Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1868-12-05)

Nørager, d. 5. Dec. 1868.

Kjære Ven!

Du er jo rigtignok den største Skurk således at glemme mig, og Du veed jo dog, hvor jeg længes netop efter Dig. Bøcher har heller ikke svaret, Arup har jeg selv ikke skrevet til, så hvis ikke min Moder trolig holdt ud, måtte jeg jo s. 113 savne al Underretning fra Kjbhvn. Da Du er den, der har meest Skyld i mine Øine, så fortjener Du den største Straf, og den grusomste, jeg kunde finde netop ligeoverfor Dig, det var - atter at skrive. Og jeg vil gjøre det endnu iaften, medens jeg endnu kan det, for jeg håber, det blev forsilde imorgen. Nei, hvor jeg skal drille Dig med f. Ex., at det gåer bedre og bedre med Aftenskolen. Tænk Dig min Forbauselse, da jeg igår kom derned og på Grund af det mørke Veir ikke ventede at træffe Nogen, at see Skolen fuld af Mennesker. Der var en 40 samlet. Du kan tro, det er fornøieligt, jeg har selv så godt af det. Nu kan jeg da tale så langsomt, at de kan følge mig. Hidtil har jeg indskrænket mig til at fortælle et Sagn og Iknytte nogle Bemærkninger dertil, næstforrige Gang var jeg nær blevet lidt for fri, idet jeg ved Fortællingen af de 3 deilige Qvindesagn begyndte at rakke ned på deres Kjæresterier, men skjøndt Nielsen ikke fandt det upassende, troer jeg dog for min egen Skyld, at det ikke vil være ganske heldigt. Den Nielsen er en Perle, iaftes sad jeg bagefter og snakkede med ham en Timestid, medens hans Kone opvartede os med Chokolade, til Slutning sang vi så en Psalme, hvorpå jeg reed hjem i et fortryllende Måneskin. En så reen Glæde som jeg har følt, når jeg er kommen fra disse Møder, havde jeg næsten ikke troet, kunde blive mig tildeel. Du kan tro, jeg er taknemlig derfor. Nå! kan jeg ikke drille Dig. Det er bedst, Du fåer lidt meer af samme Suurdeig. I Tirsdags var jeg på Lysten. Først snakkede jeg en Deel med Rørdam, som fortalte mig om Conventet i Korsør, og om Brandt, som han beklagede ikke var frisindet nok. Han gik ud fra, at al Tvang i åndelige Sager var en Uting. Ingen skulde tvinges til at betale til en Præst, når han enten var Vantro eller ikke syntes om ham, Menighederne skulde selv vælge deres Præst, som dog skulde være theol. Cand. osv. Jeg var fuldstændig s. 114 enig med ham deri, og jeg håber også engang, at vi skal komme så vidt, men, som Du kan begribe, indvendte jeg ligeoverfor ham de praktiske Vanskeligheder. Medens vi sad og talte, kom to Bondekoner ind. Det var to Pragtexemplarer. Den ene, Bekkasin, sværmerisk, meget talende, men særdeles begavet. Det var første Gang jeg hørte sådan en fattig Kone udtale sig med sådan en Erfaring om de store Personlighedsspørgsmaal. Imidlertid vilde R. slet ikke vide Noget af hendes Rørelser og Længsler, men viste hende stedse, at det kun kom an på, om man kunde sige ja til Forsagelsen og Troen, for så havde man den Helligånd, medens han naturligviis ved hendes Bekymring for Biblen fastholdt den som Lærenorm. Og da hun yttrede, at hun syntes stedse, som hun kom frem, blev hun en større Synder, sagde han, at Christus var ligesom et Bjerg, der syntes større som man kom det nærmere. Den anden Kone var som skåren ud af den danske Natur. Sagde ikke meget, men hvad hun sagde, ramte Sømmet lige på Hovedet; det var forunderlig rørende at høre hende sige, ja, vi er jo jordisk fattige Folk, men rige i Gud, og der lyste også sådan en inderlig Glæde ud af hendes Øine. Jeg havde selv så godt af denne Samtale.

Det var det Bedste af, hvad der er hændet mig i den sidste Uge, som jeg veed at fortælle Dig, hvad der gik for sig i Ugen iforveien, husker jeg ikke meer, jo Pastor Hoff var her forrige Fredag og talte meget rart.

Naa, jeg mener, jeg kan drille, men Du har min Tilgivelse forud, når Du blot snart vil skrive, for Du kan da forståe mig. Så fåer jeg et Brev fra en Slægtning forleden Dag, som havde hørt Noget om denne Aftenskole og nu meente, at det ikke kunde gåe an for Grevens Skyld, som det godt kan. Og har man fået et Kald, så er det da forat man skal følge det, selv om man derfor skulde bryde med andre Ting; når man s. 115 blot ikke selv forskylder det, fåer man nok noget Andet igjen. Skjøndt det var måskee for overmodig sagt.

Nu må Du snart skrive, Du skal ikke være bange for at komme med et Discussionsemne, så fåer jeg lidt at grunde på. Bogen, jeg skrev om, kan det være det Samme med. Jeg glemte en Bemærkning ang. det Engelske, at det ved det som ved alle andre Fag kom an på, at Drengene ikke fik Noget for hjemme, som de ikke forstod til Punkt og Prikke, og at man helst må lade Børnene selv gjennemgåe Lectien.

Lev nu vel og hils Alle fra
Din Ven.

Er Du så god strax idag at besørge indlagte Brev til min Moder (Åbenrå 24—3.).