Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1868-12-15/1868-12-16)

Nørager, d. 15. Decbr.

Kjære Ven!

Hvor vi dog ligne hinanden. Hvad Du skrev i Dit næstsidste Brev om denne periodiske Sløvhed, det var som om jeg selv havde skrevet det. Og et Åndens Redskab. Ja det er også min Bøn. Men hvordan har jeg tænkt mig det. Som en stor Digter, Philosoph eller noget andet lignende, som s. 135 kunde tiltrække sig Tidens Opmærksomhed, som kunde anslåe hidtil ukjendte Strænge, føre noget ganske Nyt frem, noget Etwas noch nie da gesehenes. Nei den Storhed duer ikke. Nei virke i Stilhed ikke for sin egen, men til Guds Ære, og bede om Nåde til klart at see det Mål, der er sat for En, og så stræbe med det ene Mål udelukkende for Øie, og med et glad og sikkert Håb at stride Livets Kamp, det er stort.

Idag sad jeg og spillede og tænkte netop på Dig, så kom Greven ind med to Breve, et fra min Moder og et fra Dig. Tak for det. En stor Tanke har grebet Dig. Skade Du ikke er her på Landet, hvor Du vilde kunne virke langt bedre end jeg, men det er vel bedst som det er. Var jeg bleven i Byen, hvordan mon det så havde seet ud. Noget må der gjøres. Er Tanken der med den fornødne Styrke, er det naturligviis kun for at virkeliggjøres. Men hvordan? Jeg har spekuleret en Deel derpå i Eftermiddags. Det med Velgjørenheden forekommer mig ikke at være praktisk. Der vil netop for den Slags Folk blande sig andre Hensyn med. Og Frihed må der være, når Noget sådant skal gåe. At leie et Lokale og for en billig Betaling tilstæde Folk Adgang; der skulde så være Foredrag og lidt god Musik. Det vilde lykkes, men let fåe Udseende af en Entreprise. Og så er der jo også Arbeiderforeningen og Søndagsskolerne. Nå det kan nu ikke nytte, at jeg giver mig til at vrøvle op og ned ad Stolper. Ideen må komme af sig selv. Bliv nu ikke bange for, at jeg pludselig skulde være bleven for gammelagtig. Er det først bleven mig klart, hvordan Planen skal udføres, skal jeg nok sætte alle Seil til.

Vi to gjør fælleds Sag
Så klare vi nok vort elskede Land
Og gamle Flag.

s. 136 At Ideen duer det kunde jeg mærke på, at den løftede mig, da jeg læste om den. På Søndag kommer jeg vist til Byen, så skal vi jo rigtignok fortælle og fåe os en luun Passiar.

d. 16.

Det var noget løierligt Noget, jeg skrev der iaftes. Veed Du, hvad jeg er glad for. Det er, at da jeg læste Dit sidste Brev, blev jeg glad på Dine og på mine Vegne da også, uden at der blandede sig nogen Misundelse deri. Så må jeg dog ikke selv være ufrugtbar. Ja jeg tænker på »Kongsemnerne«, som jeg netop læste igår. Da jeg læste den, kom jeg til at tænke på, hvad jeg havde skrevet, at man skulde stræbe mod eet Mål. Det gjør disse Mennesker deri jo rigtignok også, men for deres egen Skyld. Trods de mange deilige Ting forekommer denne mig langt ubetydeligere end Ibsens andre Ting.

Hvor jeg er glad for den Tillid, Du viser mig, men jeg føler, at jeg er aldeles uværdig dertil. Virk i Stilhed og handl, det er mit eneste Råd. Måskee det med Velgjørenheden ikke var så galt. Når Ånden virker på rette Måde, skaffer den også Midlerne tilveie.

Nu nok for iaften, lev vel.

Din Ven.

Apropos, Du har vel ikke Noget imod idag at gåe op til min Moder og fortælle hende, at jeg kommer med Godstoget på Lørdageftermiddag.