Holm, Harald Emil Larsenius BREV TIL: Skrøder, August Ludvig FRA: Holm, Harald Emil Larsenius (1868-10-15)

Kjhvn., d. 15de Okt. 68.

Kjære Ven!

Du er da ikke vred, fordi jeg først skriver nu, jeg vilde så gjerne dennegang have været Førstemand til at skrive, s. 61men se om jeg kunde, det trak ud, og først nu har jeg fået det Par Kommissioner besørget og kan komme til at skrive; det er ikke for det, at jeg jo har så forfærdelig Meget at bestille, men jeg er i en evig Uro, Travlhed og Stundesløshed fra Morgen til Aften; det er langtfra, at jeg egenlig udretter Noget, tvertimod jeg er undertiden nær ved at fortvivle, for det synes mig som jeg ingen Verdens Ting får gjort, som jeg spilder hver Dag og hver Time i unyttig Travlhed, der er Uro udenom mig, og Uro i mig; jeg jager fra det Ene til det Andet og kan ikke finde Ro og heller ikke Ro i Sindet, for jeg kan nok mærke, at Alvoren melder sig mere Dag for Dag; Øje for Livet har jeg vel længe haft, jeg havde et lykkeligt Blik for alt det Skjønne, Gode og Ædle i Livet, og jeg kunde vel også føle derfor, men jeg stod dog mest som Betragter ved et Skuespil, nu kommer det mig selv ind på Livet og det volder Uro; i Theorien er jeg kommen et godt Stykke frem, men i Praxis er jeg så slap, ligegyldig og elendig. Du har så tit sagt, at Du trængte til en Ven, men Du kan tro, jeg gjør det også; tit har jeg følt Savnet af en Ven og især engang husker jeg, hvor jeg var fortvivlet og nær ved at synke sammen, fordi jeg ingen havde. Det var Nytårsdag 1866. Siden har jeg vel fundet en Ven i Jacobsen, og det en sand Ven, men hans Venskab får dog altid et vist faderligt Præg, og jeg følte det mangen en Gang, at jeg savnede en jævnaldrende Ven, i Dig har jeg fundet ham; Du siger, vi forstår hinanden, ja gid vi fra nu af altid må gjøre det, for på den rette Forståelse må alt sandt Venskab grunde sig. Kjære Skrøder, jeg var så glad ved Dig, da Du var her i Byen, skjønt jeg kun så Dig så lidt og fik så lidt talt med Dig, og da slet ikke sådan, som jeg vilde tale med Dig, for da jeg først havde Dig herinde og så Dig, så glemte jeg Alt, hvad jeg vilde have sagt til Dig, og Alt, hvad s. 62vi skulde have talt sammen om. Jeg glemte det Alt over Dig selv; mig syntes, Du var kommet vidt, siden vi sist sås, og når jeg skal være ærlig, var jeg igrunden en Smule misundelig på Dig, fordi Du syntes mig at ile mig helt forbi, og endelig kunde jeg skjønne, at midt i al din indre Bevægelse var Du kommen så temmelig til Ro, og det misunder jeg Dig, så fra Du var her, har den Tanke tit trængt sig på mig, at jeg måtte bort fra Kjøbenhavn som Du, for at få mere Ro og for at kunne samle mig lidt. Endelig misunder jeg Dig også, at Du kunde komme til at virke derude til Folkeoplysning i Nielsens Aftenskole, og jeg fik svær Lyst til engang at komme derud, når Du var der, for også at hjælpe lidt til i det Arbejde, men det kniber med Mynten; dog Du må endelig fortælle mig, hvordan det går med den Sag, for jeg er tit i Ånden tilstede i Aftenskolen i Reerslev.

Det var nu confessiones Holmianæ; forresten Noget, som helst måtte være uskrevet, men siden det nu engang står der, så lad det stå, Du har jo tit klaget Dig for mig, så kan Du vel nok tåle at læse mine Hjerteudgydelser, og Du skal ikke være bange for en anden Gang at få mere; thi det er nu ikke min Natur at give mig sådan, men i den siste Tid har jeg været så beklemt og jeg måtte jo nok åbne mit Hjerte for Dig. Det Værste, min Misundelse mod Dig, håber jeg Du tilgiver, for jeg kan forsikkre Dig, at den Var blandet med så megen Glæde, at den egenlig druknede deri.

Jeg havde jo rigtignok endel at fortælle, men denne Gang får Du ikke et af mine lange Breve, dertil er Tiden for knap. Bøcher har lånt Langes Bog til Dig; tilligemed den sender jeg Dig da Groves og Nielsens, som jeg begge har lånt hos Jacobsen; hvad ellers den fjerde Bog, som Du ønskede, angår, så må Du forklare Dig nøjere, for jeg gik forleden ind hos Boghandler Schønberg og rumsterede i alle hans Stile-s. 63øvelser og Retskrivningslærer, men sådan en, som Du vilde have, kunde jeg ikke finde, og jeg tvivler om, at den existerer; Stileøvelserne indeholdt Stileopgaver, og Retskrivningslærerne var alle efter den Rask-Petersenske Skrivemåde, og dem vil du vel neppe have; giv mig imidlertid lidt nøjagtigere Besked, så skal jeg nok se at skaffe, hvad Du ønsker. Ellers skal der i Hjorts Børneven findes Stykker med sådanne Exempler, som Du taler om, kan Du ikke få fat på den dernede, skal jeg gjerne skrive det af til Dig, det er nok ikke så Meget; men forresten synes mig, Du selv måtte kunne lave sådanne Stykker. — Jensens Middelalderens Historie er kommen og lader til at være god. Nielsens Religionsfilosofi er i Anmarsch ligesom Brøchners positive Lære. —

Nu skal jeg strax ud i Velgjørenheden og siger derfor stop. Tak for den Aften, jeg var hos Dig, og Tak for hele dit Besøg. Skriv nu snart et rart Brev og lad mig høre, hvordan det går i det Hele og især, hvordan det går med Aftenskolen. Lev vel!

Din Ven
Harald Holm.