Holm, Harald Emil Larsenius BREV TIL: Skrøder, August Ludvig FRA: Holm, Harald Emil Larsenius (1868-01-19/1868-01-20)

MOTTO:
I Du est en ung Mand, Frants.
(Holberg).
II Du raser Paulus, din megen Lærdom gjør dig rasende.
(Ap. Gjern.)
III Tal lidt mere om Vind og Vejr!
(Gr. M—.)
Kjbhvn., den 19. Jan. 1869.

Kjære Ven!

Jeg har isinde at holde en Prædiken for Dig over ovenstående Texter.

I. Du est en ung Mand, Frants! — Ja, hvad er Ungdommelighed? det førte vi iaftes en varm Kamp om på en Generalforsamling i Klubben; vi skød med Skarpt fra begge Sider; de Fleste mente, at Ungdommelighedens Særkjende var det, at man rev sig løs fra alle Bånd, lukkede Øjnene for hele den alvorlige Verden og så ved Punschebollen styrtede sig ind i den vilde, tomme Lystighed, mens man badede sig i Vrøvlet, Branderne krydsede hverandre, og man opløstes i lutter Latter og Grin. Adolf og jeg mente derimod, at vor bedste Fornøjelse måtte vi finde i en livlig Samtale om Spørgsmål, som opkom hos os selv eller udenfra trængte sig ind på os for at løses; den Fornøjelse var sund i Øjeblikket og varig bagefter; og i Modsætning til de Andre fandt jeg, at Ungdommens Kjendemærke var eller burde være en levende varm og livlig Deltagelse i alle Livets store Spørgsmål og Lyst til at arbejde sig ind i dem og få Klarhed i dem, altsammen forbunden med Friskhed, Frihed og Naturlighed. — Nå passer nu denne Forklaring på Dig, Frants? Jo, det tror jeg nok. Du er altså ung, og det i Ordets bedste Betydning; og jeg tror næsten, jeg kan sige det Samme om mig selv, skjønt jeg fattes noget af Ungdoms-s. 142friskheden; skulde der være noget i Vejen med os, skulde det vel være det, at vi har for megen Lyst til at virke udad paa Andre, mens Ungdommen vel egenlig har nok at gjøre med at virke indad på sig selv og i alt Fald skulde gjøre det først. Det er en Bebrejdelse, jeg retter mod os begge i Fællesskab, men nu kommer jeg tilbage til den kjære Frants. Han har alle sine Dage været en livlig Krabat, ret en Galfrands undertiden, og han er så endnu, men Livligheden har tildels skiftet Karakter eller hvad jeg skal kalde det; før blev han revet med i den lystige, snakkende, leende, summende Hvirvel, og han satte så, som man siger, Huset på fire Stylter; nu er han kommen ind i Åndslivets Hvirvel, han bliver revet med, Åndens Ord slår ned i ham som Lyn, og de tænder; og hvad han så har set, det kan han ikke skjule, alle Andre skal se det Samme, de skal rives med, og han sætter atter Huset på fire Stylter. — Det er Ungdomskræfterne, der bruse, jeg dadler ham ikke derfor; men det gjør Andre; når han vil beskrive dem alt, hvad han har set i Åndens Rige, når han vil have dem til at se, hvor der kun er Tåge for deres Øjne, så udbryder de med Festus i »Apostlenes Gjerninger«:

II. Du raser, den megen Lærdom gjør Dig rasende. Det er nu slet ikke min Mening, at Du raser, ikke mere end Paulus, da han stod for Festus og Agrippa; men ligesom Festus ikke kunde tænke Andet om ham, sådan er der såre Mange, der kommer til at tænke det Samme om Dig, og det helt naturligt. Paulus vilde aldrig talt sådan, som han gjorde, til Festus; han kunde ikke forstå ham, fordi han manglede alle Forudsætninger; men han talte til Jøden Kong Agrippa, og »til ham talte han frimodigt, fordi han var vis på at slet Intet af dette var skjult for ham.« Og Agrippa lånte ham villigt Øre, men Festus trode, han rasede. Og hvad skal s. 143nu din Moder gjøre, når hun får et Brev som det fra Vallekilde? Fattighuset, vore Fædres Tro, Klausen og Birkedal, Oldtid, Middelalder, Nyårstid, Fantasi, Følelse, Forstand,

Bøcher, Skrøder(?) og Holm

Kjæmpeviser, Grønland, Afrika, gamle og ny Skole, Minderne, Udenadslæren, Loke o.s.v., o.s.v. i den ønskeligste Blanding og den ene Ting ovenpå den anden, Slag i Slag. Det må have kostet hende Møje at komme igjennem det; for det var et Brev man kunde sidde en halv Dag om at s. 144læse igjennem, når man skulde have Alting med, for det var så sammentrængt som vel muligt, og bestod jo for en stor Del kun af lette Antydninger, som man selv måtte udfylde, om man skulde have noget ud af det. Hvad mig angår, var jeg egenlig glad ved Brevet, og jeg tror, det gav et fuldtro Billede af din Tilstand i Vallekilde, hvor jeg jo af Erfaring ved, at Indtrykket er overvældende; så havde Brevet været til mig, havde Alting været meget godt, men nu var det til Din Moder; det gik hende som Festus, hun manglede en Mængde Forudsætninger; jeg kan derfor så godt forstå, at hun halft om halft måtte tænke: han raser jo, og desuden betænkelig ryste på Hovedet over, at den megen Lærdom gjør Dig rasende ᴐ: at de Mennesker, den Kreds, Du nu omgås, skal forskrue Dig, fortumle Dig og slå Din Friskhed og Livlighed ihjel ved alle de mange Tanker, de vækker hos Dig; når derfor hun, som venter noget ganske Andet i dine Breve, får et helt langt et, fuldt af bare Foredrag og Betragtninger, så kan hun sandelig let blive bange for, at Du bliver gammel før Tiden; for hun kan ikke se, at det netop er en livlig, opbrusende Ungdommelighed, der derigjennem lægger sig for Dagen. Desuden klage også denne Gang dine fordums Bekjendte over din overdrevne Alvor; det er visselig uden Grund, men kan dog godt forklares. Jeg kan grumme godt forstå, at Du nu, da såmange store Tanker røre sig i Din Hjerne, ikke kan føle Dig ret tilfreds i den almindelige, tit så løse Kjøbenhavner-Passiar; jeg kan heller ikke selv; men man må jo synge med de Fugle man er iblandt; og finder man det er galt, så gjør man det sandelig ikke bedre ved selv at tie stille, nej, man må synge med, så kan man måske lidt efter lidt komme til at føre an og forbedre Sangen.

III. Derfor må Du tale lidt mer om Vind og Vejr. (Det er s. 145et godt praktisk Råd, både for Dig og mig.) Vind og Vejr kan man tale med Alle om, og det er utroligt, hvad en Samtale, der begynder med Vind og Vejr, kan føre til, inden Enden tager det; hvormange Kjærlighedserklæringer har, for blot at tage et Exempel, begyndt med Vind og Vejr. Denne Tale kan tit være fuldstændig tom, det indrømmer jeg kun altfor gjerne, og den almindelige Lystighed er ligeså, men jeg tror, Du er Selskabsmand nok til at bevæge Dig temmelig let i alle disse Forhold. Det kræver Folk af en ung Mand og især af Dig, som tidligere har kunnet tage levende Del i den uskyldige, om end tit tomme Lystighed; når de nu derimod — såvidt jeg kan skjønne, — den meste Tid har set Dig alvorlig og stille, og Din Samtale næsten bestandig har ført ind på »lærde og kuriøse Materier«, så tænker de, han er gammelklog eller han er affekteret; og det er ikke blot helt jævne Folk, der har fået de Tanker om Dig; men selv Listov, der dog ellers er en Mand, som ikke blot ønsker Samtale om Vind og Vejr, har sagt om Dig til et Menneske, der har fortalt mig det, at Du syntes ham noget affekteret.

Summa summarum af alt Dette er da ikke, at jeg i mindste Måde vil dadle Din Alvorlighed, Din mangesidige Interesse, ja ikke engang Din opbrusende Livlighed og Meddelelseslyst, tvertimod anser jeg alt Det for noget rigtig Godt, der ikke blot er forenelig med, men nødvendig for en sand Ungdommelighed. Men hvad jeg vil lægge Dig på Sinde, det er, at gjøre Forskjæl mellem Folk; at være Jøde for Jøderne og Græker for Grækerne; ikke i den Betydning, at Du skal skifte Overbevisning, alt eftersom Du taler med den eller den; ej heller at Du skal pjatte, fordi de Andre gjør det; men i den Mening, at Du ikke skal vælte Dig ind på Folk med Spørgsmål, som de mangle Forudsætninger for s. 146at kunne fatte. — Hvad ellers Deltagelse i det almindelige Selskabsliv angår, er jeg ikke den, der kan læse Folk Texten; og dog gjør det mig ondt, når jeg mærker, at Folk får den Tanke om Dig, at ude på Nørager bliver Du forskruet og halft om halft et Hængehoved; Du kan gjerne sige det er tåbeligt at bryde sig såmeget om »Folks« Mening, og jeg giver Dig Ret, men det gjør mig ondt alligevel, navnlig fordi Din Moder, som dels selv kan komme på de Tanker og dels få dem indgivet fra mange Sider, derved let kan blive bekymret for, hvad det skal blive til, inden de to År er omme.

Mens Du var her, glemte jeg vist at ønske Dig glædeligt Nytår, og gjør det ialfald nu med et »Tak for det gamle År«, som bragte os så nær til hinanden især gjennem vore Breve; for vore personlige Møder havde jeg endda ventet mere af; da Du første Gang var her, vil jeg slet ikke regne; men nu anden Gang. Jeg havde rigtig sat store Forventninger til Dit Julebesøg, og hvor meget fik vi så egenlig talt sammen? Rigtig tror jeg kun én Gang, den første Aften jeg var hos Dig; og vi må dog have Meget, for Alvor Meget, at tale om, thi rigtignok blev der også en Aften blandt os ymtet noget om, at når man var ganske enige, måtte Samtalen forstumme, og den tåbelige Snak havde jeg også, jeg véd ikke selv hvordan, fået ind, men jeg fik også dygtig over Næbbet folden en Aften, da Fru Høgsbro hørte mig sige det. — Ganske vist, når To, der er hinanden ganske ligegyldige, har et rent ydre Spørgsmål, de skal have afgjort, så har de ikke mer at tale om, når det er afgjort og de er blevet enige; hvis de da ellers ikke har nogen fælles Interesse. Men når to Venner er ganske enige om Noget, der for dem begge er Livsspørgsmål eller ialfald noget af det Vigtigste, så har de netop meget at tale sammen. — Derfor kjedede det mig, at vi ikke så hinanden mere og ikke fik talt mere alvorligt med s. 147hinanden, end vi gjorde. — Skylden var langtfra Din, lidt min egen, men dog mest Skjæbningens.

Mig personlig glædede det meget at læse Dit Brev fra Vallekilde; der var mange ypperlige Ting i Triers Foredrag og især i Tranbergs; ham gjør det mig lidt ondt, jeg ikke hørte, da jeg var der og egenlig heller ikke fik talt med; jeg vèd nok, det er en prægtig Mand, og hans Ord har nok gjort stærkt Indtryk på Dig. Lad mig ved Lejlighed få at vide, hvordan Du tænker om Skolesagen efter at have hørt hans Foredrag.

For en Uges Tid siden var jeg ude hos Ludv. Trier en Aftenstund og talte alvorligt med ham om mange Ting; om hans Undervisning, hans Forhold til Velgjørenhedsskolen og Jacobsen, hans Stilling til Grundtvigianismen og vort personlige Mellemværende. Jeg sagde ham mange drøje Sandheder i alle disse Retninger, men han tog mærkværdig godt imod det Altsammen; takkede mig for mine Oplysninger, bekjendte adskillige af sine Fejl og undskyldte dem med Ungdomsubesindighed og Hidsighed; lovede Bedring i flere Henseender, og ønskede navnlig, at det gode Forhold mellem os kunde gjenoprettes, og da jeg gik, fulgte han mig med Lys helt ned ad Trappen. — Jeg gik fra ham med den Følelse, at der nu ikke mere var noget, som skilte os, men Dagen efter vågnede jeg allerede op af denne søde Drøm, skjønt det må jeg bekjende, min Agtelse for Trier steg den Aften betydelig, og jeg kom til at holde mere af ham end før.

Ham skal jeg hilse Dig fra og desuden fra Jacobsen, (hvis Stykke har været i Fædrelandet som Hovedartikkel endogså) og fra Bøcher, fra hvem Du får Brev en af de nærmeste Dage. Lev så vel og lad mig snart høre lidt fra Dig.

Din Harald Holm.

s. 148Gratulerer til din ny Skrivemåde, jeg så den hos Bøcher forleden.— R. Nielsens Forelæsninger!

20. Jan.