Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1869-01-21)

Nørager, 21. Jan. 1869.

Kjære Ven!

Du kan vel heller ikke begribe, hvad der gåer af mig. Ja, jeg kunde give Dig mange Grunde, men kun meddele Dig en, som let kunde have ført mig på Afveje, jeg syntes nemlig, at der var ikke Noget af det, jeg skrev, som var godt s. 139 nok til Dig, det er egentlig den vigtigste Grund, hvorfor Du intet Brev har fået. Nu må Du imidlertid tage mig, som jeg er. (Og var det ikke galt i Forvejen, så blev det det da i Søndags, da Præsten ganske voldsomt betonede Evigheden for alle højere menneskelige Forhold). Jeg har ellers havt det rigtig godt. Som jeg skrev til Bøcher, var der ligesom indtraadt en Slappelse, men det dårlige Humør forsvandt, da jeg kom ned i Aftenskolen, hvor jeg begyndte med Olaf Trygvesen og endte dybt i Moralen. Ja er det ikke komisk, men jeg kan næsten ikke tale eller skrive uden at moralisere. Det gåer mig ligesom med den ydre Mission. Man er tilbøjelig til, sålænge det gærer i En at meddele sig, men en Nyomvendt skal ikke være Lærer, som Pastor Hoff bemærkede. Nu skal jeg nok se at forbedre mig. Det gåer ellers meget rart her, Grevinden er så fornøjet. I Søndags var jeg på Visit i Præstegården, hvor jeg sad i næsten tre Timer og converserede Præstefruen og Datter, og i Mandags besøgte jeg Withs, så Du kan da se, at jeg slet ikke er sær. Men jeg må vist have været meget underlig i Kjøbenhavn, skjøndt jeg var så glad ved mit Besøg der, for i Tirsdags fik jeg et Brev fra min Moder, som var skrevet i den største Ængstelse for min mentale Tilstand, og med en Pakke, jeg fik Dagen efter, fulgte andre otte Sider, som jeg blev ganske rørt over, da de var Udtrykket for den inderligste Omhu og Bekymring. Syg er hun nu selv og en Masse -Småfortrædeligheder er netop indtruffen, rigtig forstå mig kan hun jo heller ikke, så jeg kan jo nok forstå hendes Sindsstemning. Men det gjør mig dog meget ængstlig. Så Du må endelig gå op til hende og fortælle hende, at jeg har det netop så godt nu, se at få hende med i »Dansk Samfund«, hvis Du gåer der, eller sådant Noget, for skjøndt hun kan bære Adskilligt, så trænger hun dog til Opmuntring, og hun holder særdeles s. 140 Meget af at tale med Dig og stiller mig altid Dig for Øje på Grund af Din Livsfriskhed. — Det er nu det Vigtigste, jeg har at meddele Dig dennesinde. Jeg er selv begyndt at være flittig nu igjen og venter med Længsel på, hvad Du vil sende mig. Du kan tænke, jeg var glad ved mit Besøg i Vallekilde. Som jeg skrev, var jeg den første Dag aldeles fortumlet i Hovedet og erklærede, jeg kunde ikke holde det ud i en Uge, men da jeg havde været der i fire Dage, så troer jeg nok, jeg kunde have blevet der længere. Hvad jeg næsten var mest glad ved, var en Samtale med Tranberg en Aften. Det er en sjælden begavet Mand. Han mente, at både Langes og den grundtvigianske Anskuelse havde det fælles, da de begge var udsprungne af Tidens Ånd, at de gik ud fra en Helhedserkendelse, men Åndens Magt i Ordet var ikke bleven Lange klar. — løvrigt er det mere og mere gået op for mig i den seneste Tid, at det ikke kan nytte i mindste Måde at komme busende med sine Ideer, man skader i Almindelighed mèr end man gavner. Beskedenhed er en Ynglings skønneste Dyd.

Nu skal jeg læse, så nu må Du nøjes for denne Gang, gå nu blot op til min Moder; når jeg først har fået hende beroliget, skal Du få mere.

Skriv endelig snart til

Din Ven.

Hils Christensen, jeg kjender ham rigtignok ikke så meget nøie, men når Du holder af ham, så må jeg jo åbenbart med, for Vens Ven er jo Vens Ven.