Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1869-01-30)

Nørager, d. 30. Januar 69.

Kære Ven!

Du har måttet vente noget længe dennegang, men jeg vilde vente, til jeg havde været på et Skolelærermøde, som var i Torsdags. Tak for Dit sidste Brev. Det var en næsten for smuk Måde Du havde taget min Adfærd på, som dog ikke kunde Andet end misbilliges. Men Du forståer jo nok, hvordan Brevet fremkom, ør som jeg var i Vallekilde. — I Søndags havde jeg det rigtig rart på Lysten og i Torsdags var je,g til dette Møde 1 Mils Vej herfra. Der var over 20 mest Skolelærere sammen, mest Grundtvigianere, så de få af den modsatte Lejr måtte helst have været borte i denne mindre Kreds. Først blev Tvilstedgårds Forslag (se Dansk Ft.) læst op, hvorpå Tranberg bemærkede, at før man talte om Omorganisationer, måtte man først se at få en anden Ånd ind i Skolerne, hvorpå han talte om Forholdet mellem den gamle og nye Skole. Rørdam udtalte sig derpå vidtløftig imod Skoletvangen som Brud på en af de dybeste Menneskerettigheder, Forældrenes ubetingede Ret over deres Børn, som hjemlede dem Ret til at lade deres Børn opdrage, hvordan de vilde. Han viste så det Pinlige i for en troende Mand at sende sit Barn til en vantro Lærer eller omvendt, såvel som for en Pietist at vide, Læreren f. Ex. var Grundtvigianer. Stemningen var også overvejende for Skole- s. 149 tvangens Ophævelse og for en Frigivelse af Religionsundervisningen, som man ikke antog vilde i synderlig Grad formindske Børneantallet i de Timer, da selv de Vantro eller Ligegyldige, dog vilde ømme sig ved Ansvaret ikke at lade deres Børn deltage deri; i al Fald kunde de da ikke spotte over den. Ved Religionsundervisningen mentes naturligvis ogsaa Bibelhistorie. Mange var også helt for Lærebogens Afskaffelse. Fra forsk. Side anførtes Eksempler på Mulktvæsenets Intetsigethed. Da det var et første Møde, var det hovedsagelig Principspørgsmålene, der var på Bane, medens en nærmere Drøftelse af de enkelte Spørgsmål ikke fandt Sted. Dog gik det op for mig klart, medens jeg sad og hørte, at Alt, hvad der angår det Ydre, det Forstandsmæssige og Hukommelsessager bør man examinere i, medens man skal være meget varsom med at pille ved det, der gåer til Hjertet. Rørdam gav mig et ypperligt Vink forleden Aften. Han sagde, at mange Lærere begik en stor Fejl ved kun at holde sig til Dagens Pensum, man skulde stadig sammenholde det med det tidligere lærte. I Sprog, Mathematik o.s.v. gjør jeg det også, men ikke i Historie og Geografi. Han udtalte sig også mod den idelige Fortællen. Det hele blev kun Indtryk, der fortrængte hinanden indbyrdes, medens man ved at samtale om det, sammenholde det Ene med det Andet, fik et ganske andet Udbytte. — Idag har her været stort Gilde. Her var Barnedåb. Det Nærmere kan min Moder fortælle Dig. Iaften har Hoff siddet og fortalt mig kortelig et Foredrag, han holdt for kort Tid siden. Da Du kender den Anskuelse, giver jeg Dig blot Gangen i hans Foredrag. Forholdet mellem Ord og Skrift.

Ordet er den mægtigste Magt i Verden. Det se vi i alle Forhold. Ingensinde lærer Barnet mer end fra 2—7 År gen- s. 150 nem Moderens Ord. Det var Fr. 3.’s Kongeord: Jeg vil dø i min Rede, der frelste engang Danmark. Hvad var det, der opildnede Napoleons Soldater til at kæmpe og sejre over de Mange, det var hans Ord: Franske Soldater, I skal sejre. — Havde en anden Hærfører sagt: Ja, der er nu flere end vi, men lad os prøve, måske går det, så havde Slaget været tabt forud. — Og hvad er det dejligste Ord for os Kristne, det er vel det, hvormed Johannes’ Evangelium begynder: I Begyndelsen var Ordet o.s.v. og Ordet blev Kød. Ja, Ordet er det Mægtigste, og det er fordi det er Åndens Udtryk. Og som det går imed det gode Ord, så med det onde. Hvilken Magt kan ikke det spottende, det fristende Ord have?

Men nu Skriften? Ja den er Ordets Billede. Det går som med et andet Billede, der minder os om den Fraværende. Men Skriften selv er død. Stå for en Død og læs Jesu Ord til Lazarus ordret op, den Døde bliver liggende, o.s.v. Vi kan se dette Forhold under et dejligt Billed. Manden fæster sin Brud, hun siger sit Ja. Det er Pagten. Han rejser bort og skriver til hende. Hun glæder sig ved hans Breve, thi der går en Strøm bagved. En anden Kvinde læser det, finder det skønt, men forstår det dog kun halvt. Eller som Birkedal har fortalt mig om en lille Dreng, der sad på sin Faders Knæ og så i en bibelsk Billedbog. De kom til det Billed, hvor Jesus velsigner Børnene. Da pegede Barnet derpå, saa med Tårer på sin Fader og sagde, hvor han er smuk. Således skal den hellige Skrift være os en Billedbog, der skal minde os om ham. Det er denne Anskuelse, der har skabt Højskolen, Friskolen, vore Folkefester, selv Skytteforeninger. Det er Ordets Magt også der yttrer sig i Sangen. Det Samme kommer også frem hos Rasmus Nielsen. Det er Personligheden, det virkelige Liv, der skal frem. Eller ligeoverfor Pietisterne. De nævne de samme Dåbsord, men betragte det s. 151 anderledes, ikke som at Ånden gennem Ordet føres til Barnet, men som en Guds Undergerning. —

Jeg vilde først have skrevet det til Bøcher lidt vidtløftigere, da jeg mente, Du kendte den Slags Ting så godt, men han havde ikke forstået det. Jeg gad vide, om han kunde forstå, at jeg ikke syntes videre om Gabrielis Breve, da det nok var nogle af de samme Tanker, jeg kender, men indhyllede i den brede esthetiske Form, ikke klare Personlighedstanker. — Forhåbentlig sender Du mig snart noget Lekture, jeg har bedet Arup skaffe mig Hammerichs Oldtidshist. Mind ham om den, hvis Du ser ham. Jeg trænger til alvorligt Arbejde. ............

Der var rart nede i Aftenskolen. Nielsen forklarede så jævnt og godt »Frem Bondemand, frem«, som de havde sunget. Det gør et bedre Indtryk end mangen lang Tale en sådan jævn Fortælling om, hvad han selv har oplevet i sin Barndom, og det var morsomt at høre ham sige, at det gav et Sæt i ham, dengang han hørte, at vi havde fået den store Frihed, især når han så Bøndernes grulige Tilstand, men det var jo gået. Jeg havde ikke forberedt mig videre, da jeg ikke havde troet, at jeg kom, men da jeg skulde til at klæde mig på, kiggede jeg i et af Småstykkerne og læste Noget om Fiskefangsten i Norge. Så fortalte jeg om Klipfisk, og det gik meget godt. At de fik et Par ganske små Bemærkninger med på Vejen, kunde jo ikke godt undgåes. I denne Tid har jeg plaget mig selv med at læse i Kofod-Hansens »Et Folk — Folket«, som Greven særlig anbefalede mig. Det er jo ganske gode Ting, men umådelig bredt og skævt; den ene Aften havde jeg flere Gange kylt Bogen fra mig, hvis ikke Børnene havde siddet der, den anden Aften faldt jeg isøvn. Nielsens Forelæsninger har ligget hos min Moder, siden jeg var hjemme.

s. 152 Hils Trier, han skal snart få mine Bøger; hvis Du sender mig Andet, vilde det more mig at se det Nummer af Fædrelandet, hvori Jacobsens Afhandling stod.

Hils alle fra
Din Ven.