Danmarks Breve

N. F. S. GRUNDTVIG OG HANS NÆRMESTE ...

s. I N. F. S. GRUNDTVIG
OG HANS NÆRMESTE SLÆGT
1848-1851

*

EN BREVVEKSLING

s. II

s. III N.F.S. GRUNDTVIG
OG HANS NÆRMESTE SLÆGT

UNDER TREAARSKRIGEN

*

En Brevveksling

Udgivet af
INGEBORG SIMESEN

KØBENHAVN

G. E. C. GADS FORLAG

1933

s. IV FR. BAGGES KGL. HOFBOGTRYKKERI

KØBENHAVN

s. V

s. VI

s. VII FORORD.

Største Delen af de her udgivne Breve findes mellem Professor Svend Grundtvigs efterladte Papirer i Dansk Folkemindesamling paa Det kgl. Bibliotek; en mindre Del opbevares mellem de Grundtvigske Papirer paa Rigsarkivet i København, og en ret omfangsrig Brevveksling mellem Fru Lise Grundtvig og hendes ældste Søn Johan tilhører dennes Børn, Frk. Elisabeth Grundtvig, Birkedommer Stener Grundtvig og Overbibliotekar Vilhelm Grundtvig; disse Breve er mig venligst overladte til fri Benyttelse og delvis Udgivelse af Birkedommer Grundtvig, hos hvem de beror. Fru Laura Grundtvigs efterladte Papirer, der er benyttede i Tillægget, findes (delvis baandlagte) sammen med hendes Mand Svend Grundtvigs i Dansk Folkemindesamling.

Alt hvad der tilhører Dansk Folkemindesamling og Rigsarkivet er gengivet in extenso. Brevene er trykt bogstavret efter Originalmanuskripterne; undertiden er et utvivlsomt glemt Ord eller en dunkel Forkortelse tilføjet eller udfyldt i skarp Parentes; en enkelt vitterlig Fejlskrift er rettet. De nødvendigste saglige Oplysninger og Citathenvisninger findes under Teksten.

For Helhedsvirkningens Skyld har jeg med Udgivernes Tilladelse optrykt de Breve fra disse Aar, der findes i »Breve fra og til N. F. S. Grundtvig« (udg. af Georg Christensen og Stener Grundtvig 1924 og 1926). De er i Teksten betegnede med en * foran Brevets Overskrift. Sønnernes Breve, der i den store Samling er noget forkortede, gengives her i deres fulde Omfang. De Breve mellem Fru Lise Grundtvig og Sønnen Johan, der er i Privateje, er betegnede med en * efter Overskriften. Moder og Søn skrev til hinanden flere Gange ugentlig; for at undgaa ligegyldige og trættende Gentagelser er disse Breve kun gengivet i Udvalg og i forkortet Form (i Teksten angivet ved — — —); men Udvalget er saa fyldigt, at intet af kulturel eller psykologisk Interesse er forbigaaet; i det hele er de et væsentligt Supplement til de øvrige Breve.

s. VIII Som i næsten alle Brevsamlinger er der desværre ogsaa Lakuner i denne. Indgaaende Forespørgsler hos Familien Boisen har kun bragt negative Resultater, saa de savnede Breve synes at være gaaet tabt ; i flere Tilfælde kan dog Svarene bøde paa Savnet.

Derimod kan der til Supplering af det her foreliggende Brevstof henvises til: N. F. S. Grundtvigs Breve til hans Hustru under Englandsrejserne 1829—1831 (udg. af deres Børnebørn 1920) med den smukke og orienterende Indledning af Stener Grundtvig, samt til: Brevveksling mellem P. Chr. Skovgaard og Brødrene Grundtvig (udg. af Ingeborg Simesen i Gads danske Magasin Juli—August 1928 og Nvbr.—Dcbr. 1929) og til: Svend Grundtvigs Englandsbreve (udg. af Ingeborg Simesen i Gads danske Magasin Maj—Juni og Juli— August 1931).

Et Personal-Register med korte biografiske Oplysninger og Henvisninger til Brevteksterne findes bag i Bogen.

Sluttelig skal jeg overbringe Carlsbergfondet min ærbødige Tak for det økonomiske Tilskud, der har muliggjort Bogens Udgivelse, og bringe en personlig Tak for den Tillid, Forstaaelse og venlige Hjælpsomhed, jeg har mødt hos den Grundtvigske og Boisenske Familie, Dansk Folkemindesamling’s Arkivarer H. Grüner Nielsen og Hans Ellekilde, Professorerne Drachmann og Dahlerup, Overbibliotekar Carl S. Petersen, Grundtvigudgiveren Seminarieforstander Georg Christensen o. m. fl. Særlig den sidstnævnte har ydet mig værdifuld Støtte, der er kommet Arbejdet til gode. Personal-Registret blev under min lange Sygdom venligst paabegyndt af Grosserer O. Barfod og endelig udarbejdet af Magister Hans Höffding, hvem jeg takker for kyndigt og forstaaende Samarbejde.

Hvad Billederne angaar, er det lykkedes mig at faa dem alle gengivet efter P. Chr. Skovgaards samtidige, nu meget spredte Tegninger. Ogsaa her har jeg mødt den største Imødekommenhed og Forstaaelse, naar det gjaldt om at opnaa Tilladelse til at fotografere Originaltegningerne eller Gengivelser af disse.

1. Maj 1933.

Ingeborg Simesen.

s. IX INDLEDNING.

Den 8nde September 1933 er det 150 Aar siden N. F. S. Grundtvig blev født i Udby Præstegaard ved Vordingborg. Det er mærkeligt at se den stigende Interesse for hans Betydning paa Aandslivets forskellige Omraader og fastslaa, hvor stærkt hans Indflydelse er vokset i den senere Tid, baade herhjemme og viden om i Verden. Man kommer uvilkaarligt til at mindes Bjørnsons Ord om hans store Syner :

»Nord-Folkets Udsigt i tusende Aar
skal de rande.«

Det er derfor utvivlsomt, at en Brevveksling mellem Grundtvig og hans nærmeste under en for Danmark særlig betydningsfuld Tid vil vække fortjent Opmærksomhed. Den begynder, da begge Grundtvigs Sønner i 1848 meldte sig som frivillige, og slutter ved Fru Lise Grundtvigs Død i Januar 1851. Som bekendt inspirerede Krigen Grundtvig til nogle af hans skønneste Digte, — der kan blot henvises til »Fæderneland, ved den bølgende Strand —« og »Det var en Sommermorgen —«, Digtet om Istedheltene —, og han tog levende Del i Sønnernes Oplevelser baade under Vaabenhvilen og i Kampene, hvor de begge udmærkede sig, bl. a. ved Isted. Allerede 1848 blev de Løjtnanter og senere Riddere.

Ideen til Udgivelsen af Familien Grundtvigs Breve under Treaarskrigen udgik oprindelig fra Dansk Folkemindesamling.

Brevskriverne er foruden Grundtvig selv hans første Hustru Elisabeth (Lise), hans to ældste Sønner, Johan og Svend, Datteren Meta og hendes Ægtefælle, Peter O. Boisen. Det er min Opfattelse, at Brevvekslingen mellem disse seks, hver især udprægede Personligheder giver et interessant Tværsnit af de forskellige Meninger og Standpunkter i disse bevægede og begivenhedsrige Aar, og deres Skildringer og Udtalelser har baade historisk, kulturel og psykologisk Betydning.

s. X Brevstoffet er, som der er gjort Rede for i Forordet, for største Delen gengivet fuldstændigt, selv de Breve, der, hvis de stod isolerede, maaske vilde befindes at være mindre betydelige, er medtaget, ligesom de allerede offentliggjorte, da det jo gælder om at belyse Vekselspillet mellem Familiens Medlemmer, ældre og yngre, mandlige og kvindelige, saa intenst som muligt.

Om Brevskriverne skal der ikke siges mange Ord. Brevene med deres mangfoldige levende Enkeltheder kan og skal have Lov til at tale for sig selv, og Læserne vil snart faa et stærkt personligt Indtryk af de paagældende. Det er f. Eks. slaaende, hvorledes der ud af Svend Grundtvigs Breve vokser en Skikkelse og Karakter, saa fuld af Liv og plastisk Klarhed, at man ligefrem føler sig Ansigt til Ansigt med en levende Personlighed.

For at orientere den i Grundtvigske Kredse og Atmosfære ikke helt hjemmevante Læser skal der dog gives et lille Overblik over de mange Slægtninge og Venner, der stadig omtales, saa meget mere som disse oftest kun nævnes ved Fornavne, der endda i Fru Grundtvigs Breve som Regel er forkortede. Nøjagtige Data kan findes i Personal-Registeret. Skildringer af Grundtvigs og P. O. Boisens Hjem findes i Dr. H. P. B. Barfods kendte Samlerværk: »Minder fra gamle Grundtvigske Hjem«.

Grundtvig var meget gæstfri ; i hans Hjem kom foruden hans Venner og Tilhængere den talrige Familie af Glahner, Schmidter og Blichere og senere Børnenes unge Vennekreds. Fru Grundtvig bar alle Byrderne beundringsværdigt; intet Under, at hun var den ene af de tre Kvinder, Dronning Caroline Amalie saa op til.

Grundtvigs første Hustru, Lise, f. Blicher, var den tredje af de fire yndefulde Provstedøtre fra Gunslev Præstegaard paa Falster: Marie, g. m. Poul Egede Glahn, Kapellan ved Garnisons Kirke, Pouline, g. m. Grosserer Schmidt, Elisabeth (Lise) og Jane, der var ugift og efter Moderens Død kom i Huset hos Grundtvigs. Glahns havde fem Børn; særlig tit nævnes Henriette (Jette), g. m. P. C. Kierkegaard, den senere Biskop, i 1848 Præst i Pedersborg ved Sorø, Hans Egede Glahn med Hustru Adelheid, den ansete Sognepræst i St. Hedinge, der i Fyrrerne var Lærer i København, og Marie, der 1848 blev gift med Pastor Winther. »Tante Marie« er altsaa Marie Glahn f. Blicher, der var blevet Enke 1846 og boede i Sorø, og »Lille Marie« er hendes Datter Marie Winther. Mere i Forbigaaende nævnes Broderen Henrik Glahn, der senere blev Præst i Sorø. Den tit omtalte »Lille Amalie«, der ogsaa var i Huset hos Grundtvigs, var Datterdatter af Grundtvigs ældste Broder, Otto, Præst i Gladsaxe.

s. XI Med uforstaaelig Uretfærdighed er Fru Lise Grundtvigs sjældne Personlighed i den almindelige Bevidsthed blevet overskygget af Grundtvigs to senere Ægtefæller. Det var dog hende, der hin Aften i 1826, da Grundtvig tøvede med at nedlægge sit Præsteembede, gik ind til ham og sagde: »Jeg ser godt, Grundtvig, hvad der piner dig, og at du ængstes for Kone og Børn. Men glem os, og gør du trøstig, hvad Vorherre byder dig; han vil nok vide, hvorledes han skal give os Brødet«. Og hun levede op til sine Ord ; i et langt Samliv bar hun frejdigt Dagens Byrder med og for Grundtvig og vogtede sine Børns Udvikling med usvigelig Ømhed og Trofasthed. Forstod hun sig end ikke paa at skrive litterært, saa er hendes Breve dog Udtryk for alt, hvad der boede i hende, og et Æresminde for hendes Karakter og Personlighed. Den førstefødte Søn, Johan, stod maaske hendes Moderhjerte nærmest, mens Svend forstod Faderen bedst; det er derfor naturligt, at det er Johans ældste Søn, der i Forordet til Grundtvigs Englandsbreve skildrer sin Farmoder og bringer hende Børnebørnenes Tak.

Ogsaa Svends Hustru, Laura f. Bloch, giver et smukt Billede af hendes værdifulde Personlighed og fremhæver tillige hendes Ynde og Skønhed, der bl. a. henrev en Kunstelsker som Professor Höyen til begejstrede Lovprisninger. Den Pietet og Trofasthed, hvormed Sønnerne altid mindes Hjemmets Festdage, er et rørende Vidnesbyrd om den Kærlighed, der bandt Familien sammen. Den udstraalede fra Moderen, Fru Lise. I Krigsaarene var det for Grundtvig trods al Faderkærlighed 1) dog Danmark, det gjaldt; for hende var det hendes Sønner.

Hvad Meta betød for sin Fader, har han selv vidnet om, skønnest maaske i Digtet ved hendes Forlovelse med Peter O. Boisen (Poet. Skr. VI. S. 573). Boisen hørte ogsaa til en stor Familie; han havde otte ældre Søskende foruden den yngste Broder Harald, der ligesom han selv var Lærer ved Caroline Amalies Asylskole paa St. Kongens Mølle. Fru Laura Grundtvig har ogsaa efterladt en smuk Skildring af Metas sjælfulde Skønhed og af det Boisenske Hjem paa Møllen, »et af dem, hvorfra den Aand udgik, som gav Grundtvigianerne foruden deres kirkelige ogsaa deres sociale Særpræg. Bevidstheden om det dybe Fællesskab i det aandelige, som knyttede Vennerne sammen, affødte ogsaa en Selskabelighed, som i sin skønneste Skikkelse havde s. XII en Inderlighed og en vis oprindelig Naturlighed, en Livsglæde og en barnlig Munterhed, der i ingen Henseende tog det nøje med Formerne, som gjorde, at deres Sammenkomster virkelig blev til Vennemøder. Denne sociale Grundtvigianisme er ikke udgaaet fra Gamle Grundtvigs eget Hus, thi den gemytlige Given sig hen, som er det karakteristiske ved den, var afgjort fremmed for Grundtvigs Natur og Væsen. Og i den Henseende slægtede hans Børn ham paa. Det var derfor ikke fra Fru Meta, den Aand udgik, der prægede Hjemmet paa Møllen, men fra den hjærtensgode, gemytlige, gennemmusikalske Peter Boisen. Han var Sjælen i Selskabeligheden paa Møllen, og fra hans og de andre unge Hjem, som dannedes af Grundtvigs Disciple, Birkedals f. Eks., spredte denne Grundtvigianisme sig i stedse videre Kredse. Men paa sin elskværdige og gæstmilde Maade prægede ogsaa den yndige Fru Meta trods sin Svagelighed dette velsignede Hjem, hvor Aanden og Nøjsomheden var lige tiltalende«.

Uge efter Uge sørgede Fru Lise Grundtvig for sine Sønners Fornødenheder; stadig sendte hun dem Bøger og Blade, for at de kunde følge Begivenhedernes Gang. Saa bliver hun tavs en Tid, og Sønnerne faar Ordet alene. Under Vaabenstilstanden fra Oktbr. 1849 til Maj 1850 opholdt Svend Grundtvig sig med Permission i København for at gøre Forarbejder til sin Folkeviseudgave, medens Johan Grundtvig maatte blive paa Als. Adskillelsen affødte en indholdsrig, fortrolig, stærkt personlighedspræget Brevveksling mellem de to Brødre, der fortsattes, til Svend atter maatte afsted til Hæren.

De sidste Breve i Samlingen angaar Moderens Sygdom og Død.

Mærkelig for os er hele Familiens Indstilling overfor Grundtvig som den, der er gammel og snart færdig med Livet.

De unges Vennekreds var overmaade stor. Vilhelm Blom var nær knyttet til begge Brødrene Grundtvig fra Barn af, særlig inderligt til Johan. 1842 blev han Officer. Da han faldt blandt de forreste i Morgenstunden paa Sejersdagen ved Isted, skrev Grundtvig det skønne Mindedigt over ham:

»Søn af Vennen fra de unge Dage!
Mine Sønners fuldtro Ungdomsven!« 1)

I Ungdomsaarene sluttede de sig nærmere til Malerne Skovgaard, Lundbye, Frölich, Brødrene Dalgas, Høgsbro og Sønderjyden Knudsen. s. XIII 1843 dannede Carlo Dalgas, Lundbye, Skovgaard, Brødrene Grundtvig og Vilhelm Blom en Diskussionsklub, og hver Lørdag Aften samledes en større Kreds under højst beskedne Forhold hos Enkefru Johanne Dalgas. Familien Dalgas var meget stor. Den reformerte Præst i Fredericia Jean Dalgas (1756—1811) og hans tyskfødte Hustru Mariette Aldebert havde elleve Børn; nævnes skal Carl Dalgas, Ejer af Aldebertsminde ved Vejle, og Henrik Dalgas, Fabrikant i Vejle. I disse to Hjem havde de unge Officerer hyggelige Tilholdssteder under Kantonnementsopholdet i Vejleegnen. Henrik Dalgas var ganske vist død i Fbr. 1848, men hans Hustru Dorothea f. Henningsen og hendes unge Datter Ida modtog gæstfrit de unge Venner i deres smukke Hjem, ligesom Kusinen Betty paa Aldebertsminde ogsaa søgte at gøre det lidt fornøjeligt for de unge Fædrelandsforsvarere. En tredje Broder, Jean Dalgas, var Konsul i Neapel, men efter hans Død (1835) bosatte hans Hustru Johanne f. de Stibolt sig i København med sine seks Børn. Af Søstrene var Betty Dalgas gift med Proprietær Muhle til Boserupgaard ved Helsingør, Christine Dalgas, Thorvaldsens »Gamle Mutter«, med Lensbaron Henrik Stampe til Nysø og Susette Dalgas med Professor J. F. Schouw.

Hver Lørdag Aften samledes altsaa Ungdommen hos Enkefru Johanne. Først og fremmest hendes egne Børn : Carlo, Ernesto, Susette, senere Forstanderinde for Dannekvindeskolen og gift med Professor Mariboe, Enrico, senere Hedeselskabets Stifter, Dagmar og Caroline, de to sidste endnu purunge; endvidere de mange Fætre og Kusiner (Muhlerne, Henrik, Holger og Elise Stampe fra Nysø, Georgia Schouw og nu og da ogsaa Dalgas’erne fra Vejle og Aldebertsminde). Faste Gæster var Lundbye, Skovgaard, Købkerne, Johan, Svend og Meta Grundtvig, Peter O. Boisen, Løjtnant Emil Jensen og Henrik Stampes Forlovede Jonna Drewsen, Datterdatter af Jonas Collin.

Saa kom 1848. Vilhelm Blom og Emil Jensen var allerede Officerer. Som frivillige meldte sig straks de to Brødre Johan og Svend Grundtvig, de tre Brødre Carlo, Ernesto og Enrico Dalgas, Brødrene Henrik og Holger Stampe, Carl Muhle og C. F. Lütken, den senere Professor i Zoologi.

18. April laa Damperen Iris ved Toldboden, beredt til at føre et Felt-Artilleri og en Del frivillige til Sønderjylland. Skovgaard mødte for at sige Farvel til Vennerne og tegnede i Afskedsstunden fem af dem: Lundbye, Carlo Dalgas, Svend Grundtvig, Vilhelm Blom og Lütken.

s. XIV I Forsommeren 1849 blev Skovgaard forlovet med Georgia Schouw; Henrik Stampe kom hjem fra Krigen for 2. Fbr. 1850 at holde Bryllup med Jonna Drewsen; 1853 ægtede Dagmar Dalgas Kaptajn Emil Jensen, og 1855 blev Oberst Købkes Datter Marie gift med Enrico.

Krigen var imidlertid gaaet sin Gang. Brevene er Udtryk for Følelserne og Stemningerne i Hovedstaden og blandt Soldaterne. Vaabenhvilens og det ensformige Kantonnementslivs Taalmodighedsprøve veksler med mindre og større Kampe, hvor Heltemodet faar Lov at udfolde sig. Johan og Svend Grundtvig var ikke med ved Fredericia, men i Istedslaget kæmpede de begge med Ære.

Lundbye og Vilhelm Blom, Carlo og Ernesto Dalgas faldt i Krigen 1) .

I. S.

s. XV

s. XVI Tegning af P. C. Skovgaard 1847.
N. F. S. Grundtvig.

s. XVII Tegning af P. C. Skovgaard 1842.
Fru Lise Grundtvig, f. Blicher. s. XVIII