Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1868-12-17)

Nørager, d. 17. Decbr.

Kjære Ven!

Da jeg kan tænke, at Du ikke har været meget glad for mit Brev igår, må jeg jo see at gjøre det bedre idag.

s. 137 Jeg har fået en Idee for Dig iaften. Fået den, siger jeg, ja jeg kommer nemlig lige hjem fra Lysten, hvor jeg har haft en meget fornøielig Samtale med Rørdam. Blandt Andet førte jeg Samtalen hen på, hvor meget lettere det var at virke her på Landet end i Byen og bad ham så give mig et Råd til Dig. Han meente jo også, at når man var i Kjøbenhavn, hvor der var så mange Kræfter, havde man foreløbig intet Andet at gjøre end at lære, men han kunde så godt sætte sig ind i, at Du vilde virke. Dansk Samfund foreslog han, men det meente jeg ikke, Du vilde vove. Ja så må Fritz Trier (Tømmerhandleren paa Vesterbro) have fat i ham. Han har jo at gjøre med et Asyl, og jeg veed, han har talt om, at han vilde der see at samle Nogle. Der kan han jo komme og fortælle Et og Andet. See den Plan syntes jeg ikke var så gal. Du forstod vel nok min Betænkelighed ved Velgjørenheden. Jeg troer let Folk vilde mene, at de gjorde Bestyrelsen en Tjeneste med at komme. Nå, når jeg nu kommer i Eftermiddag, kan vi jo snakke videre derom. løvrigt fik jeg flere Ting klaret iaften. Han var begyndt på et nysudkommet Værk: den nyere Theologi i Tydskland, som han meente, var oversat af Gb., og han fortalte mig om, hvor glædelig det var at see, at vi her i Norden var kommen langt videre end dem i Tydskland, og hvorledes alle disse Bevægelser dèr netop pegede mod det samme Mål, hvortil vi var komne. Så talte vi om Rasmus N., og jeg fik også nogen Klarhed i det at troe Eet og vide et Andet, og han fortalte mig, hvor glædeligt det var, at Åbenbaringen stadfæstes f. Ex. ved de seneste Sproggrandskninger og Udgravninger. Ad Videnskabens Vei er man nok også kommen til, at der må være en levende Gud. Al Liv er nemlig et Forbrug af Varme, medens jo ellers Stofmængden stadig bliver den samme. Hvis altså fra Begyndelsen Verden var s. 138 et fuldt afsluttet Hele, måtte man, efter den lange Tid, hvori den har existeret, spore Virkninger af denne Varmeformindskelse, og da man ikke gjør det, må der altså være en uudtømmelig Livs- og Varmekilde.

Frk. Reimers mener, hun er i stor Gjæld til Jacobsen, men jeg skulde sige, han skulde snart få Brev. Den rare Herre fra Kjøbenhavn havde Børnene talt længe om, og Sangen om den lille, fattige Pige havde de længe havt godt af. Prægtig Pige forresten. Men det har jeg måskee fortalt Dig. Det er iøvrigt en stor Sjældenhed at træffe såmange vakkre Mennesker på een Plet, som jeg har truffet her. Du skulde have seet Comtessens Ansigt i Søndags, da hun holdt Rørdams Barn over Dåben. Skjøndt hun i Grunden er grulig grim, var det et så deiligt, forklaret Ansigt hun havde. Nei, nu begynder jeg at fortælle Løst og Fast, derfor må jeg nok holde op. Du har vel sagt, jeg kommer med Godstoget idag.

Lev vel saalænge.

Din Ven.

Det bliver et interessant Gjensyn med Flere.