes om at bære hende ud til Graven. Kisten var bedækket med Krandse, med en stor Palmegreen, som Georgia havde lagt, som Din Fader ønskede, at Meta skulde gjemme. — Han kastede selv Jord paa, og det kostede ham meest. Nu hviler hendes Støv i Fred ved Siden af hendes Moders, men hendes Sjæl er hos Gud i Himlen. »Vemod, Taknemmelighed og Velsignelse med hendes Minde!« Det har været mig underligt, at opskrive dette, men jeg syntes jeg maatte gjøre det til Eder — I var hendes største Glæde her paa Jorden! Gud være lovet, at Han bevarede Eder for hende !

Eders gamle Fader længes inderligt efter Eder! Jeg veed ogsaa, at I gjør, hvad I kan for at komme til ham og blive hos ham en Stund! — Desværre 10de Bat. kommer jo ikke til at ligge i Kjøbenhavn.

Hvor er det Billede, som Skovgaard engang har gjort af Din Moder. Sk. og C. Hansen skal saa gjøre et nyt — det Bedste som de kan. Gid det maa lykkes. Det sidste Brev fra Johan til hans Fader har inderligt glædet ham. laftes sendte jeg Din Faders Tale og Metas s. 524 Brev til Johan. Ludvig Blicher ligger derhenne i denne Tid, for at Din Fader ei skal ligge allene i den Fløi, indtil I mueligen snart kunne komme hjem! Tag til Takke med dette Brev!

Eders trofaste Ven og Svoger
P. Boisen.