Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1868-09-07/1868-09-15)

Hvad jeg har skrevet i Dag, bliver som
sædvanlig mellem os.
Nørager, d. 7. Sept.

Kjære Ven!

Nu er Klokken to Minutter over halv to, nu har jeg siden lidt over 10 siddet på samme Plet og skrevet 14 Sider til forskjeilige Slægtninge, hver har fået sit, nu skal Du jo rigtignok også få, ja Du skal rigtignok få, Du veed dog, jeg længes så meget efter at høre fra Dig, og endnu har Du ikke skreven, jeg har såmeget at fortælle Dig, men Du er — ja hvad skal jeg sige for noget rigtigt Rædsomt, ja det er Du, og netop derfor vil jeg ikke skrive mere iaften, nu skriver jeg ikke, førend jeg fåer Brev fra Dig. — Godnat.

d. 15. Septbr.

Endelig fik jeg da dit Brev og for ikke at pådrage mig de samme Beskyldninger fra Dig, vil jeg være ædel (rigtignok med egoistiske Formål) og skrive strax.

Nå så Du troer, at Dit forrige Brev ikke glædede mig, så bliver jeg rigtignok vred, det var jo som om jeg ikke bryder mig om det, der næsten er det største for mig, og jeg bliver virkelig ikke god igjen, før jeg faaer noget nærmere Beskeed, s. 40 både om det ene og andet Møde, da jeg ikke har læst »Dansk Folket.« og gjerne vilde have været på Vennemødet. Ja hvem skulde have troet det for et Par År siden, at jeg nu skulde længes at høre Noget om Grundtvigianere, og dog er jeg ligesålidt Grundtvigianer som Bekkasin eller Methodist, skjøndt det måskee var for meget sagt. Men jeg troer, at jeg har følt, hvad Kolds Mening er, uden at kjende den (du synes at mene, at din Udlægning af Kolds Ord er så absurd, men jeg mener rigtignok akkurat det Samme), thi netop det at blive Menneske, har som du veed, trængt sig i den Grad i Forgrunden, at jeg i Grunden slet ingen Interesse har følt for de enkelte Partispørgsmål, ja egentlig først i den senere Tid er begyndt at tænke på de enkelte Troessætninger. — Hvad du siger om Kaldet, kan jo være ganske rigtig (Apropos, du har også villet været Statsminister, det var jo morsomt). Jeg skal derom fortælle dig Noget, som vist vil more Dig. Højskolerne kunne jo stifte megen Gavn, men det er dog forholdsviis Få, der kan nyde Godt af dem, og man siger jo også, at mange blive benyttede i eensidige Partiøiemed, hvilket jeg dog ikke vil håbe. Selv kan jeg jo ikke dømme derom. Derfor fik jeg en forfløien Idee forleden Dag. Men lad os begynde ved Grunden. Seer Du. jeg har i denne Tid læst en Bog, der hedder »Skolen og Livet« af Pædagogen Lange, en rigtig sund og god Bog, som jeg vil anbefale Dig. Der ståer blandt Andet om Historieunderviisningen, at det dèr kommer an på at bygge en Bro mellem Fortiden og Nutiden, det vil sige altså at forståe Nutiden gjennem Fortiden ved at føre Historiens Mænd og Billeder frem, således at man overlader til Beskueren selv at drage Nytten deraf uden at give sin subjektive Dom. — Når man nu, tænkte jeg, formåede at holde sådanne historiske Foredrag i Landsbyerne, som Alle kunde komme til at høre og der- s. 41 ved lukke Øinene op på Bønderne, så at de ikke blindt skulde lade sig lede af Enhver, see det var Stort. Men for at gjøre det, må man først kjende Bønderne tilgavns. Følgelig lod jeg Handlingen følge på Ordet, lod Skimmelen sadle, og red ned til den nærmeste Landsby, Reerslev, en halv Miils Vei herfra, til Skolelæreren der. Det er en prægtig gammel Mand, snart 70, som endnu er så rask, at han ene holder Skole for 150 Børn. Forresten er han Fader til den bekjendte Anton Nielsen, som jo nu skal til Fyn og holde Høiskole med Mads Hansen. Med ham fik jeg da en rigtig rar Samtale. Jeg spurgte ham ud om Alting, og vi vare udmærket enige. Der er en meget kjedelig Præst der, så den gamle Nielsen har egentlig været Menighedens Sjælesørger, hver Søndagaften holder han Forsamling i Skolen. (Jeg har vel fortalt Dig, at Rørdam fra Stege skal være Kapellan her). Bønderne, sagde han, var ikke særlig opvakte, de var som Folk var flest, forresten mente han dog, at Gårdmandsstolt-heden tabte sig meer og meer, dog var den der endnu, således var der en Gårdmand, der yttrede, da hans Barn døde, at det skulde da ikke begraves i en Huusmandskiste. Nu holder de Aviser på de fleste Gårde, og han mente dog, at de havde fået Øinene lidt op, men der var jo rigtignok Meget at gjøre endnu. Som Du veed, har Præsten jo ikke mere Sæde i Sognerådet, og hvor rigtig det kan være i Principet, så var han dog enig med mig i, at Bønderne ikke vare oplyste nok til at påtage sig det selv, hvor god Villie de end have. Han fortalte mig, hvorledes de sad og sled 4—5 Timer i Rad hos ham og kunde dog ikke blive færdig, Kommunen ødelægger de (Grevens Yttring), Fattigforsørgelsen kan de ikke magte; således fortalte Nielsen mig, hvorledes de havde corresponderet i 3 Uger om en Syg, som i al den Tid måtte ligge uden Lægehjælp og næsten sultede ihjel, medens ellers s. 42 Præsten plejede at tage sig af de Syge strax. Nu bliver der jo indrettet Skolekommissioner, men det gåer med det som med det Andet, de gåer til Præsten for at bede ham hjælpe sig; jeg må oprigtig sige, at hvor beklagelig det end er, når Præst og Skolelærer ikke harmonerer, så må dog Staten fordre et Tilsyn med sine Borgeres Opdragelse og den nærmeste er da Præsten, og såvidt jeg veed har Skolelæreren dog temmelig frie Hænder. At der skulde forandres meget i Skolelovgivningen, det er ganske vist, og det må der vist snart blive, da jo Skoleloven fra 1814 endnu hovedsagelig ståer ved Magt. Men når det skeer, anseer jeg det rigtignok for det vigtigste, at det gamle Tilsyn vedbliver under lidt friere Former. Ja jeg veed, du er ikke enig med mig; og det kan jo være meget godt, at vi kan have lidt at skjændes om. Men den fuldstændige Løsrivelse af Kirken fra Staten, kan jeg ikke gåe ind på, vor Tid er jo netop en Forsoning af Alt, såvel i videnskabelig som i kirkelig og politisk Henseende, og udskille Kirken fra Staten, vilde jo føre tilbage til Katholicismen. Men nok herom, lad mig see, du kan rakke mig dygtig ned, for at jeg kan gjøre Gjengjæld og forat så den forsonende Tidsånd også kan vise sin Virkning på os. Men nu blev jeg ivrig, og kom bort fra min Idee; synes Du ikke, den er i Smag med mine øvrige geniale Indfald; men hvorom Alting nu er, så vil jeg benytte Vinket, og læse Thrieges Nordens Historie og see, om jeg kan fåe Noget ud af den, for den Historieunderviisning, jeg har nydt i mine Dage, har rigtignok ikke bragt mig til at forståe Nutiden.

Jeg hørte engang om en ung Pige, der skrev 2 Gange om Ugen til sin Kjæreste, og jeg kunde ikke forståe, hvor det var muligt, men nu forståer jeg det, ja Du kan da begribe, at det må være rart for mig og have et Menneske, der for- s. 43 ståer mig, og som jeg kan tale fortrolig med. Derfor må Du ikke være slem, men strax skrive lidt om Vennerne og andre rare Ting, så skal jeg nok være lidt besindigere næste Gang. Hils Alle fra

din Ven.

Ved at kigge mit Brev igjennem, seer jeg, at jeg i Grunden ikke fik sagt, hvad jeg vilde. Men skjøndt Bønderne kan være oplyste nok, det vil jeg gjerne tro, så er de det dog på mange Steder ikke endnu, og kunde vi gjøre Noget til, at de blev det uden at bryde os om egen Fordeel eller eensidige Spørgsmål, det var dog virkelig Stort, og på den Måde er der Meget at gjøre.

Vil Du ikke have den Godhed at skaffe mig Flors: Grundtvigs historiske og mythologiske Opfattelse, og lidt senere hen vilde jeg gjerne have R. Nielsen: Forelæsninger, Christiania. Hvad Jacobsens Grammatik angåer, så forekommer det mig rigtignok, at jeg havde lagt den på den Bunke, som han skulde have, men muligviis er den kommen mellem de andre. Fåer Du Tid, kan Du jo spørge min Moder, om hun vil lede om den mellem de andre Bøger. Ja bliv ikke vred over min Påtrængenhed, men vil Du ikke gåe op til Skræder Schilder (Compagnistræde 15) og spørge ham, om han har fået den Anmodning, jeg har sendt ham om at sye mig en Vinterfrakke, og pålægge ham at sende den snarest mulig, da jeg trænger meget hårdt til den.

Jeg vilde have skrevet en Deel om E. Trier og Hoff (prægtig Mand), men det kan Du fåe noget Nærmere, når jeg har været i Vallekilde, som forhåbentlig skeer snart.

Hils Jacobsen, Trier, Jensen, Møller o.s.v.

A. S.