Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1868-10-27)

Det er et langt Brev, du får denne
Gang, som du kan gjemme til en rolig
Time en Aftenstund.
Nørager, d. 27. Oktbr.

Kjære Ven!

Nu er jeg da bleven 20 År, ja Du veed det måskee ikke, at det igår var min Fødselsdag. Det er dog en forskrækkelig lang Tid siden jeg var 10 År. Det er vist den Tid i Ens Liv, som gåer langsomst, for jeg kan ikke tænke mig Andet end, at de næste 10 År må gåe meget hurtigere. Nu skulde man begynde at udrette Noget i Verden, for hvad jeg tidligere har gjort, synes mig for Intet at regne. Nu skulde min lange Udvikling til at bære Frugt. Ja når jeg tænker tilbage på det sidste Decennium, og seer, hvor vidunderlig jeg er bleven ført frem, så kan jeg ikke Andet end tro, at det ikke har været for Intet, og at jeg vel også skal komme på min Hylde; i det sidste År har allerede meget klaret sig for mig. Da jeg var bleven Student, var der Mulighed i mig til Alt, men tilsidst forekom det mig dog, at Theologien måtte være det Rette. Men hvad er det da, der stadig har afholdt mig fra med min fulde Energi at kaste mig over det. Nu, da jeg har læst Nielsens Forelæsninger, kan jeg nogenlunde forståe, hvad jeg husker, jeg tidligere har yttret, at jeg var bange for Theologien og vilde først tage fat derpå, når jeg var bleven sikkrere på mig selv. Hvad han der fremsætter som Nutidens Opgave, forekommer mig aldeles som min. De Forelæsninger har fængslet mig overordentlig. — Hvormange Ting har jeg i Grunden villet være. Damkjær vilde absolut have mig til Jurist og tilbød mig fri Manuduction. s. 74 Min Onkel, som Du så hos os, talte dengang en Aften meget alvorlig med mig, og da jeg gik fra ham, var jeg over-overbevist om, at jeg skulde være Polytechniker. For Listov erklærede jeg engang for ramme Alvor, at jeg udelukkende vilde lægge mig efter Engelsk. Jeg husker rigtignok godt det Blik, han så på mig den Gang med, men han udviklede dog for mig, hvorledes jeg skulde begynde og forærede mig et Lexicon. En af mine Bekjendte vilde absolut have mig til Læge, fordi jeg kunde så godt snakke for mig. Der har vist ikke været noget Fag, som jeg ikke meer eller mindre har tænkt på at tage fat på. Jo, det Eneste var Philologien, navnlig paa Grund af mit dengang voldsomme Had til Latinen. Og så kan Du tænke Dig, da jeg i Sommer, før jeg reiste, talte med Listov, syntes han, at jeg skulde studere Philologi, ikke såmeget for Studiets Skyld, som for hvad det førte til. Ja et bestemt Lærerkald har jeg, og der har været Tider, hvor jeg næsten har betragtet en Timelærers Stilling som Idealet. Nu er dette Folkelige kommen ind med, og der ståer nu et temmelig tåget Ideal for mig: at blive en Folkets Lærer. Hvad jeg nu end bliver, hvortil dette Chaos former sig, når jeg blot vil formå at gjøre nogle Mennesker glade og lykkelige, så har jeg dog ikke levet forgjæves. Jeg troer bestemt at jeg vilde kunne finde mig i at være Almueskolelærer på Landet, men alligevel, det bliver jeg ikke. (Apropos, det glæder mig at see, at der er trådt et Udvalg sammen for at behandle Almueskolevæsenet, jeg havde jo rigtignok tænkt mig, at det skulde vente, til jeg kom i Rigsdagen, men når der blot bliver gjort Noget, så er det jo ligegyldigt, hvem der gjør det). Er jeg nu i Grunden lykkelig. Jo på en Måde, når jeg tænker, hvor godt jeg har det nu, hvorledes Omstændighederne, hvor sort de end have seet ud, dog altid have været i Grunden heldige for mig, jeg mener nu s. 75 ikke de udvortes, men når jeg tilsyneladende har haft Modgang, har jeg dog altid bagefter klart indseet, at det har været til mit Bedste, selv denne lange åndelige Sygdom kan jeg godt forståe, har været en nødvendig Udviklingsperiode. Og jeg har udviklet mig enormt i det sidste År. Hvad var jeg i Grunden, da jeg havde taget Philosophicum; en forfængelig, hovmodig, kjødelig og indbildsk Fyr. Kjødeligheden og Indbildskheden er jeg dog bleven så temmelig fri for, Forfængeligheden bliver man vel aldrig heelt af med. I mange Ting har jeg dog ogsaa opnået en større Klarhed. Jeg begynder dog også at see på mine Omgivelser med andre Øine. Det er dog ikke blot Skygger, eller Kjød og Blod alene, der er dog noget Mere. Men det Ideal, som jeg også i denne Henseende har opstillet, når jeg naturligviis aldrig her paa Jorden.

Min Fødselsdag gik ellers temmelig rolig af, jeg læste som sædvanlig med Børnene, og spadserede derpå hen med dem i en Almueskole, hvor der var Examen. Her måtte jeg i 3 Qvarteer døie denne forfærdelige Udenadsramsen, og der var flere Gange, det kostede mig Møie at tilbageholde Latteren, naar et »Næ« blev anbragt på urette Sted. Skolelæreren inviterede mig til om Aftenen, da Præsten vilde holde et Foredrag der. Efter Bordet red jeg også derhen. Det var en temmelig stor Forsamling, for hvem Præsten så oplæste Evangeliet for 19. Søndag i T., og udfra dette kom han så ved en dristig Vending til de ti Bud, som han gjennemgik det ene efter det andet. Puha, det var forfærdeligt. Bliver jeg Præst, bliver jeg vist i alle Tilfælde ikke en Lovens Prædikant. Han endte jo rigtignok med at pege hen til Nåden, men jeg følte mig så trykket, at jeg ikke kunde blive og drikke The, men kom så snart som mulig op på Skimlen og satte afsted i strakt Carriere. Aftenen gik meget rart og hyggeligt hjem- s. 76 me. — Nei, så var det dog bedre i Søndags. Om Formiddagen kjørte jeg med Grevinden til Vedby Kirke, hvor Rørdam prædikede. Efter Gudstjenesten bad Rørdam mig om at kjøre hjem med sig, og da vi havde slået os til Ro med en Pibe Tobak i hans Stue på Lysten, kom vi som sædvanlig efter nogle Svingninger ind på den kirkelige Stilling. De Par Gange, jeg har talt med ham for Alvor, ender det i Almindelighed med, at han begynder at prædike for mig, og jeg tier bomstille. Det er ellers et prægtigt Menneske. Jeg kan heller ikke sige Andet, end at den kirkelige Anskuelse tiltaler mig meer og meer, og jeg fåer klarere Blik for den store Betydning, den har. Men — Ja dette »men« snubler jeg stadig over. Du skriver, at jeg er kommen til Ro, og forsåvidt er jeg det jo også, da jeg tager mig Alting med større Ro, og skjøndt der nok er Bevægelse i mig, er der dog ikke denne evindelige Uro hos mig. Men det er jo sandt, Troen er en urolig Ting. Genial Mand, den Luther. Nu glemte jeg, hvad jeg vilde fortælle. Om Eftermiddagen gik jeg med Rørdam ud på Marken i et Bondehuus, hvor Nielsen holdt Forsamling. Rørdam kom ganske uventet og blev modtaget med stor Glæde. Hvor der dog var hyggeligt og rart. Det var rigtignok kun en fattig, lille Bondestue, lav til Loftet og på det skurede Bord stode nogle Tællepråse, men Sangen lød så hjertelig, de fattige Folk såe så glade ud, og Ordene kom fra den gamle Nielsens Læber med en sådan Inderlighed og med et sådant Præg af Sanddruhed, at man ikke kunde være Andet end hjertelig glad. Han talte om Himmerig, som begyndte også her på Jorden, og om det Salige i at være et Guds Barn, og det var ikke Hovmod, som en Mand havde sagt til ham, nei det var netop Ydmyghed. Derefter talte Rørdam, og skjøndt han kun vilde sige et Par Ord, blev han dog ved, og det længe. Han talte om Nåden og Freden, som s. 77 overgåer al vor Forstand, og lagde dem bl. A. også på Sinde at kjøbe den beleilige Tid, og at holde Fred med Alle, så vidt det stod til dem; jeg forstod ham så godt, da han fortalte dem, hvor der dog kunde blive som et lille Himmerig for dem, når de beflittede dem på det. Det var et Troendes Samfund, og hvor rigt var dog Alt her i den fattige Stue i Modsætning til Dagen efter; her var det den myndige Præstemand, der formanede sine Sognebørn, ikke engang et Fadervor blev bedt, dèr var det et Menneske som vi Andre, der talte med sine Brødre og Søstre, det ene Sted Loven, det Andet Evangeliet og Kjærligheden.

Du gad vel i Grunden vide, hvordan det gik med Grevinden. Ja, de første Dage var jeg meget taus og beskeden over al Måde. Men det blev dog for kjedelig både for hende og mig, og så var det jo rart jeg blev mig selv igjen, som Frøken Nissen sagde. Meget elskværdig Pige ellers, vi ere meget fortrolige. Men der er dog ikke det Forhold mellem Grevinden og mig, som jeg vilde have. Men det er i Grunden også formeget at forlange. Jeg har betydet hende et Par Gange, som f. Ex. idag, da jeg imorges lykønskede hende, at hun kunde jo sige mig, når der var Noget i Veien, men denne Leven på Afstand med Folk, som jeg skulde leve sammen med, det kunde jeg ikke finde mig i, og hun forsikkrede mig, at hun holdt meget af mig, som jeg forresten også godt troer, men stakkels Kone, hun er noget nerveus i denne Tid, hun skal nok med det Første have en Lille. Og hvor inderlig god og elskværdig hun er, så kan man jo nok forståe, at hun dog føler sig som Grevinde, og jeg er et tjenende Væsen. Måskee det er det, jeg ikke har forstået. Denne formelle Side af Livet, som hun er opdraget med, den har jeg nogen Vanskelighed med rigtig at få Greb på. Det gik op for mig før ved Frokosten. Det er nemlig hendes Fødselsdag idag, og s. 78 bl. A. er her også en Baronesse Pechlin. Det er rigtignok en Dame, hendes Holdning, Manerer, Slæbet på hendes Moirékjole, Alt var så typisk.

Jeg begyndte forleden Dag på et Brev til Dig, hvor jeg anstillede nogle Betragtninger over Venskabet. Det var nemlig i Anledning af et Brev, jeg fik fra Bøcher. Han har rigtignok Grund til at være vred på mig. Jeg holder i Grunden så meget af ham, han har været meget for mig. Jeg skrev ham altså til, hvorledes Sagerne stod, og fik et rart Brev fra ham igjen, så mildt og kjærligt, og dog — atter et »men«. Du må have Tålmodighed, nu kommer Turen til Dit Brev.

Vi har nok læst hinandens Breve omtrent på samme Tid, jeg fik også først Dit Søndagmorgen. Blev Du glad, så kan Du tro, jeg blev det ikke mindre. Det er dog velsignet at vide, man har en Ven, som kan forståe En. Thi det er ikke nok, at man holder af hinanden, man må også have nogenlunde fælleds Interesser. Selv om man så er lidt uenig i Småting, desbedre. Hvad Formaningen angåer, så har Du ganske Ret i Småting. Jeg kjender det så godt. Men hvor det angåer Ting, der er afgjørende for Livet, der troer jeg rigtignok godt, man tør fæste sin Lid til sådanne Ting. Og det er jo også din Mening. Hvad jeg vil tale om, veed jeg nok i al Almindelighed, men hvordan jeg vil begynde, veed jeg rigtignok ikke ganske bestemt endnu, skjøndt der ikke er mere end 8 Dage til. Jeg har naturligviis nok tænkt derpå, men det vilde fornøie mig meget at høre din Mening. Du skal nok fåe at vide, hvad jeg har sagt. Skriv endelig meer både om Klubben og Samfundet, så kan jeg jo også fåe Gavn deraf. Du forstod nok, hvad jeg mente den Aften, at Dannelsen var kun sand, forsåvidt den var begrundet i en ethisk Dannelse, som fra mit Standpunkt falder sammen med en sand, christelig Oplysning. — Så er der om Skriften, det kan jeg s. 79 nok snarere tage mig af, jeg vil sige dig, at dine Breve altid have været meget tydelige og pæne skrevne.

Det var jo ellers en meget behagelig Måde at tilbringe sin Fridag på, nu vil jeg gåe mig en Tour for at fåe Appetit til Middagen. Ikke sandt, det lyder godt. Nei, jeg troer dog hellere, jeg vil læse lidt. (Ellers læser jeg sjælden mine Breve igjennem, men dette vil jeg læse 2 Gange igjennem, man holder dog så meget af sig selv!)

Hvad jeg har skrevet deroppe om den sande, chr. Oplysning er vistnok ikke rigtig, ialtfald ikke fra Skolens Standpunkt, hvor det vel kun kommer an på i den Henseende at udvikle Evnen til at tro.

Aften, s. D.

Jeg håber, Du påskjønner den Ære, at det er det første Brev, jeg skriver i det nye År, Du fåer. Nu er da den Dag gået. Mennesket er dog et løierligt Væsen. Nu sidder jeg i bedste Velgående og ryger min Pibe, før i Eftermiddag, da jeg et Øieblik kom over på mit Værelse, var jeg bundulykkelig, over hvad? over Intet eller Alt, hvad Du vil. Middagen gik da, jeg blev stablet op ved Siden af en ung Comtesse, som jeg forresten har gjort Uret. Det er i Grunden en ganske rar Pige, men dengang forekom det mig utålelig at skulle sidde der lænket ved Siden af sådant et Væsen, som jeg, efter hvad jeg havde hørt om hende, kun ansåe for en levende Udgave af Baron Fresnes, om selskabelig Tone eller hvad det hedder. Ergo sagde jeg kun et Par Ord om Veir og Vind. Det er dog forunderlig, hvor Djævelen kan tage sig en Engels Skikkelse på. Af den ganske rigtige Sætning, at man skal ikke smigre for Nogen, kan Du måskee tænke Dig, at Fristelsen ligger nær for en Natur som min til heelt at kaste Vrag på denne Slags Mennesker, idet jeg siger til mig selv, s. 80 det er mig aldeles ligegyldig, om de Folk synes om mig eller ikke, hvad kommer de mig ved. Og der er dog navnlig blandt den oprindelige Deel af Aristokratiet mange fortræffelige Mennesker. Hvormange Retter Mad eller at vi fik 5 Slags Vine, interesserer dig vist ikke synderlig. Men måskee spørger du om, som Professor Lehman spurgte mig om, hvad taler den Slags Mennesker om. Ja de taler som andre Mennesker. Da jeg om Eftermiddagen kom ind i Salen, hvor alle Damerne var samlede, talte de om deres Bekjendte, og fortalte morsomme Anekdoter om dem, men det er jo i Almindelighed kun om Grevinder, Excellencer og den Slags Mennesker. Herrerne strides imidlertid inde i Grevens Stue om Udstyknings- og Sammenlægningsfrihed, hvor den stakkels Rørdam måtte holde Stand mod 2 Grever. løvrigt er det slet ikke så vanskelig, som man skulde tro, at være sig selv, navnlig i denne Kreds; hvis man kan sige Noget, der er Noget ved, lyttes der med Begjærlighed dertil; kan man ikke, giver man den beskedne unge Mand og kjeder sig med Anstand og tier stille. Det er ganske heldig for mig, deels at jeg kan spille, deels at her er En, jeg kan spille fiirhændig med. (Nu siger Vægteren, at det er på Tide at gåe i Seng, og da jeg ikke kan nægte, at jeg er træt, så vil jeg holde op, så kan Du få mere en anden Gang. Jeg finder, det har været et meget indholdsrigt Brev.)

Men før jeg slutter, kan jeg dog ikke Andet end rette det samme Ønske til Dig, at ligesom Du nu seer, jeg åbner mit Hjerte for Dig, så gjør Du det Samme for mig. Det gjør så godt. Det har Du vist også mærket, jeg har følt ved dette Brev, og hils så Trier og Jacobsen

fra din hengivne Ven.

s. 81 Tak for Bøgerne. Såsnart jeg har fordøiet Nielsens Bog, skal jeg sende. Jeg gjør mig forresten Samvittighed af, at Du har sendt den, da jeg vidste, Du vilde læse den, men jeg trøster mig med, at Du har travlt. løvrigt må Du absolut læse den, det er ligefrem nødvendig. — Før jeg bliver mig selv rigtig klar angående mit Forhold lige overfor Bøcher, må Du endelig være meget varsom. Jeg håber, Alt skal blive godt; og lev så rigtig vel for denne Gang, kjære Ven.