Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1868-08-29/1869-08-30)

Kjøbenhavnd. 29de Aug. 68.

Forsyn dig med Tålmodighed!
d. 30te Aug.

Kjære Skrøder!

Mangfoldig Tak for dit Brev; jeg kom allerede til Byen den 20de og ventede hver Dag med Længsel at høre fra Dig; s. 15 i Tirsdags kom da Brevet, og ved Hjælp af det og af, hvad jeg har set hos Bøcher, kan jeg nok danne mig et nogenlunde tydeligt Billede af, hvordan Du har det. At det var flinke Folk, Du kom til, havde jeg jo allerede hørt forlænge siden, og jeg blev på min Ferierejse endmere bestyrket i denne Tanke ved, hvad jeg hørte om dem hist og her, allevegne roste man dem meget, og jeg var derfor i Grunden overbevist om, at Du vilde få det godt; nu har jeg da også Dine egne Ord for, at det er så; men jeg ser jo nok, Du er den samme løjerlige Snegl, som Du var her i Byen, så Du altid græmmer Dig, snart fordi Du ikke kan sørge for Alvor, og snart fordi Du ikke kan glæde Dig for Alvor; jeg kjender det så godt fra mig selv, min Sorg over mine Lyder og min Pjaltethed er ikke stor og inderlig nok, min Glæde over det Gode, der møder mig, er ikke dyb og hjertelig nok, men skulde det dog ikke hos os begge — og mest hos Dig, for Du har mest af det — være fordi vi vil være mere voxne, end vi ere, i åndelig Forstand, er det ikke fordi vi midt i vor Ungdom vil være Mænd; thi Manddommen hører jo Glæden og Sorgen til i al deres Dybde; den er vor hjertelige Tid, men den har jo vi to ikke nået endnu; lad mig derfor ikke en anden Gang høre sådan noget Snak som: »rigtig Glæde kan jeg ikke føle«, glæd Dig så godt, Du kan og sid så ikke dèr og spekuler på, om det nu også er rigtig Glæde eller ej. — Du græmmer Dig naturligvis over, at Du ikke kan udfylde din Stilling, som den burde udfyldes, at Du ikke kan nå det Ideal af en Undervisning, som Du ser i det Fjerne; og sådan er jo vi fantasirige og fantaserende Ungersvende, vi ser på Idealerne, vi har et Ideal for Glæde, et Ideal for Sorg og et Ideal for Undervisning o.s.v., og vi græmmer os, fordi vi ikke kan nå dem, men lad os kun med Idealerne for Øje stræbe henimod dem, gjøre, hvad vi kan, og så s. 16 huske på, at det er en Skjælm, der gjør mere. Du er sagtens god nok på din Plads og kommer nok til at magte dine Drenge, om det også kniber lidt med Karl; kan Du blot vise Dig som hans Overmand på det Punkt, hvor han er stærkest, altså Historie, så giver det sig nok.

Men nu skulde Du da vide Lidt om Rejsen, jeg gjorde med Jacobsen; det var en prægtig Tur, kan Du tro, og der var meget at fortælle om den, men Du får nøjes med kort Besked. — Vi tog lige til Silkeborg og var dèr et Par Dage, så alle de dejlige Steder, Du sagtens kjender, og traf endel flinke Folk, Du sagtens ikke kjender. Hostrup har jo været Præst der i Byen, og uden at han selv vidste det, dannede der sig omkring ham en lille Menighed, hvis Medlemmer først ret lærte hinanden at kjende, da Hostrup kom bort, og som så sluttede sig sammen om Jacobsens Broder, der holdt Skole i Byen; han holdt gudelige Forsamlinger med dem, og der begyndte et rigtigt Menighedsliv. Jacobsen kom imidlertid i Strid med Præsten og forlod Byen, men siden den Tid er Menigheden voxet både udadtil og indadtil, så det er en hel Fornøjelse at være sammen med disse Mennesker; navnlig var Skolelæreren en stille, alvorlig, tilbageholdende og hjertelig Mand, der tilsidst ved Præstens Hårdnakkethed er drevet til det for ham som Degn og Kirkesanger dobbelt tunge Skridt at løse Sognebånd. Vore kirkelige Bevægelser fremtræde således her, og de folkelige sætte også Sindene i Bevægelse; således hørte vi netop, mens vi var dèr, et Foredrag af Lucianus Kofod om »Nordens eneste Livs- og Lystanke«, som han kalder Skandinavismen for, og Silkeborgerne bleve aldeles revne med af hans glimrende Veltalenhed og af Begejstring for Nordens Sag. Kofod gjorde ellers ikke noget rart Indtryk på mig, ikke blot fordi han er den kompletteste Jakob v. Thybo, men også fordi han, der s. 17 kun tænker og taler om Skandinavismen og ellers mangler Sands for det Højeste og Bedste, heri Silkeborg, hvor han mærkede der var noget religiøst Liv, gav sig til at prædike i den almindelige Prædiketone om Kristendommen her i Norden. Bagefter udtalte han ligefrem for Jacobsen og mig, at han rettede sin Tale ganske efter de Folk, han talte til; han vilde vinde dem for Skandinavismen, det er hans Mål, Midlerne var så omtrent det Samme; en skjøn Grundsætning for nordisk Samfunds Udsending!

Derfra tog vi til Testrup Højskole ved Århus, hvor et Par theologiske Kandidater, Nørregård og Bågø, der fra deres første Studenterdage har holdt sammen som Venner, deler Undervisningen mellem sig. Nørregård er en ypperlig Taler, klar, bestemt, djerv og frisk, ham hørte vi holde et Par historiske Foredrag om Gustav Adolf og Enevældens Indførelse her i Danmark; det var levende og gennemsigtige Billeder, han gav af begge Dele. Bågø, der er et stille, dybt og hjerteligt Menneske, skildrede den ene Dag Grønland og Livet dèr, så jeg i det Mindste, og jeg tror nok også Pigerne, glemte, hvor vi var og fulgte ham på Jagt med Grønlænderne og på Besøg i deres væmmelige Boliger; også det sydlige Norge, som han selv havde besøgt, hørte vi ham skildre, og det stod for vore Øjne. Det er ikke Overdrivelse, som Du let kunde tro; jeg har aldrig hørt Nogen skildre Naturen så levende. Han fortæller også engang imellem, men det hørte vi ikke, Sagn og Myther og udlægger dem, hvad han skal gjøre udmærket godt. Hvad ellers Livet på Skolen angår, da er Tonen lidt finere end på de andre Højskoler, men hjertelig alligevel; om Eftermiddagen, når det er varmt, holdes Skolen i en lille Lund, hvor Bågø først fortæller og Nørregård så læser op, og om Aftenen samles tit hele Skolen om Klaveret, synger og samtaler. N. og B. fortrædiges ved s. 18 evindelige Kjævlerier med Gerth Vinther og hans Slæng, men de vinder dog flere og flere Venner, og de skjønneste Timer, vi havde dèr, var netop i en Kreds af deres Venner, som Søndageftermiddag havde samlet sig i den lille Lund ved Skolen; fra en Bræddevogn talte først B. om Nøglen til Himmerige, Troen, der ikke blot oplukker Guds Hjerte for os, men også åbner vort eget, og N. talte om Philip Brevet IV 4—5; navnlig betonede han, hvad det havde at sige, når en gammel Mand som Paulus, der havde lidt så Meget og endnu, da han skrev Brevet, lå i Lænker, når han siger: Glæder eder altid i Herren, glæder Eder! Det er den inderlige, barnlig-taknemmelige Glæde, han mener, som den Kristne føler, når han aldrig bekymrer sig om Noget, men lægger al sin Bekymring på Gud og så får Guds-Freden. Derom talte han, om Kristendommens Glæde og om den glade Kristendom, og hans Ord slog ned, det er jeg vis på, selv følte jeg det stærkere end nogensinde, at Glæde er Kristendommens inderste Væsen. — Forsamlingen var alvorlig og glad, sang Psalmer af Festpsalmerne og lod sig ikke anfægte af, at Vinther i en tilstødende Skov holdt Møde, hvor han og hans Væbner, Bjørnbak, skjældte N. og B. og deres Venner Huden fuld.

Vi tog siden fra Århus med Dampskib til Frederits og derfra til Askov Folkehøjskole og var dèr i nogle Dage. Tonen er der en ganske anden; mens på Testrup den malende, fantasifulde Fremstilling af Naturen og Livet var Hovedsagen, lægges her mere Vægt på en Forståelse af begge Dele. Forstanderen, Ludvig Schrøder, gav således den ene Dag et Overblik over Ludvig XIV og hans Tidsalder, han fastholdt som den røde Tråd gjennem den nyere Tid, fra Luthers Kampe med Paven til vore Dages Folkebevægelser, en stadig Kamp mellem Frihedsfølelse på den ene og Tyranni på den s. 19 anden Side; dernæst viste han, hvorledes Ludvig XIV havde gjort Frankrig stort og navnkundigt ved at sætte Fransk til Højbords dèr, mens man i det øvrige Europa i tåbelig Higen

Jacobsen og Holm

efter at ligne ham satte det Hjemlige tilside og hævede Fransk til Skyerne, kun L. Holberg forstod at efterligne ham på rette Måde ved at gjøre det Danske til det i Danmark, som Ludvig gjorde det Franske til i Frankrig. I Sam- s. 20 menhæng dermed talte han næste Dag om Enevældens Indførelse herhjemme og gav så en Oversigt over det danske Folks indre Udvikling indtil vore Dage, som han endte med at omtale det mærkelige Stykke, som »Fædrelandet« meddelte efter Bismarcks Organ, om vore Folkehøjskoler, hvor Tyskerne pludselig har fået Øjnene op for den ny Oplysning i Norden. Ligesom han bestandig oplyser Forholdene i den store Verden ved Træk af Hverdagslivet, som alle kender af Erfaring, således belyser han igjen det daglige Liv ved Verdenshistoriens store Begivenheder, og skønt det tit fra Tankens og Udtrykkets Side var tunge Foredrag på omtr. 2 Timer, tog Pigerne dog godt imod dem og var glade ved dem; disse historisk-filosofiske Foredrag har derfor også skaffet Schrøder stort Ry, så denne Skole er en af de mest besøgte, den talte i Sommer omtr. 40 Piger fra alle Landets Egne, endogså 2 Amagerpiger og desuden en eller to fra Norge. Men også den anden Lærer Nutzhorn, en Broder til vores N., ved at finde Vej til deres Hjerter om end ikke så meget ad Ordets så dog ad Tonernes Vej. Der er en Sang på denne Skole, som jeg intetsteds har truffet, Digternes Sange blive således ret sungne ind i Folket og får først derved den rette Betydning. Det fik vi os et fuldt troværdigt Vidnesbyrd om en Aften ved et lille Gilde på Skolen. En gammel elskværdig Bondemand gjorde Gilde for Pigerne og hvem der ellers var tilstede, og skjønt der blev sagt adskilligt Godt, var der dog Intet, der i den Grad glædede mig som en Tale, den gamle Mand selv holdt. Han var ikke Taler, men hvad han sagde, kom med Hjertets fulde Overbevisning, og i virkelig smeltende Ord talte han om Sangens Magt til at gjøre Hjertet frit og glad, han tog Exempler fra sit eget Liv og oprullede således for os en from og ærlig Sjæls indre Levnedsløb, der i al sin Nød finder Luft for sin Sorg i et Psalmevers og fin s. 21 der sin Trøst hos Gud alene. Jeg tror, kun få Øjne var tørre, og Pigerne må, det fejler ikke, haft megen Gavn af sådant et Vidnesbyrd. Sé det var et Gilde, hvor der midt under Skjernten kan lyde sådanne Alvorsord uden at forstyrre Glæden!

Fra Askov tog vi over Ribe til Gram, nogle Mil syd for Grændsen. Der besøgte vi en Fysikus Reimers, hvor en Slægtning af Jacobsen boede, man modtog os godt og vi måtte blive dèr en Stund. Det var et mærkeligt Hus, som vi var glad ved at lære at kjende. Manden er loyal og har aflagt Ed til Preussen, Konen er venlig og gjæstfri, men nok på Bunden meget tysk; Børnene derimod er danske, ægte danske. Den ældste Frøken, Bertha, kommer meget på »Conradinelyst«, og den næstældste, Therese, har nok også været dèr og på Vallekilde; hun var indtaget af Højskolerne og vilde gjerne selv som Elev på en, men Moderen fandt, det var ikke Noget for »nettere Piger«. Der blev fortalt, at Frk. Bertha holdt Skole, og den måtte vi da se; den blev holdt i et stort lukket Lysthus nede i Haven, og det var en Syskole i Smag med den på Conradinelyst; mens Pigebørnene syede, fortalte hun dem Bibelskhistorie og Danmarkshistorie og lod dem synge bibelske og danske Sange (hun synger ikke selv). Hun er en alvorlig Pige, stærkt religiøst bevæget, af den indre Missions Retning men dog i Meget temmelig nær ved Grundtvigianerne, og det er det Religiøse der for hende er Hovedsagen i den lille Skole, men dernæst har hun navnlig nu under Preussernes Tryk fået hjertelig Kjærlighed til alt det Danske. Dèr i denne lille Skole, som Moderen lader helt hånt om, men som dog ikke blot har Betydning for de Små men også som et Forsamlingssted for mange af de danske Kvinder dernede, der kommer der, synger med og hører til, dèr tilbragte vi flere glade Timer; vi sang med Børnene og s. 22 talte med dem, og Jacobsen fortalte Bibelskhistorie for dem. — Siden talte jeg med Frk. Therese om Nørager og fik meget Godt at vide, og jeg så i hendes Album et Billede af Gården, Grevens og Grevindens og lille Astas Billeder. Skulde nogen af disse Piger komme til Conradinelyst eller Nørager, vil du sikkert få megen Glæde af dem.

Om Søndagen var vi til Gudstjeneste syd for Grændsen hos en Gårdmand Kloppenborg i Kjøbenhoved. Det var en mærkelig Forsamling; Sønderjyderne mødte fra alle Kanter; de alvorlige Bønder, de så så frimodige og fortrøstningsfulde ud, og når man talte med dem, lød deres Håb i deres Ord, som det stråler i deres Øjne. De kom for at høre deres gamle danske Præst, Pastor Svejstrup, der rigtignok er afsat, men underholdes af sin gamle Menighed, så han nu som før hver Søndag holder Prædiken, både første og anden Tjeneste. Kloppenborg har en stor Forsamlingssal, hvor han har rejst en Prædikestol, og hvor de kjære røde og hvide Farver er anbragt alle rimelige og urimelige Steder; dèr og i de tilstødende Værelser var den store Forsamling bænket, og Svejstrup talte om Troen som den eneste Vej til Salighed. Ikke med et Ord rørte han ved den sønderjydske Sag, men jeg kom dog mange Gange ved hans Tale til at tænke på det, som fylder alle Hjerter hernede og vistnok var Forsamlingens stille Bøn. — Kloppenborg, som vi var hos, var en ægte Storbonde, en majestætisk Skikkelse, der bestandig bragte mig til at tænke på Oldtidens Små-Konger, der vel ingen udstrakt Magt havde, men dog ragede op over alt Folket på deres Egn. Han har al sin Tid været en djerv Forkæmper for Danskheden og Ven både med Kristian VIII og Frederik VII, så han har gået ind og ud hos dem snart når han vilde; er der nu Et eller Andet ivejen derovre, rejser han til s. 23 Kjøbenhavn, taler med Kongen og Grev Frijs og giver dem gode Råd. Han fortalte os endel om sit Liv, og vi blev dèr til om Eftermiddagen.

Mandag og Tirsdag var vi igjen på Askov. Pigeskolen var hørt op, da vi rejste derfra, nu var der samlet nogle Skolelærere, der vilde have lidt Vejledning i deres Gjerning. Schrøder talte den ene Dag om »det Folkelige« og gik dèr ud fra R. Nielsens Forelæsninger i Kristiania, idet han skjæmede skarpt mellem det Folkelige og det Populære; det folkelige Ord sagde han er først det jævne, det let fattelige, men det er endnu kun det populære; dernæst er det det grundige og derfor både for Taler og for Tilhører frigørende, og endelig det, som Ånden hviler i, det myndige Ord. Det udviklede han nu ypperligt, og det er rart at se, hvorledes sådanne to Mænd som Grundtvig og Nielsen kan arbejde sammen til Folkets Oplysning, og hvor deres Tanker støtte og forklare hverandre. — Næste Dag talte han om at gjennemgå Danmarkshistorie og viste at, for at forstå en Smule af den må man bestandig se, hvorledes det står til i den øvrige Verden på samme Tid, som vi betragter herhjemme, så vil vi også først ret vinde det danske Folk kjært, når vi ser, hvor elskeligt stille og fredsommeligt Alt, hvad der bevæger sig i den store Verden, former sig hos os. Så talte han om de Hindringer, det danske Folk havde haft at kæmpe imod for at kunne udvikle sig rigtigt, og hvorledes de var blevet forvandlet til Betingelser for Udviklingen. Her var det atter Nielsen og Grundtvig.

Fra Askov tog vi over Frederits til Bjerge Herred, besøgte Knudsen dèr og i Følge med ham Grevskabet Rosenvold og Højderyggen Bjergelide. Han er endnu mere rå derovre end i Kjøbenhavn, og hans Familie, der er prægtige Folk, skam- s. 24 mer sig næsten ved ham, og dog er der Kræfter i ham; jeg håber endnu bestandig, de skal få Anvendelse i det Godes Tjeneste; han trænger til at knækkes, men der skal en stærk Ånd til at knække ham. Han har en Broder, der indtil for en 3/4 År siden var en Sviregast og meget rå Person, der tilsidst ragede uklar med hele sin Familie, så han svor i Vrede, aldrig at sætte sin Fod inden deres Døre; så søgte han Tjeneste, men fik ingen, tog så til Kold i Vinter af lutter Kjedsommelighed, men dèr blev der vendt op og ned på Fyren; ved Juletid turde han ikke besøge sin Familie, for han vidste, sagde han, at han intet Godt havde forskyldt af dem, og da man endelig overtalte ham, kom han ydmyg og stille, et helt andet Menneske; nu arbejder han som Karl hos sin ene Søster og er en elskelig ung Mand; blot det måtte gå Knudsen som ham. — Bønderne dèr i Bjergeherred hører ellers til de mest opvakte navnlig i kirkepolitisk Retning, og som et ganske betegnende Træk i den Henseende vil jeg nævne, at Knudsens Søster under Valgmenighedskampen fik en lille Søn, der i Dåben fik til Efternavn Kierkegård efter Biskoppen.

Vi besøgte da også »Degnen på Bjergelide«, Pastor Fog i Skjolde, hørte ham om Søndagen kjønt udlægge Evangeliet om den utro Husholder, men det bedste dèr var dog Livet i hans Hus, det var så skjønt, så hyggeligt og hjerteligt, at jeg måske følte mig mest vel dèr på hele min Rejse, men sådan Noget, ved Du nok, lader sig ikke beskrive; vi talte, vi legede, vi disputerede og spiste Stikkelsbær, der blev spillet og sunget, men Alt havde sådan en egen yndig Duft. Der hviler et alvorligt Præg over hele Huset, men af og til kommer der et sørgmodigt Skjær over det Hele, når Et eller Andet kommer til at minde om den ældste Datter, som døde ifjor. Hun var s. 25 forlovet med Bågø, og Brylluppet skulde stå; han rejste derover fra Kjøbenhavn for at modtage sin Brud, men fandt hendes Lig; hun var pludselig død, det var et hårdt Slag og det føles endnu; det var så underlig vemodigt en Aften, da den Datter, der er tilbage, sad og spillede på Klaveret og sang dertil, at høre Fruen sige »Tidligere havde vi så tit Duetter her om Aftenen«. Havde jeg blot Tid og Evne til at stille Dig disse Mennesker for Øje, den ærlige, gammeldagstroende, livlige og varme Præstemand, hans stille, kærlige Hustru, hvis Omhu, Trofasthed og kjærlige Ånde man mærker overalt og så den friske glade Ungdom, der var, Forholdet mellem Herskabet og Tyendet, der så ganske hørte med til Familien, kunde jeg vise Dig alt dette, Du vilde få det Alt så kjært, som jeg selv fik det. — Bågø, som jeg jo forestillede Dig på Testrup, var der, og under en lang og alvorlig Samtale med ham besluttede jeg mig til at studere Theologi, da jeg dog godt kan forene det historiske Studium, jeg vil drive, med Theologien, der desuden vil føre mig ind i mange Spørgsmål, som jeg i den Virksomhed, jeg har udset til min Livsgjerning, kan få Brug for. — Dette mageløse Hus sagde vi kun nødigt Farvel; men om Tirsdagen tog vi dog derfra, var et Par Dage i Nærheden af Horsens på en Herregård, besøgte Jelling og den dejlige Grejsdal og tog så over til Fyen.

Der besøgte vi først en Skolelærer Pedersen som har gjort det til sit Livs Opgave at være en Fader for de små Stakler, der af Fattigvæsenet bortliciteres i Pleje, og for dem har han i Kindstrup mellem Odense og Middelfart indrettet et Børnehjem. Han var ikke hjemme, men vi så Børnenes glade Ansigter, som er hans Værk og hans bedste Løn. — I Odense besøgte vi Kand. Bruhn, som vi engang læste Historie med, han er bleven gift. — Om Lørdagen var vi hos s. 26 Kold på Dalum Højskole og hørte et Foredrag, han holdt for Skolelærere om vor Tids Opgave, som han sagde ikke var at gjøre Fremskridt i Kristelighed, men at gjøre et Tilbageskridt til vort eget Selv, og før vi har fundet vort Selv, kan der aldrig være Tale om Fremskridt i nogen Henseende; det er Opgaven, sagde han, for hver Enkelt, for hvert Folk og den hele Slægt i vore Dage og der arbejdes overalt henimod dette Mål; Højskolen skal derfor foreløbig ikke føre Folket frem i nogen Retning, men kun tilbage til sig selv; min Skole er den eneste, der ene og alene lægger an på det, og derfor er min den eneste, der ret duer for Øjeblikket; den er kun en lav Skole mod de andre Højskoler, men de hører mere Fremtiden til, for at modtage, hvad de giver, må Folket først tilbage til sig selv, og det kan det kun til Gavns komme hos mig. — Det var Lidt af den Koldske Hovenhed, som snart er blevet til et Ordsprog mellem de grundtvigske Præster; men det er en Fejltagelse, tror jeg, Manden er i Grunden slet ikke hovmodig, han siger blot rent ud, hvad han mener, og lærer man ham først ret at kjende, er han en grumme venlig Mand at tale med. Jeg talte til ham om at tage til ham i Vinter, men han frarådede mig det iår ligeså bestemt som ifjor, fordi, som han sagde, jeg, når jeg havde været hos ham, vilde være så led og kjed af Alt, hvad der hedder Examen, at jeg aldrig vilde bekvemme mig til at tage nogen. Føler De Dem så stærk, sagde han, at De tør give alle Examiner en god Dag og bryde med de Forhold, De nu engang er kommen ind i, så gjør det og kom så til mig til Vinter, men tør De ikke det — og betænk Dem vel — så skynd Dem at komme gjennem den theologiske Embedseksamen, og når De så er færdig med Trædemøllen, kom så til mig, så vil De kunne have rigtig godt af det. Til Vinter vilde Op- s. 27 holdet her desuden let kun blive Dem en Nydelse, en Ferie, kom heller i Sommerferien, når Lærerne er her, det kan De kun have Gavn af. Jeg kan godt forstå, at De med Gru tænker på Embedsstudiet; men De skal gjøre som jeg, da jeg stod i Triest med alt mit rørlige Gods på en Trillebør og skulde på min Fod vandre herhjem til Danmark; jeg gyste først lidt, men gav mig så sindig på Vejen i Guds Navn, og så kom jeg hjem. Gjør De nu det Samme, så kommer De også nok godt hjem fra Deres theologiske Udenlandsrejse.— De Ord bragte mig til at opgive mit Besøg hos ham til Vinter, skjønt det gjorde mig inderligt ondt, for jeg havde sålænge glædet mig til det; men det var vel det Bedste, det gik som det gik, og jeg bliver altså i Kjøbh. som studiosus theologiæ. — Vi gik derfra til Ryslinge, hørte desværre ikke Birkedal, han var på Langeland, men havde det dog rart i Nasaret-Kirken om Søndagen, gik derfra til Hesselager Præstegård, hvor vi levede hyggeligt og mageligt, indtil vi Torsdagen den 20de tog derfra lige hjem.

Den korte Besked, Du skulde have, blev ellers temmelig lang, og det er dog kun Lidt af, hvad jeg kunde fortælle; det, jeg har skrevet er både for Lidt og for Meget, Stoffet overvældede mig, og det er naturligvis kjedeligt at læse, men havde jeg haft Dig her, skulde jeg have fortalt Dig meget Mere, og det skulde nok også Altsammen blevet langt morsommere og livligere; alle vore Rejseeventyr har jeg måttet springe over, skjønt mange af dem nok var værd at høre; og jeg føler i dette Øjeblik rigtig, hvor uendeligt bedre det er at kunne tale med et Menneske end at skulle skrive til ham, men vi får hjælpe os, som vi kan. Nu stop, jeg havde Meget endnu, men mine Fingre er ganske stive, både for min og din Skyld stop; jeg har aldrig skrevet så langt et Brev, og s. 28 Du skal ikke frygte for, at Du skal få flere lignende Breve. Hilsen fra Jacobsen og Trier. Lev vel!

Harald Holm.

Er der Noget, jeg kan tjene Dig med, så sig til; og lad os forresten kun få os en lille lun Passiar, det kan vi vel begge have godt af. Skriv så snart, Du kan.