Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1868-10-21)

Kjøbenhavn, Onsdag d. 21de Okt. 1868.

Kjære Skrøder!

Jeg kan rigtignok ikke begribe, hvorved jeg har gjort mig værdig til den store Fortrolighed, Du viser mig; men jeg er så glad ved det; bliv ved kjære Ven, udøs kun dit Hjerte for mig, din Sjæls Hemmeligheder skal ligge hos mig som under Lås og Lukke; skriv mig ret mange Breve til som det siste, det var så forfriskende og vederkvægende for mig; det var ikke nok, at det var en Skildring af Dit Liv; det s. 69 havde ikke blot en sådan historisk Interesse for mig, nej det greb så velgjørende ind i mit eget Liv, der jo bestandig svajer hid og did; det gav mig såmange Vink og såmegen Trøst, at jeg efter at have læst det i Søndagsmorges, følte mig så fri, så stærk, så glad og forfrisket, der gik ligesom et nyt Liv og en ny Kraft igjennem mig, for jeg var iforvejen noget mismodig og slap, men det gjorde mig rask påny, ja næsten begejstret; såmegen Magt havde jeg knap troet, et Brev kunde have. — Jeg har aldrig holdt så meget af Dig, som da jeg var kommen til Brevets Ende; og hvor det dog er underlig, at jeg, som engang var med til at overse og tale ondt om den letsindige og overfladiske Skrøder; som kjendte ham i fire År og mere, uden egenlig at have talt med ham, at jeg nu skal have min bedste Ven i ham. Entid troede jeg, at jeg af Naturen var for kold og ubetydelig til at Nogen rigtig kunde blive min Ven, men Gud ske Lov, det ser jeg nu var en Fejltagelse, men en Fejltagelse, som tit forbittrede mig, og Du kan tro, det gjør godt at blive befriet for den, og at jeg er blevet det, skylder jeg Dig Takken for, thi Du søgte mig op for at se, om Du kunde få en Ven i mig, og Du har fået det. — Ja, undskyld nu, at jeg i de to siste Breve sådan har snakket over mig; jeg er så bange for, at det skal være latterligt eller vel endog modbydeligt, for det Rørende ligger nu ikke for mig, og jeg har en Følelse af, at når jeg bliver rørende, bliver jeg latterlig og flov. Gid det, jeg har skrevet, ikke må være det i dine Øjne; thi det er skrevet med Sandhed; jeg havde Trang til at sige Dig det, så være det sagt. Gud være med os og bevare vort Venskab, som han så underlig har fremkaldt og befæstet.

Kjære Skrøder! Dit Møde med den gamle Nielsen fornøjede mig rigtig, kan Du tro, men lad mig dog give Dig en lille Formaning, mens jeg husker det. Jeg er selv så tit i s. 70 Forlegenhed og ved ikke ret, hvad jeg skal gjøre, og så tænker jeg, hvis jeg nu skal gjøre det eller det, gid jeg så må møde det eller det, men jeg tænker sjælden Tanken helt ud, og er det en vigtig Ting, lader jeg den aldrig blive afgjort af, om jeg også møder det, jeg tænker på, eller ej, for jeg er bange for at friste Gud derved; og dog det er måske noget Snak af mig, for er det netop en vigtig Sag, og man så i fast Tro tager mod Afgjørelsen, som kommer den fra Gud selv, så frister man vel ikke Herren mere end f. Ex. Apostelen, der i fuld Tillid til Guds Hjælp gjør Miraklet; — den Formaning kunde jeg vel derfor have sparet.— Lad mig nu vide, hvad Du tænker på at tale om dernede; Du ved, det interesserer mig. Jeg selv har også nu fået noget lignende Arbejde, naturligvis efter fattig Lejlighed, som man kan have det herinde i vore Forhold, hvor Arbejdet rigtignok ikke kan føre den Velsignelse med sig som i de Forhold, hvorunder Du kan virke; herinde må vi desværre holde os til Theorien, mens I ude hos Jer kan have fuldt op af Praxis. Nu min Virkekreds er da »Klubben«; ja Du trækker vel på Skuldrene og siger: »ikke Andet«, ja det er Småt, men det er dog Noget; og Klubben antog igåraftes med Et et helt andet, alvorligere og bedre Præg end tidligere; først holdt Adolf Hansens Broder, Instrumentmageren, som jo er Medlem, et Foredrag over nogle af de Stemninger, som fremkaldes ved Spiritus, og det så jo ikke meget lovende ud; men så fik vi ovenpå en Discussion igang om, hvad Dannelse er. Dèr havde jeg nu igår skrevet Noget sammen, om hvad jeg forstod ved Dannelse, for siden den Aften, da jeg var oppe hos Dig, har jeg bestandig tænkt på den Ting; og vi fik så en overmåde livlig Forhandling, som satte Sindene og Tankerne i Bevægelse, og hvor jeg navnlig havde den Glæde at blive støttet af Knudsen, der hvad Theorien angår nok er s. 71 på det Rene med, hvad Dannelse er, og af Madsen, der rigtignok lod sine Tanker blive vel meget ved Jorden, men dog viste, at han havde et ganske anderledes sundt Blik på Dannelsens Væsen end jeg havde tiltroet ham; nu kan det vel også nok være, at han på engang er kommet et godt Skridt frem i den Retning; thi Ludvig Trier har skræmmet ham op ved forleden at påstå, at et Menneske ikke kan være dannet uden at kunne Latin og Græsk. Desværre var Kristensen der ikke den Aften, men Forhandlingen var så ypperlig og så varm, at jeg egenlig følte, det var første Gang, Klubben havde været, hvad den skulde, og da vi var enige om, det kom af det Emne, der var bragt på Bane, så besluttede vi at blive i det samme Spor, og jeg skal da næste Gang holde Foredrag om, hvorledes Dannelsen fremavles og udvikles eller med andre Ord om Skolens Opgave og Virksomhed. — Når jeg så er færdig med de Betragtninger, jeg i den Anledning må anstille, så skal jeg have fat i Langes Bog om Skolen og Livet. — Dèr fik jeg da en lille Smule at gjøre; når det blot ikke var såmegen Theori. — Nå det var nu den Klub, men så blev jeg forleden anmodet om at tage Del i et lille Samfund af unge, grundtvigske Theologer, som var ifærd med at danne sig, og jeg gik letsindigt nok ind derpå, da jeg kun kjender så få Studenter og navnlig så få Theologer; så om ikke Andet, vilde jeg gjerne være med for at lære Nogle at kjende. Nu er der blot den Ting i Vejen, at jeg slet ikke kan begribe, hvor jeg skal få Noget gjort ved Theologien, for med Informationer, Skytteri og Forelæsninger har jeg over 40 Timer besat om Ugen, og desuden er jeg Tirsdagaften i »Dansk Samfund«, Lørdageftermiddag ude hos Høgsbro’s og læser højt for Fruen — og det kan jeg ikke godt undvære; det er sådan en prægtig Kone, og lidt Skjønlitteratur skal man da have læst. — Hveranden Mandagaften holder s. 72 vi Klub, og hveranden Torsdag, bliver det vel, skal det lille theologiske Samfund holde Møde; når nu dertil kommer, at mine Timer ligger spredte, og at jeg skal forberede mig til flere af mine Undervisningstimer og på Foredrag til de to Samfund, så kan Du selv regne ud, hvad der bliver tilovers. — Dog det går vel nok; og den Virkelyst og Virkekraft, som lyste gjennem dit siste Brev, den meddelte sig uvilkårlig til mig.

Om Din Plan med Thiersch har jeg ikke endnu nogen Mening; dog skal jeg en af de første Dage se at få læst et godt Stykke i den, så skal jeg nærmere udtale mig om det; heller ikke har jeg talt med Jacobsen om den Ting, for jeg har ikke set videre til ham i den siste Uges Tid. — Den Slags Retskrivningsøvelser, som Du vil have, skal efter kyndige Folks Sigende findes i Læsebøger, og navnlig har man da anbefalet mig 1ste Del af den gamle Skolemands Læsebøger. — Ellers har jeg intet Nyt at fortælle Dig, uden det skulde være det, at jeg ret nu har besluttet at gjøre mig mere Umage med min Skrift; såfremt jeg holder ud i det Forsæt, skal Du herefter få pænere Breve fra mig, hvad det Ydre angår, om det Indre vil jeg kun sige, at som Du bad mig at skrive et Brev med samme Sind, som jeg vidste, dit siste var skrevet med, således er jeg mig bevidst, at jeg har gjort, hvad Du bad om, og jeg vilde blot ønske, Du kunde se mit Sindelag titte frem gjennem de grimme Bogstaver og de fattige Ord. — Dermed kan det nu være nok idag, skriv nu snart og lev forresten vel så lykkeligt og glædeligt som hidtil.

Din Ven
Harald Holm.

Den 22de Okt.