Kjbhvn., den 13de Dec.
Kjære Ven!
Nu er Hammerich da færdig med sin engelske Kirkehistorie, og jeg har da også lige til for et Øjeblik siden s. 124været bestemt på at sende Dig mine Hefter, men nu har jeg fået andre Tanker. Du ved måske nok, at H. tit taler temmelig utydeligt og især, når han dikterer Paragrafferne; da det nu tilmed er vanskeligt at forstå de engelske Navne, som man aldrig kan vide, hvordan de slkal staves, så kan Du nok begribe, at der er mange Huller; se dem vilde jeg gjerne have udfyldt, før Du fik Hefterne, og overhovedet vilde jeg nok have set dem igjennem først, for at Du dog ikke skulde se alle mine Dumheder og slippe for såmange Fejl som mulig; desuden er det jo også nemmere, at Du enten får dem med, når Du kommer i Julen, eller at jeg sender dem ved Lejlighed, når jeg får flere Ting at sende ned til Dig; det synes mig så tosset at sende de to Hefter alene.
Egenlig satte jeg mig til at skrive for at sende Dig de tit omtalte Hefter, men skjønt det nu ikke er blevet til Noget, er jeg dog glad ved, at jeg har fået Pennen på Gang; ikke fordi jeg har Noget at fortælle, som der er Noget ved, men jeg har dog Lyst at snakke lidt med Dig. Først vil jeg da melde Dig, at Brevet til din Moder blev besørget i rette Tid, og at den Kommission var meget fornøjelig for mig. Jeg kjender jo nemlig så lidt til din Moder og har egenlig aldrig talt med hende; derfor var jeg glad ved at få en rar lille Samtale med hende om Dig og din Søster og mange andre Ting. Du skal rigtig have Tak for den Kommission. — Næste Dag var jeg hos Bøcher, der desværre kun havde lidt Tid, men dog spadserede jeg en god Times Tid med ham, og vi taltes ved om mange Ting, dog mere æsthetiskc og den Slags Sager end de mere personlige, som vi sist havde fat på. Imidlertid havde jeg dog Glæde af Samtalen, og jeg vilde blot ønske, jeg havde Lejlighed til at besøge ham rigtig ofte; men dertil har jeg for mange Jern i Ilden. s. 125Og det er sådan noget prosaisk Tøj Altsammen, som der i det Mindste ikke er Stort at skrive om. Det Eneste, Du måske kunde have nogen Fornøjelse af at høre om, er vort theologiske Samfund. Der havde jeg nu for nylig kjøbt mig en »Lessing«, og så havde jeg læst endel i den navnlig om hans theologiske Stridigheder, og jeg havde besluttet at holde et Foredrag om Forholdet mellem Lessing og Grundtvig. (Du ved jo nok, at L. har udtalt sig om Trosbekjendelsen på en lignende Måde som Gr., og at mange Folk ikke kan se Forskjæl på disse to Opfattelser, så de mene Gr.’s Betragtning ligefrem skriver sig fra L.’s, skjønt det så jeg strax der er en aldeles afgjørende Forskjæl.) En Anden var imidlertid kommet mig i Forlkjøbet og havde anmeldt et Foredrag over samme Emne og holdt det da i Fredagsaftes. Jeg fik da ikke Andet ud af mit Arbejde end, at jeg har sat mig lidt ind i Sagen og muligvis på Tirsdag taler derom i Klubben, og det er da allerede Noget! Foredragsholderen udtalte sig næsten Ord til andet, som jeg vilde have gjort, og udviklede klart og bestemt den store Forskjæl mellem L. og Gr., som da også er iøjnefaldende, nå man blot vil se. L. havde set, at Biblen indeholder mere end der er nødvendig til Religionen, at den ikke er Et med Religionen, at den er Bogstaven og Religionen Ånden, at Angreb på Biblen ikke er Angreb på Religionen selv, at Kristendommen har været før Biblen, at Kristendommen har bestået uden Bibel og kan vedblive at bestå, selv om Biblen gik til Grunde og forsvandt af Jorden; og da så hans Modstander, Goetge i Hamburg, spørger ham, hvad han da forstår ved Kristendom, svarer han: Indbegrebet af de Trosbekjendelser, som fandtes i den kristne Kirke i de første 400 År, derunder indbefattet det såkaldte apostolske Symbol og det såkaldte athanasianske Symbol. Dette Indbegreb, siger han, kaldtes af s. 126Kirkefædrene Regula fidei, og denne R.f. var i denne Kirkens ældste Tid Rettesnoren for Tro og Lære og efter den blev ikke blot den enkelte Præst eller Biskops Ord bedømt, men endogså selve Apostlenes Ord, ja Skriften med. Denne r.f. må have været før Kirken, eftersom jo dog Ordningen, Planen og Hensigten med Menigheden er ældre end Menigheden selv; r.f. har da været til før Skriften og før Kirken og må være givet af Kristus selv måske i de 40 Dage imellem Opstandelse og Himmelfart. — Dertil kom da L., som selv kun var Humanist, et dannet Menneske, men ingen Kristen, siden han selv udtaler, at den menneskelige Fornuft af sig selv kunde have fundet på alt det, som Åbenbaringen forkynder, blot efter længere Tids Forløb; og han udbryder også, at den, der kunde hjælpe ham over »der garstige breite Graben«, han fortjener »ein Gotteslahn an ihm«. — Ad Kritikkens, den menneskelige Forstands- og Skarpsindigheds Vej kom han således til at hævde regula fidei (men rigtignok ikke, så vidt jeg kan se, bestemt den apostolske Trosbekjendelse) som Kristendommens Grundvold, og sin Påstand vilde han bevise ad historisk Vej ved Hjælp af Kirkefædrenes Skrifter, som han var bedre hjemme i end måske nogensomhelst Anden; dem satte han også lige så højt som selve Biblen, og sin Anskuelse gjorde han til et lærd historisk Spørgsmål, men førte den ikke igjennem i det praktisk-religiøse Liv, som han Intet havde med at skaffe. — Så kom uafhængig af ham Gr. og kom til noget Lignende, men ad en helt anden Vej. Han søgte også efter den sande Kristendom, og for ham var det et Livsspørgsmål, hvad der for L. nærmest var en Tankeleg. Han troede Biblen og satte den så højt som Nogen, men at den ikke var Kristendommen selv, og at den ikke kunde være dens Grundvold, da man jo stredes om dens Ægthed og læste sig de mest mod-s. 127satte Tanker ud af den; så skulde den være Grundlaget, måtte de Kristne være prisgivet til de Skriftkloge og deres Undersøgelser; hvor skal jeg da finde den sande Kristendom og dens Grundlag, våndede han sig; hvor er den kommen til Dig, lød det i hans Sjæl. 1 Kirken! dermed var Svaret givet. Er Kristendommen end på Jorden, må den være i den kristne Kirke; og Vilkåret for Optagelse deri er Dåben med dens Pagt i Forsagelse og Tro. Herren som selv optager i sin Menighed, spørger: Forsager Du og tror Du; og Forsagelsen og Troen er da Herrens Ord til mig i min Dåb. Denne Forsagelse og Tro må nødvendig høre med til en Dåb i Faderens, Sønnens og den Helligånds Navn. Det er det Vilkår, Kristus stiller for Optagelse i hans Kirke, og han må da selv have givet det før Menighedens Stiftelse på Pindsedagen, vel sagtens i de 40 Dage. Og det Ord, Kristus selv således har knyttet til Dåben, må være det såkaldte apostolske Symbol; alle andre Dåbsvilkår er nemlig vitterlig senere opstået, og man kan påvise en bestemt Tid, da de er forfattede; var nu heller ikke det ap. Symb. det ægte oprindelige, så var Dåben ikke længer den samme, som i de første Tider, og så var Kristi Kirke ikke mere den samme, som fra Begyndelsen; når det nu er vor Tro og Forudsætning, at Kr. Kirke er endnu på Jorden, så må den enten være der, hvor den gamle apostolske Dåbspagt endnu er Vilkåret for Dåben, eller der må være et andet Kirkesamfund, som har en bevislig ældre Dåbspagt, men det er der vitterlig ikke. — Se det er Beviset for den grundtvigske Anskuelse, såvidt jeg kan skjønne; jeg har rigtignok aldrig set det så kortfattet gjennemført i sin Helhed, og Foredragsholderen forleden sprang da også mange Punkter over og tog det overhovedet ikke ganske sådan; men det står nu for mig så klart, at det er Anskuelsens Grundtræk, og at sådant må s. 128Beviset være, om der skal føres noget; og heraf vil da også være indlysende, hvilken umådelig Forskjæl, der er mellem L. og Gr. — Trods Lessings Erklæring, at man ikke kan tro i Kraft af noget Forbigangent, men må tro i Kraft af noget Nærværende, så går han selv tilbage til de 4 første Århundreder efter Kr.; mens Gr. derimod griber det Nærværende, griber Trosbekjendelsen, som den lyder endnu den Dag i Dag i Dåben.
Ja nu forskrev jeg mig nok egenlig, for Du skulde slet ikke haft alt Dette, og i alt Fald skulde det være lidt bedre ordnet; men Du kan dog måske have nogen Fornøjelse af det, som det er. Det jeg egenlig vilde have fortalt, var det, at jeg netop under den følgende Forhandling følte, hvor galt det er at begynde fuldt færdig. Det var just ikke mig selv, der var den Ting ivejen med, men vi var jo begyndt som et grundtvigsk Samfund, som fuldt færdige Grundtvigianere; og nu viste det sig rigtig klart, hvor få af os, der egenlig havde tilegnet sig den grundtvigske Oplysning, hvor lidet faste vi var i vore Anskuelser og Standpunkter, og hvorledes det endogså var langtfra, at Nogen af os ret af Hjærtet havde tilegnet sig Kristendommen. Sådan en Forhandling, der kommer En lige ind på Livet, åbenbarer mange Ting og giver En et godt Indblik i sig selv og sætter både Hjærter og Tanker i Bevægelse. Det var nu meget godt, men det var sørgeligt at se et enkelt Medlem, der uden Prøvelse har antaget Gr.’s Oplysning og nu ikke kunde tåle, at vi talte om dens Rimelighed, og at der fremkom adskillige Indvendinger og nærgående Spørgsmål; han stoppede sine Ører til, vilde ikke høre et Ord; han er begyndt med at være færdig, og han kan da aldrig komme af Stedet.
— I Begyndelsen af Brevet klagede jeg over, at jeg kun oplevede så lidt, men jeg huskede dengang slet ikke på R. s. 129Nielsens Forelæsninger, som har været ganske ypperlige, og heller ikke på, at jeg i Tirsdagsaftes hørte Hostrup i »Dansk Samfund« holde Foredrag (Fidilomging, som han kaldte det efter et sønderjysk Sagn d.v.s. Causerie eller noget Lignende), hvor han navnlig talte udmærket om Skuespillets Betydning for Folket. Det var rigtig som jeg vilde have det. Havde jeg blot ikke allerede skrevet så meget, skulde Du haft Noget af det og noget af Nielsens Forelæsninger. Men det må jeg holde mig fra, for jeg har noget Andet, jeg vilde tale med Dig om. Se for en 3 År siden havde jeg den Plan at samle nogle gode Venner, nærmest gamle Skolekammerater med deres Søstre og Brødre og andre yngre Bekjendte i 15—20 Års Alderen om mig en Gang hver 14de Dag eller så omtrent og så fortælle dem Sagn, eller holde Foredrag over Danmarks- og Verdenshistorien, og altimellem læse gode Digterværker op for dem. Det blev imidlertid ved Tanken; der kom mange Ting i Vejen; jeg havde intet Lokale, kunde ikke få samlet synderlig Mange, og manglede, da Alt kom til Alt Modet, så det Hele, der kom ud deraf, var at jeg samlede en 6—7 Stykker hjemme hos mig en Aften, drak Puns med dem og holdt en forresten meget god Tale til dem om Fædrelandskjærlighed. Et Par Gange var vi atter samlede, men det blev til slet ingen Ting; så tænkte jeg siden at nå det Samme med en Diskussionsforening blandt dem, der samledes hos Trier, og jeg talte med Adolf Hansen og Ivan Berner om Sagen, men det faldt hen; så optog ifjor Ivan Planen, og vor Klub blev stiftet; jeg hilsede den med Glæde; bringe Noget ud af den kunde jeg ikke, og skjønt jeg mange Gange havde Fornøjelse af den og vel også har haft åndelig Udbytte deraf, så kan jeg dog dèr ikke nå mit Mål eller udrette Noget, som har en Smule Betydning, dèr ligesålidt som i vort theologiske Samfund; s. 130jeg kan selv have både Glæde og Gavn af at komme begge Steder, og jeg kan måske også sige Et og Andet, som de Andre kan have Gavn af, men begge Samfunds Medlemmer
Harald Holm
er dog komne så vidt, at når de selv v i 1, kan de blive delagtige i Åndens Skatte. — Derimod er der herinde i Kjøbenhavn en stor Skare Mennesker, og det dygtige, sunde, kraftige Mennesker, der står langt, uhyre langt tilbage i menneskelig Udvikling; Dannelsen, den egenlige Dannelse, har aldrig åndet på dem, om de end alle kan læse og skrive; de s. 131lever i lutter Materialisme og i den skjæreste Prosa uden klarere og dybe Følelser for Folk og Fædreland, uden alvorlig Bekymring for deres Børns Opdragelse, uden et rigtig menneskeligt Familieliv, uden Deltagelse i de store Samfundsinteresser undtagen de rent materielle, og endelig uden Trang til og uden Tro på det Højeste og Bedste. Det er den store Håndværker- og Arbejder-Befolkning, jeg mener, for skjønt nogle af dem har en vis Politur, så er den snarere fordærvende end forbedrende; jeg stammer jo selv fra denne Klasse Kjøbenhavnere, og jeg véd, der er Kjerne i Mange af dem, de trænger til Noget, der kan fylde deres Ånd, og da de ikke har det, så søger de, hvad de fattes, i Forlystelser på Knejperne; mange, ja de fleste af Knejpegjæsterne hører, så vidt jeg kan se, ikke til de dårligst Udstyrede, hvad Forstand, Følelse og Fantasi angår, tvertimod til de rigest Udstyrede,; men de savne en god Næring for deres Ånd. — Se det har nu tit bedrøvet mig, når jeg har set alle de gode Kræfter gå til Spilde, når jeg har set den Folkeklasse, som jeg havde en naturlig Forkjærlighed for ligge sådan hen i Vankundighed og Råhed, og når jeg så, hvor Lidt der blev gjort for dem. Tit er nu den Tanke kommen op hos mig, at jeg måtte selv hjælpe til her, men jeg har igjen skubbet den til Side. Da jeg så, hvorledes der arbejdedes i hele det øvrige Land, hvordan navnlig Bondestanden voxede, så den helt overfløj Kjøbenhavnerne om føje Tid; så tænkte jeg, Du må tage fat med, for at den unge Slægt her i Kjøbenhavn, dine Jævnaldrende kan følge med den store Udvikling; men Du må begynde i det Små, og så vilde jeg til at begynde med de Småforsamlinger, jeg skrev om før, men det blev som sagt ikke til Noget. — Nu er imidlertid Tanken kommen igjen med fornyet Kraft, og nu vil jeg holde den fast, så godt jeg kan. Det kan vel nok s. 132være, at det går mig som Themistokles: disse Bedrifter forunder mig ikke Søvn (hvad forresten ikke er at tage bogstaveligt, for jeg sover særdeles godt, endogså alt for godt); men hvorom Alting er, så vil jeg nu spørge Dig til Råds i dette Stykke. Det var nu meget nemmere for Dig med Aftenskolen derude, der var der alt en Tilhørerkreds og et Lokale, men jeg må selv skaffe mig begge Dele, om det skal blive til Noget. Alene kan jeg ikke gribe Sagen an; jeg måtte da slutte mig sammen med Andre f. Ex. med Kristensen og måske Madsen; hvor skulde det være; ja leje en stor Sal blev der neppe Råd til, og desuden, hvor skulde man få Tilhørere fra; offentlig turde jeg ikke gjøre det, det evner jeg ikke; det måtte være i det Små; og gjennem mine nærmeste Bekjendte kunde jeg kun få meget Få samlede. Imidlertid kom jeg til at tænke på en Plan, som Jacobsen engang for flere År siden slog på, nemlig at Lærerne i Velgjørenhedsskolen af og til om Aftenen skulde holde Foredrag for udgåede Elever og Børnenes Forældre. Når man nu dèr af Bestyrelsen kunde få Lov til én Gang om Ugen at benytte Skolestuen, så kunde det måske gå. Adgangen kunde da stå frit åben for Børnenes Forældre, Søskende, Bekjendte, Venner og Slægtninge, udgåede Elever, og hvem der ellers havde Lyst og kunde rummes der. Det var altid en Begyndelse. Tilhørerkredsen vilde rigtignok kun blive en lille bitte Brøkdel af dem, der gjerne skulde med, men man kan jo ikke få dem alle på en Gang; og jeg tror dog, den i det Hele vilde blive af den rette Slags. — Man måtte vel så se at få Lærerne i Fællesskab til at tage sig af Sagen, så at snart den ene og snart den anden holdt Foredrag om almenoplysende Gjenstande både historiske, litterære og naturhistoriske; skjønt det kan jeg ikke fragå, at jeg helst vilde have det sådan, at jeg kunde have Tilsyn med og styre det Hele, s. 133for at der kunde komme nogen Enhed deri. — Sådan vilde jeg da foreløbig kunne få min Tanke sat i Værk, og nu var det jeg gjerne vilde høre din Mening om den hele Sag; jeg har tænkt på den i nogen Tid, men skjult den omhyggelig for Alle; Du er den første, jeg meddeler den, og jeg tænker, at Du navnlig i Julen vil kunne give mig gode Vink og styrke mig i mit Forsæt; før skal Ingen have det at vide. —
Endnu et Par Ord om Aftenskolen. For lidt siden, da jeg kom fra Hammerich, mødte jeg Bøcher; han havde hørt, at Du havde skrevet til Din Tante om Tingen, og han havde måttet le sådan, da din Moder fortalte, Du havde skrevet, at Du havde sagt til Bønderne, de måtte ikke holde af mere end En af Gangen (hvad din Tante fandt meget fornuftigt). Nu har jeg vel hidtil tiet aldeles med den hele Sag om Aftenskolen, fordi jeg tænkte, Du ikke vilde have den ud mellem Folk, og først forleden Aften fortalte jeg Jacobsen Lidt om det; men da jeg nu var bange for, at Bøcher ved det han havde hørt, skulde have fået en hel gal Betragtning af Tingen, så fortalte jeg ham nu en hel Del af, hvad jeg vidste i den Henseende, og han finder det slet ikke så slemt, skjønt han vel er lidt betænkelig. En Ting var vi dog ganske enig om, at Du nemlig ikke skal indlade Dig på at moralisere; Moraliseren kan vel være meget godt, men den må støtte sig til nogen Alder og Erfaring for at have Vægt; det vil da sige, når den kommer i rene Ord, sådan som det lader, Du har talt om Bøndernes Kjæresterier; en ganske anden Ting er det, når den kommer indirekte, når Du f. Ex. kunde have Lykke til at stille dem et sandt Kjærlighedens Ideal for Øje ved at fortælle Sagnet om Hagbard og Signe eller Lignende. Det gjør et ganske anderledes dybt Indtryk end den tørre Moraliseren, som Du endelig må holde Dig fra, for såvidt jeg kan se, kan Du kun gjøre Skade med den. Moraliserer s. 134Du lystigt, bliver let det Hele til Grin, gjør Du det alvorligt, tror jeg, Tilhørerne vil gjøre Nar af Dig, og i alt Fald bider det ikke på dem. — Nå det stødte jo også Dig selv.
Men hør, ved Du hvad Skrøder, Du er dog en forskrækkelig En. Du stjæler mange Timer fra mig; dèr satte jeg mig ned i Aftes og vilde skrive et Par Ord om Ham.’s Hefter og om min Plan med Foredragene, det skulde have været ganske kort. Men når jeg skriver til Dig, så løber Pennen altid af sig selv, og nu er der da, uden jeg selv rigtig vidste af det, blevet et langtBrev færdigt igjen; det er sagtens nogetstakåndet for det er skrevet i flere Småstumper, altsom jeg har haft lidt Mellemtid tilovers. En anden Gang må jeg se at skrive i Telegrafstil, så bliver det vel ikke så langt. Bare Du må være kommen vel gjennem de lange Udviklinger, og at Du, om Du skulde blive gnaven, så dog må drille mig ligeså grusomt, som sist; jeg vilde næsten ønske Du blev gnaven, for at det kunde ske; men Du gjør det måske også uden det. Skriv da så snart Du kan og lev forresten rigtig vel til vi ses i Julen.
Din Ven
Harald Holm.
Hils på Vallekilde!