Kjbhvn., den 18. Nov. 1868.
Kjære Ven!
Til en Begyndelse vil jeg da sige Dig Tak for dine Bemærkninger til mit Foredrag. Det var rigtignok kun et temmeligt ufuldstændigt Uddrag. Du fik, men det var dog nok det Bedste; navnlig havde jeg udeladt Adskilligt, som jeg især ved Kristensens ypperlige Bemærkninger havde indset var rent Galt, eller i alt Fald overilet; der var sådan mange Meninger, jeg udkastede, som jeg siden godt indså, jeg slet ikke selv forstod, endsige delte; men Du kan jo nok forstå, s. 102at efter min hele Udvikling er der mange af de grundtvigianske Tanker, jeg har optaget uden Prøvelse og vil hævde uden at have tilegnet mig dem. Det kommer af en sørgelig Mangel på Selvstændighed og af Fejghed; da jeg nu engang er såmeget inde på den Tanlkegang, tør jeg ikke stå imod; trods al min kritiske Sands, forstår jeg dog dèr kun dårligt at vrage. Jeg har i den senere Tid, netop siden jeg holdt hint Foredrag, set min Uselvstændighed og Ubetydelighed klarere end nogensinde, og det har skåret mig i mit Hjerte; men det er allerede Begyndelsen til at det kan blive bedre. Hin Aften var det først Kristensen, der åbnede mit Øje; han har selv gået en brusende grundtvigiansk Gjæring igjennem; nu er han kommen til Ro, han er nu mer selvstændig end de Fleste, jeg kjender, og dog er han bestemt Grundtvigianer. — Så kom dit Brev, og dine venlige Ord om Grundtvigs stillestående Tilhængere, de stak mig som den bittreste Bråd; jeg følte mig truffet: og så havde jeg endelig igår en Samtale med Bøcher (som jeg forresten kom til at holde meget mere af end før; vi har jo så sjælden talt sammen), vi talte om Grundtvigianismen, og da jeg gik fra ham så jeg dens Fejl bedre end før. Jeg fattede såmange Forsætter om at rive mig løs fra Umyndighedstilstanden, jeg var i; og jeg længtes fremad ud af alle de hæmmende Skranker. Jeg var så glad, at jeg løb igjennem Gothersgade syngende halvhøjt. — Dog om min Samtale med Bøcher mere siden. Nu blot Lidt om dine Bemærkninger til mit Foredrag.
Den Modsigelse, Du mener, der findes imellem min Bestemmelse af en dannet Mand og det Udsagn, at selv en Sælgekone efter min Mening kan være dannet, den kan jeg ikke se. Den Dannelse, jeg taler om, er en almenmenneskelig, som ikke kan være udelukket ved nogen Livsstilling. Jeg ved meget godt, at der kun er en ganske enkelt, og s. 103måske slet ingen Sælgekone, der er dannet, men jeg har jo også blot hævdet, at hun kan være det. Dannelse er ikke bundet til visse Livsstillinger og udelukket fra andre. Den første Betingelse for Dannelsen er den, at man er sig selv og det i en god Betydning, og at man så har Øjet og Hjertet åbent for Livet omkring En, kan tage Del i det Liv, der kommer ind på En, kan udfylde sin Plads som Menneske i den Stilling, man står i, og har Forstand til sin Gjerning i Livet; og det mener jeg en Sælgekone ligesågodt kan som enhver Anden; ikke at der er Mange, der gjør det; og det skal jeg villig indrømme, at en sådan Kones hele Livsvilkår gjør hende det vanskeligere at komme videre i Dannelse end det er for de bedre stillede. Hun kan være dannet, men må vel være det i en ringere Grad, end de er, der stå i friere Stillinger. — Det var én Ting. Så er der det med Hjertets Dannelse. Der kan vi vist nemt blive enige. Jeg har hele Tiden kun talt om, at det er Skolens Opgave at fremkalde Dannelse og befæste den, ikke at fuldende den; det gjælder om at begynde Dannelsen, som så siden i Livet skal udvikles; der skal plantes en Spire, og den skal drives frem til den kan tåle Vind og Vejr, så skal den voxe frem i det Fri og udvikles; og der er det nu jeg mener Hjertets Dannelse er det Vigtigste, fordi den må være det Første. Først Kjærlighed til en Ting så Forståelsen. Man kan ikke begynde med Klarheden. Og nu Forstandens Udvikling, ja der vil jeg naturligvis have den skal fremhjælpes hos Barnet, men Forstand og Forstand er to Ting. Der er theoretisk Forstand og praktisk Forstand, Forstand på Livet; se den siste er det jeg mener det gjælder om at få frem og den kan dejlig udvikles ved Historien, Naturhistorien, Geografien, Mythologien og hvad jeg ellers tænker mig aldeles nødvendigt i en Skole; Udviklingen åf den theoretiske Forstand er jeg langt s. 104fra at kimse af, den grammatiske og mathematiske Forstandsudvikling har meget at betyde, og hører i mange Henseender med til Dannelsens videre Udvikling; men Et er fornødent, og jeg taler hele Tiden kun om det, som aldeles nødvendig må høre med til at fremkalde og befæste en sand almenmenneskelig Dannelse, der kan være fælles for alle Mennesker, siden vi Alle har et fælles Ideal. — Geografiens Betydning havde jeg ganske rigtig set noget bort fra, men hvad Naturhistorien angår er vi vist enige. Jeg vil have, at Læreren først skal se at gjøre Naturen levende for Barnet, så det kommer til at elske den; så skal han fremstille de enkelte Dyre- og Planteformer, men således at han først og sist lægger Vægten på at påvise Åndens Virken i Naturen gjennem den Fornuftighed og Hensigtsmæssighed, der åbenbarer sig i den. — At man kan opdrage Børn på mangfoldige Maader og det f. Ex. også ved Sprogundervisning o.d. 1., det indrømmer jeg villigt, og måtte være blind for at kunne nægte det, men den Undervisning, jeg tænker mig, holder jeg naturligvis for den bedste, som den der nemmest vil føre til Målet: almindelig Dannelse. — Om den fri Opdragelses Vederstyggelighed skal jeg fatte mig kort; jeg ser meget godt det Slemme og Farlige, den kan misbruges til at fremme, men på den anden Side tror jeg dog Retten er på dens Side; og det, Du mener er det Modsigende og Gale i den, vil Du sagtens finde, dog ikke er så galt endda. Den vil på engang lede Børnene, siger Du, og dog betragte dem som Væsener, der kan lede sig selv; og det er sandt, det vil den; dens Princip er det at lede Menneskene til at lede dem selv, at lede dem således frem, at de den hele Tid leder sig selv; og deri er Du naturligvis enig. Det er som jeg i Aftes hørte Pastor Brandt fra Rønnebæk sige i »Dansk Samfund«: »Menneskene er ikke Lerklumper, der alle skal dannes i s. 105samme Form, men det er Plantespirer, man skal hjælpe frem.« — Det er den fri Opdragelses Theori, men desværre svarer naturligvis Praxis ofte ikke dertil; det er en anden Sag; mit Foredrag holdt sig imidlertid til Theorien, og jeg følte det hele Tiden, hvor lidt sådan en Theori har at betyde, når ikke Praxis træder forklarende og bevisende til. Man kan tvistes fra nu og til evig Tid om Opdragelsens Theori; det eneste fuldgyldige Bevis, der kan føres for dens Sandhed er det, at den kan trænge igjennem og bære god Frugt. Livet er Dommer i sådanne Ting. Theorien tror jeg, jeg er klar over, blot jeg måtte kunne udføre Lidt af det, jeg har set i Fantasien; men dér kniber det; jeg vilde ønske, jeg havde en Skole, hvor jeg strax kunde begynde, som jeg selv vilde, så kunde jeg først få ret Sikkerhed.
Nu var det da mit Besøg hos Bøcher. Igårformiddags gik jeg op til ham; han sad og skrev til Dig, da jeg kom. Først talte vi lidt om Vind og Vejr, så ledede jeg da Talen hen på Dig, og B. kom da snart frem med sin Frygt for at Du skulde blive Grundtvigianer, og som jeg nok havde tænkt mig, den Aften i Theatret havde gjort stærkt Indtryk på ham, han var blevet bange for, at Du var kommet dertil, at Du ikke længer kunde nyde Kunsten og Skuespillet og vel egenlig heller ikke den almenesthetiske Litteratur, som dog må være de Områder, hvorpå alle Dannede burde kunne mødes; at man tabte Sandsen for dette, anså han for at være Noget, som var uadskilleligt forbundet med Grundtvigianismen, og jeg gav ham for såvidt Ret, at jeg indrømmede, at Gr. på Grund af de mange andre Sider af Livet, den har draget frem, hidtil næsten ganske har overset Kunstens Værd; men det mente jeg netop var en af dens Udskejelser eller Udarteiser, og jeg tænkte, at det var i alt Fald kun et Gjennemgangstrin for Gr.; den måtte også komme s. 106dertil, at den ydede Kunsten sin rette Anerkjendelse; thi intet Åndeligt er den fremmed; men med Dig mente jeg nu heller ikke der var nogen Fare i den Retning, og det havde Du da også selv søgt at vise ham før Du rejste. Så kom vi da til at tale om Grundtvigianismen overhovedet, og skjønt han tildels kun kjendte den gjennem temmelig vrange Fremstillinger og således som den fremtræder hos Jacobsen, så var jeg dog glad ved at tale med ham om det; han havde mange sunde Tanker og Indvendinger mod flere Enkeltheder, mit Syn blev, som jeg før sagde, skærpet for mange Skævheder, og jeg kom til at se dybt ind i mig selv; alligevel var jeg ikke enig med ham i Meget; men vi fik dog udtalt os om den Ting for hinanden. Så spurgte jeg ham da, hvorfor han var bedrøvet over, at Du tegnede til at blive Grundtvigianer i mange Stykker, skjønt både han og jeg var enig i, at din Selvstændighedsfølelse vilde hindre Dig i at blive en af de crasse Grundtvigianere, som vi begge fandt bedrøvelige. — Ja, ser Du, sagde han så, det er ikke for Skrøders Skyld; for jeg tror nok, at han vil føle sig lykkeligst ved den Anskuelse, han nu efterhånden kommer til; men det er for min egen Skyld; jeg holdt såmeget af ham; han var min Ven; og det er så tungt at miste en Ven; og det er det jeg tror, jeg vil komme til, hvis Skrøder bliver Grundtvigianer; for så er der ikke mere Berøringspunkter mellem os; med en Gr. kan man ikke ret vel være Ven for hans Tanker drejer sig kun om Et, går kun i én Retning; han kan ikke mødes med en Anden på Kunstens og Litteraturens Områder. Selv om Skr. ikke bliver nogen ivrig Gr., hvad jeg ikke tror, så vil jeg dog miste en Ven i ham, og det er det, som bedrøver mig. — Sådan sagde han og meget Mere, og det var rart at se, hvormeget han holdt af Dig, skjønt rigtignok Egenkjærligheden spillede slemt s. 107ind med; dog hvor er vi fri for den? — Jeg forklarede ham da, hvor godt og befrugtende det kunde være for et Menneske som Dig at komme i Berøring med sådanne Grundtvigianere, som Du derude traf, da dette Parti jo bevislig er det, hvor det meste og det stærkeste åndelige Liv er i vor Tid og herhjemme, og da det Gode hos dem mer og mer vinder Terrain og overvinder selv de skarpeste Modstandere, fordi der er Ånd deri, og Ånden gjennem Livet stadig giver Kraftbeviser for sin Sandhed og Tilværelse. Han kendte kun Gr. gjennem deres Udskejelser og de skræmmede ham; og desuden viste jeg ham, hvorledes den i mange Stykker ivrige Gr. Prof. Flor og den ivrige Grundtvigianerhader Prof. Clausen trods dette dog bestandig har været og endnu er rigtig gode Venner; og desuden tog jeg Exempel af Kristensen, som Bøcher kjender godt og holder meget af. Kunde Du ikke, tror Du, være Ven med et Menneske som ham trods det, at han er Grundtvigianer? — Jo, det kunde han godt, men Kr. var også nu så rolig og alsidig. — Ja, han har løbet Hornene af sig; hans Selvstændighed har bragt ham til at kaste alt det grundtvigianske Påhæng bort, som dog ikke var hans eget; men hvilken uhyre befrugtende Indflydelse har ikke Gr. haft på ham? han var neppe kommet så vidt uden den. Han er Gr. endnu, men alligevel sig selv. Tror Du ikke det kunde være godt for Skr. om det gik ham således, jeg tror det, og jeg tror hans Natur vil fri ham fra Farerne, såvel som Kr. er undsluppet dem; og så kan han jo være din Ven endnu. Ja, Bøcher mente vel også selv, han havde været for bange for Din Grundtvigianisme. — Forresten blev der talt Mangt og Meget, som jeg ikke nu kan skrive her, men som vi vist begge var glade ved. 2 Timer sad vi sammen, det var rart kan Du tro. — Nu vil jeg blot ønske, det havde hjulpet lidt til at fremme den gamle Forståelse mellem jer.
s. 108Mens jeg er ved Bøcher, så bad han mig igår (Onsdag) Formiddag om at skrive til Dig om Langes Bog; han er blevet krævet for den fra Bibliotheket; Du må sende den ind med det første. — Bøcher har jo nu opgivet Engelsk nede i »Velgjørenheden« og Adolf Hansen har fået det istedet; han er imidlertid en uvant Lærer og navnlig ikke kjendt med Listovs Bøger og Methode, kunde Du ikke tjene mig i, i nogle ganske få Ord at antyde det vigtigste af den Fremgangsmåde, de kræver; så kunde det vist være ham til megen Hjælp. Jeg har givet ham nogle Vink, men kjender jo selv så lidt til Sagen; kan Du give mig nogle Oplysninger, vil jeg vist også selv kunne have lidt Gavn deraf.
Nu har jeg så dårlig Tid til at skrive mer, hvis jeg vil have Brevet afsted i Aften; blot har jeg nu læst endel i Thiersch, synes udmærket godt om den, men ved ikke ret, om det kan betale sig at oversætte den; den er jo nærmest for theologisk Studerende, og de behøver ingen Oversættelse, så det skulde da være for Lægmænds Skyld; jeg mener nu, at mange Lægmænd vilde kunne læse den med stor Glæde, men vi har alt adskillige gode Kirkehistorier på Dansk også om dette Tidsrum i Hammerichs, Melbys o. a., rigtignok er de kortere og mindre udtømmende, men så har vi jo Biblen selv og mange Skrifter fra den ældste Kirke (ligesom Eusebs Kirkehistorie) oversatte på Dansk; dem vil de opvakte, lærelystne Lægmænd kunne ty til, og jeg tror, Du vilde have meget vanskeligt ved at finde en Forlægger; jeg kan da ikke endnu se, at det er aldeles nødvendigt at oversætte den, men jeg kan måske ved nærmere Bekjendtskab til den skifte Mening, og vil den afhjælpe et stort og føleligt Savn, så skal Du naturligvis tage fat, men derom skal jeg udtale mig nærmere, når jeg får læst den ud. Ja, jeg havde rigtignok meget Mere om vort theologiske Sam-s. 109fund, hvor vi forhandlede om »Apokatastasis«, om Klubben med »Kvindens Emancipation«, om »Dansk Samfund«, om en påtænkt Adresse fra theologisk Studerende og Præster, om at Præsten må få Lov til at kæmpe under lige Vilkår i Krigen med Fædrelandets andre Sønner, om en Forhandling forleden i »Theologisk Samfund« om de Gejstliges og Kandidaternes Eder, hvor man udtalte sig ved en Dagsorden mod alle disse Eder, om R. Nielsens Forelæsninger, der begyndte igår, om Bjørnsons »Arne«, som Du absolut må læse, hvis du ikke kjender den, om Theatersagen, om — Nej stop! om hundrede forskjællige Ting.
Skriv nu snart og lad mig høre lidt om Aftenskolen, jeg længes. Lev så vel!
Din Ven
Harald Holm.
Jeg sagde ikke Bøcher, at Du havde bedet mig gå op til ham, skjønt jeg nok lod ham forstå, at jeg havde kunnet mærke, der var Noget i Vejen mellem Dig og ham.
(Mit smukke Forsæt om Skriften, ser Du nok, er ikke blevet til Noget, for Du vil vel ikke påstå, dette er »pænt« skrevet.)