Danmarks Breve

TILLÆG. Uddrag af Fru Laura Grundtvi...

s. 527 TILLÆG.

Uddrag af Fru Laura Grundtvigs Selvbiografi.

Laura Grundtvig f. Bloch (1837—91), Svend Grundtvigs Hustru, har foruden en Række Dagbogsoptegnelser efterladt sig en ufuldendt og utrykt Selvbiografi, hvoraf nedenstaaende Skildringer er taget. Faderen, Grosserer Bloch, boede i Vimmelskaftet 139, og hans Hjem var gennem Hall og de øvrige national-liberale Førere et Midtpunkt for Tidens Rørelser. Den tolvaarige Laura saa Festtoget fra et Vindue i Familiens Lejlighed og glemte aldrig denne Oplevelse.

Troppernes Indtog efter Fredericiaslaget.

— — —Mens jeg (1849) var ved at finde mig til rette i min ny skole 1) , stod det ikke vel til hjemme. Jørgen 2) , som aldrig var meget stærk, fik på slutningen af den vinter en slem forkølelse, som gik over til brystinflammatjon. — Fader bestemte sig da efter Triers råd til at tage ham ud af skolen et halvt års tid og lade ham læse hjemme den sommer 3) . Efter denne triste sygdomstid i hjemmet indtraf d. 5. April den skrækkelige ulykke ved Eckernførde. Jeg kan ikke tale om mine barndomserindringer uden også at nævne denne landesorg, ti jeg mindes intet fra min barndom, der gjorde et voldsommere indtryk på mig, og aldrig vil jeg glemme den sorg, smerte og skam, jeg følte, og de tunge tårer, jeg græd over Gefion. Heller aldrig glemmer jeg det fællesskab i sorgen, som forenede alle, store og små, og gjorde, at alle danske den gang følte sig som en stor familie. Man læste den i alles blikke, når man kom ud på gaden, hvor folk, der ikke kendte hinanden, talte og græd sammen. Alle var de jo ramte af den samme sorg. Ak, vi har siden lidt tungere tab og gjort så bitre erfaringer, at hine dages smertelige oplevelse dog ved den enighed og følelse af fællesskab i ulykken har noget skønt og s. 528 løftende ved sig. — — — Som en lysende erindring, der især kastede glans over den sommer, står Fredericiaslaget d. 6. Juli, som vakte en uhyre jubel og begejstring hos os som alle vegne. Og senere på sommeren var der markedet i Rosenborg have 1) til fordel for de sårede og de faldnes efterladte, som da var noget nyt og aldeles udmærket arrangeret og en virkelig ideal folkefest ved den glade, løftede stemning, som på den tid fyldte alles sind med og forenede alle i de samme følelser og sympatier. Vi var der inde, jeg tror et par gange, og var henrykte over at gå om i den mylrende, festlig klædte, glade menneskemasse, høre på musikken, de patriotiske sange og de muntre studenterviser, og se på butikkerne med alle deres herligheder, der satte en i den allerstørste tvivl om, hvad man af al den rigdom skulde købe for sine markedspenge, til man endelig i trængselen nåde hen til en eller anden bod og så købte noget helt urimeligt noget. Det var smukke glade dage!

Men det var dog intet imod, da tropperne kom hjem efter våbenstilstanden og holdt deres festlige indtog i hovedstaden 2) . Da var alle københavnerne igen som én stor familie, der alle kun havde den ene tanke: at gøre hjemmet så festligt og skønt som muligt, for at vise deres glæde over sønnernes hjemkomst, sønnerne, som havde lidt og kæmpet for Danmark, det elskede Fædreland. Den gladeste travlhed herskede både ude og inde. Også hos os på Rolighedsdal var alle hænder fulde, ti der skulde plukkes grønt og blomster og bindes kranse i massevis, og det var ordentlig vanskeligt at skaffe en sådan mængde af blomster, som der blev brug for. Festtoget skulde jo næste Dag passere Vimmelskaftet, og der måtte intet spares, for at vi kunde gøre vort til, at vores hus blev så festlig smykket, som det var muligt. Luthera 3) var af de dygtigste og ivrigste ved kransebindingen, husker jeg nok; og om aftenen havde vi også færdig en udmærket smuk blomsterguirlande på over 50 alen, som næste morgen blev anbragt i festons under vore vinduer i forbindelse med dannebrogsflag. De andre beboere af huset havde også gjort deres, så det hele blev meget smukt, og vores hus blev et af de få, som i »Fædrelandet« blev omtalte som særlig smagfuldt pyntede, hvad vi naturligvis fornøjede os over.

s. 529 Om morgenen, da indtoget skulde finde sted, kørte vi til Vimmelskaftet i en åben droske med en klædekurv fuld af blomster og grønt til at binde buketter og småkranse af. Den tur igennem byen var allerede en fest uden lige. Der var trængsel og tummel og travlhed alle vegne; man var jo overalt i færd med at bygge æreporte, hænge kranse op, stikke flag ud ad vinduerne og alle mulige andre forberedelser til festen, mens den del af publikum, som ikke boede i de gader, hvor toget kom, naturligvis havde travlt med at stimle sammen og se på alt, hvad der foregik. Man kunde kun køre fod for fod, og på Østergade var trængselen så stor, at man af og til måtte holde helt stille. Dog, det hastede ikke; der var nok at se på, og stimmelen, der omgav vognen, var i den gladeste og elskværdigste stemning; Jørgen og jeg var naturligvis aldeles henrykte og begejstrede og græd og lo imellem hinanden. I vores lejlighed i Vimmelskaftet var i de dage åbent hus: venner og bekendte og bekendtes bekendte fyldte fra morgenen af, og så længe der var noget at se, alle vore 7 fag vinduer til gaden, og med sædvanlig gæstfrihed trakterede fader hver dag med vin og kage og chokolade i det uendelige. Fra det øjeblik af, at kanonerne fra voldene havde meldt troppernes ankomst uden for Vesterport, var vi som murede til vore pladser i vinduerne og ventede i den mest åndeløse spænding. Men vi fik naturligvis lov til at vente en god tid; de nede på gaden blev endnu mere øvet i tålmodighed, mange timer havde de stået som sild i en tønde, ikke alene på gaden, men hver trappe og port, ja selv tagene vare besatte af mennesker, så tæt, at det var en hel umulighed for nogen at komme frem eller tilbage, men humøret var glimrende, og folk lo og sagde vittigheder; og så kom alle lavene trækkende op med musik og faner og blev stillede op en haye i gaderne, — der var hele tiden noget at se på og more sig over. Så hørte man musikken nærme sig og luften genlyde af de ustandselige hurraråb, inden man endnu kunde se noget, — da bølgede masserne frem og tilbage der nede på gaden af forventning, og vi oppe i vinduerne havde næsten feber af spænding, og jeg finder det bare ubegribeligt, at ingen af de mange børn der oppe faldt ud af vinduet (alle vinduerne vare naturligvis tagne af) i deres iver efter at kigge om hjørnet. Og da de så endelig kom, disse velsignede solbrændte vejrslagne landsoldater, som alle sammen var som vore egne brødre (skønt vi tilfældigvis ikke kendte en eneste af dem personlig) så var jubelen og begejstringen aldeles ubeskrivelig, og jeg bliver vist aldrig så gammel og sløv, at ikke erindringen om de øjeblikke vil s. 530 få mit hjærte til at banke og bringe mig til at græde af glæde og vemod.

Toget kunde kun bevæge sig fremad fod for fod, og tit standsede det helt, når der et eller andet sted blev holdt taler, eller trængselen var alt for stor, så man nogenlunde kunde få tid til at se på dem og vælge, hvem man særlig vilde kaste sine kranse og buketter til, og, når de blev grebne, da til gengæld modtage glade taknemmelige blikke og ridderlige hilsener fra soldater og officerer.

Blomsterregnen var ligesom jubelråbene ustandselige, og de slidte uniformer var snart bedækkede af friske blomster, og kom der så nogen, der særlig havde udmærket sig, var folk nær ved at gå ud af dem selv af jubel. Således var begejstringen aldeles uendelig, da batteriet Jessen kom kørende: både på ham og hans kanoner faldt der en sand styrteregn af blomster, og den gamle mand vendte og drejede sig på hesten, hilste med sablen, som næsten til spidsen var fuld af de opfangede kranse, prøvede på at tale, men hver gang kvaltes stemmen af bevægelse ved de første ord. Af og til så man også en kone styrte ind i geledderne og omfavne sin mand, og flere kom allerede marsjerende med en kæreste eller kone under armen. Men midt i al den mylren og glædestummel herskede der en orden, som var aldeles beundringsværdig, ingen spektakler, ikke et råt ord hørtes i de dage; selv gadedrengene var elskværdige: de styrtede sig på hovedet ind i trængselen, for at opsamle buketter, flag og kranse, der faldt på jorden, men ikke for at tage dem selv, men for at give dem til de soldater, der havde fået mindst. — Men jeg vil ikke prøve på videre at skildre, hvad jeg ej formår: de skønne dage vil for alle dem, der oplevede dem, være uforglemmelige, og de stakler, hvis ungdom er falden i senere for Danmark tunge og fattige tider, har aldrig følt og vil vel vanskelig kunne forstå den jubel og glæde over at være dansk og den begejstrede taknemlighed over hver den, der havde været med at kæmpe under Dannebrog, som i hine lykkelige dage fyldte alle danskes hjærter.

Istedslaget og Krigens Afslutning.

— — —Jeg husker ganske særlig vor ankomst til Vallø 1) denne sommer (1850); for da vi rejste der ud, var det dagen efter Istedslaget, og vi var dem, der bragte den første efterretning derom til Vallø. Vi var naturligvis så opfyldt deraf, at vi fortalte den glædelige s. 531 nyhed til alle, vi mødte, og da vi rullede ned ad Vallø gade og så gamle Rode 1) stå og nikke til os i sit vindue, svingede fader med hatten og råbte: »Vi har vundet en stor sejr!« Folk styrtede til vin- duerne og ud på gaden, ti som en løbeild gik det fra mund til mund; de omringede vognen, spurgte og snakkede, lo og græd imellem hin- anden. Jubelen var stor over sejren, men den fyldte dog tillige sin- dene med alvor og ængstelse, ti så meget vidste man, at vi havde vundet en stor men meget blodig sejr. — — —

Efter Istedslaget vedblev hæren, som bekendt, at ligge på vagt ved Dannevirke og måtte endnu bestå de to hæderlige kampe ved Mysunde og Frederiksstad, før de ved årets slutning tvang oprørerne til at nedlægge våbnene.

En ganske hensigtsløs lille forpostfægtning fandt dog sted endnu nyårsnat og krævede et sørgeligt offer, nemlig den unge begavede kunstner Carlo Dalgas, som der fandt sin bratte død. Dette var et meget hårdt slag for den stakkels Sysette at rammes af, mens hendes anden broder Ernesto endnu lå og droges med døden, efter at have fået sit banesår ved Mysunde. Om ham skrev Grundtvig det skønne

digt:

»Barnefødt i lavrbærlunden — —« 2)

Dog Sysettes stærke sunde sjæl og sande fædrelandskærlighed gjorde, at hun kunde frydes ved Danmarks sejr, mens hendes søsterhjærte blødte, og frejdig stemme i med, når vi sang:

»Slumrer sødt i Slesvigs jord,
dyrekøbt den blev ved eder,« —

eller :

»Det var en sommermorgen,
endnu før det blev dag,
da yppedes på heden
et Holger-Danske-slag«, —

og på hende passede det fuldt, hvad der står i samme skønne sang:

»Tak være danske piger,
som græde nu i løn
for broder og for bejler,
som moder for sin søn!

s. 532 De holdt dem ej tilbage
med bange suk og gråd,
de sang for dem med Brage:
Vågn op til heltedåd!«

Grundtvig og hans Slægt.

33

Men det sind var der da Gud ske lov hos mange danske kvinder den gang, og jeg håber også, at den danskhed, som levede i de småpigers hjærte, som den gang flokkede sig om Sysette Dalgas, hos de fleste har været ægte og holdt ud både i gode og onde dage. — I Januar måned (1851) var der fester rundt om på landet og i byerne ved troppernes hjemkomst, men først i Februar fandt deres højtidelige indtog i Kbh. sted 1) . Glæden var ikke mindre og glansen og festlighederne ikke heller end ved den første velkomst, byen gav de hjemvendende krigere efter Fredericiaslaget i 1849. Men i min erindring smelter de to indtog for en del sammen, og jeg vil nu ikke gentage min beskrivelse deraf. Naturligvis var jeg med til det altsammen og det med liv og sjæl. Foruden selve indtoget gennem gaderne, var der jo også festerne i Ridehuset, hvor der stadig holdtes gilde med mad og drikke, taler og sange for så mange, det ad gangen kunde rumme. Dertil var der også adgang for tilskuere, som fra en balkon kunde overskue det hele udmærket dejlige smykkede lokale med de festlige dækkede borde, hvor de glade soldater gjorde sig til gode, mens musikken spillede op, og den ene begejstrede tale og sang afløste den anden. Jeg var med fader flere gange der henne. En gang på vejen der til stod vi på ridebanen og så en afdeling marsjerede os forbi, som skulde ind i Ridehuset. »Se på ham den unge blonde officer, som går der foran med sablen og ser så kæk og godt ud,« sagde fader, »det er lieutenant Svend Grundtvig, gamle Grundtvigs yngste søn.«