Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1868-11-24)

Nøragerd. 24. Novbr.

Kjære Ven!

Du kan tro, jeg længtes dennegang efter Dit Brev, navnlig for at see, hvilket Indtryk Du havde fået af Din Samtale med B. Og har Du tidligere taget ham i Forsvar ligeoverfor mig, saa vil jeg nu også sige, at vi kan have rigtig godt af s. 110 begge to at have ham med, ikke blot, fordi han kan undertiden velgjørende dæmpe vort ungdommelige Mod, men han er også som min Moder kalder ham, hendes (og vor) Forfrisker. Nu tænker jeg, det er godt igjen, og nu håber jeg, at I to stadig skulle lære hinanden bedre at kjende, det vil vi alle tre have rigtig godt af. Nu til Dit Brev. At den sande Dannelse må være almeenmenneskelig er jeg ganske enig med Dig i. I mit Indlæg vilde jeg blot hævde den vidende Side af Sagen, fordi det forekom mig, at Du havde overseet den lidt, og ganske enig er vi vist heller ilkke. Jeg troer ikke, at man ved Underviisningen aldeles kan skille Hjertets og Forstandens Dannelse, eller at man kun skulde kunne vække Barnets Interesse ved at fortælle det Historier (ja Du forståer mig vel nok). Som f. Ex. ved Underviisningen i Engelsk som jeg jo kjender bedst. Der er hos Barnet en Trang til at komme frem, og når den bliver tilfredsstillet uden at det dog bliver overlæsset, så fåer det Interesse for det Fag. Det er således en Fornøielse, hvor man har kunnet see, at nu f. Ex. dette Engelske har moret Børnene. Hovedsagen er jo, at man søger at sætte sig på Barnets Standpunkt, hente sine Exempler fra dets Sphære og så drage det op til sig. Medens jeg er herved, vil jeg meddele Dig et Par praktiske Bemærkninger til A. H. Da det er det første fremmede Sprog, Barnet føres ind i, må man være varsom med ikke at overlæsse det med for megen Grammatik og i den Henseende slutte sig til den danske Underviisning uden naturligviis at lade sig binde af denne. løvrigt kommer det an på i dette Fag som i ethvert andet at lære Barnet at lære, altså vænne Barnet til Grundighed og Nøiagtighed, ikke gåe videre førend det Læste er lært og naturligviis ikke give Meer for, end man veed, Klassen i sin Heelhed kan tage imod. Jeg har altid pleiet først selv at læse Gloserne til det følgende Stykke op, dernæst lade s. 111 Drengene læse dem op i Kor og endelig ved at spørge enkeltviis forvisse mig om, at Udtalen er lært. Gl. har jeg fordret lært bestemt, men kan de dem, så kan de også Stykkerne, så at der ikke behøves meget Hjemmearbeide. Gloserne må altid staves ligesom også de danske Stykker, de engelske Stykker har jeg taget deels fra E til D, deels omvendt. Det er meget gavnligt, ikke at tage for meget indenad, men hovedsagelig, at Læreren spørger, ligesom det er heldigt, at Læreren selv laver nogle Exempler af de givne GL, hvortil han kan benytte Tillæget i den nye Udgave. Så må man see at gjøre det så livlig som mulig ved at springe, o.s.v. — Hvad den frie Underviisning ang. så er jeg ganske enig med Dig, det er også mit Ideal, jeg har i dette Tilfælde ligesom Bøcher kun seet på Vrangsiden. Oversættelsen af Thiersch er dog nok ikke så nødvendig, det var i Øieblikkets Ivrighed jeg greb fat på det Første det Bedste, men har min Udtalelse gjort, at Du har læst Bogen, har den ikke været forgjæves, for det er en god Bog. Jeg vilde ønske jeg kunde høre R. Nielsens Forelæsninger, jeg brænder efter at see hans Religionsphilosophi, nu skal jeg snart sende hans Bog, Du længes vel også efter den. Såfremt Du har et eller andet Hefte Forelæsninger færdig, vilde det være prægtig, om jeg kunde låne det en kort Tid. »Arne« fryder mig i denne Tid, jeg begyndte igår på den, man vil så gjerne selv være genial, og enhver Beskrivelse af et sådant Væsen tiltaler En derfor mægtig, jeg troer dog, at man har ganske godt af (som jeg forleden Dag) at indsee, at man er et ganske almindeligt Menneske.

Nu Aftenskolen, Du kan tro, vi havde det rart i Fredagsaftes. Der var kommen en Deel sammen, som ellers ikke gik på Aftenskolen, bl. A. en prægtig, ung Gårdmandssøn, som har været 2 Halvår, respective på Grundtvigs og Triers Høj- s. 112 skole. Først sang vi nogle Sange. Derpå fortalte jeg Sagnene om Kette og Viggo, Vermund og Uffe, og sagde et Par Ord derom, ligesom også gamle Nielsen knyttede nogle Bemærkninger dertil. Så sang denne unge Mand nogle Sange og læste så (rigtig godt) en Deel af Bjørnsons »En glad Gut«. Der var så hyggeligt og rart, og Du kan tænke, jeg var glad, da jeg vandrede hjem. løvrigt vil det vare Noget, førend jeg fåer lært at udtrykke mig jævnt, jeg fortalte også altfor hurtig. Jeg kan hilse Dig fra en gammel Bekjendt, Frk. Bertha Reimers, det er vist en prægtig Dame, hun skal giftes med en Pastor Grove-Rasmussen til Foråret. Hun var særdeles glad ved Dit Besøg derovre. Jeg havde i Grunden så meget Andet at fortælle Dig, men nu må Du lade Dig nøie denne Gang, og må jeg bede snart om et rigtig rart Brev.

Hils Alle fra
Din Ven.

Til Bøcher har jeg skreven om en Bog til min Dreng, hvis Du eller han kan fåe fat i sådan en, så send den lidt tidlig, jeg vil helst have Kredit til Nytår. »Helge« var den ikke passende.

Du synes vist, det er et kjedeligt Brev, men jeg begynder at blive lidt tom, seer Du, jeg håber ikke, Du lader Dig afskrække.