Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1869-03-13)

Kjbh., 13de Marts.

Kjære Ven!

Det er endnu det længste Ophold i vor Brevveksling, men skjønt Skylden er min, vil jeg dog uden alle Undskyldninger gå lige til Sagen eller Sagerne; for i den sidste Måned er der sket så meget, at skal jeg meddele Dig blot det Vigtigste deraf, må jeg fatte mig meget kort og holde mig strengt til Sagen. — I forrige Brev meddelte jeg Dig, at P. Chr. Kierkegaard skulde holde Forelæsninger; og han har ikke sparet sig, han har foruden sine Forretninger i Kirkekommissionen udgivet nogle Salmer og Bønner, holdt flere Fasteprædikener, talt i »Dansk Samfund« og hver Lørdag holdt exegetiske Forelæsninger først på Borchs Kollegium, men da der blev for lille Plads, i Universitetets store Auditorium og endelig da også dette var for lille, — til stor Ærgrelse og Forbavselse for Professorerne, der mente, han ingen Tilhørere vilde få, — i selve Solennitetssalen, der endda er propfuld. — Jeg har hørt en af hans Prædikener (om de tre Slags Mennesker: Judas, Peter og Kaifas) og hans Foredrag i »D. S.« (om Danskerne, der også kommer med); begge Dele var ypperlige, men bedst var dog hans exegetiske Forelæsninger, som s. 165 da endnu fortsættes et Par Gange. De tre første var om Jesu Dåb og Fristelse, den fjerde om den utro Husfoged. — Om det Første skal jeg skrive lidt, skjønt det hverken bliver helt eller halft. — Det var Stedet hos Matth. fra 3, 1—4, 11. Johannes den Døber er den store Bodsprædikant, det viser allerede hans Sørgedragt og Fastemad; han døber med Vand til Omvendelse, og de, der underkaster sig Johannesdåben, bekjende derved deres Synd, erkjende, at de har overtrådt Guds Lov, men angre det dybt og beslutte for Fremtiden at beflitte sig på at holde Lovens Bud, stolende på, at Gud så vil se igjennem Fingre med deres tidligere Synder. Men ingen får ved Johannesdåben som ved den kristne Dåb den Forvisning, at hans Synder er ham forladt, ej heller får han Åndens Kraft til at opfylde Loven, for hvilken han engang for alle er skyldig. — Men så kommer Jesus og vil døbes af Johannes, som vel ikke endnu har kjendt ham som Guds Søn og Verdens Frelser, men dog højlig forundres over, at han, den Syndefri, kræver den Dåb, hvorved man netop bekjender sine Synder; han, den Største blandt Kvindefødte, vilde hellere bekjende sin Synd for ham og modtage Omvendelsesdåben af hans Hånd, og han udbryder derfor forundret og mildt bebrejdende: Jeg har Trang til at døbes af Dig, og Du kommer til mig? Men nu må vi agte på Jesu Svar; thi her som allevegne er det i Herrens Ord, vi må søge Lyset; han sagde da: »Tilsted det kun; thi således bør det sig, at vi fuldkomme al Retfærdighed (.........). Deri ligger Nøglen. Retfærdigheden er flere Slags, den lovgivende, den lovopfyldende, og den, der sørger for, at den retfærdige Lov bliver retfærdigt opfyldt, og a 1 Retfærdigheden skal nu fyldestgjøres derved, at Lovens Herre bliver Lovens Tjener. Den menneskelige Retfærdighed har ikke været stor nok til at opfylde Loven, men den guddommelige Retf. s. 166 vil dog, at den skal opfyldes, og nu kommer Jesus og lover ved Johannesdåben at opfylde al Retfærd.; han, som ikke selv har nogen Synd at bekjende, han tager nu hele Verdens Synd på sig og påtager sig at gjøre Loven Fyldest på hele Verdens Vegne, så han bøder, hvad den hele Slægt forbrød, og lider Dødskvalerne for hele Verdens Synder. De andre, som modtog Johannesdåben, lovede også herefter at opfylde Loven, men de blev dog ved at være skyldige for den; Jesu Tilbud derimod, det modtager Herren og besegler det, i det Øjeblik, da Himlen åbnes og Ånden daler ned, mens Røsten lyder fra det Høje: dette er min Søn, den Elskelige, i hvem jeg har fundet Velbehag. — Dette var Tegnet for Jesus og Johannes på, at hans Tilbud var modtaget, og fra den Tid får Joh. Øjnene mere op, så han da Jesus vendte tilbage fra Ørkenen peger på ham for det forsamlede Folk og siger: Se det Guds Lam, som bærer Alverdens Synd. — For Jesus selv er dette Begyndelsen på hans Frelsergjerning, og Faderen har nu højtideligt indviet ham ved Åndens Besegling. — Lige ovenpå føres han ud i Ørken, og i de fyrretyve Dage, han fastede, da levede han af Troen på Herrens Ord til ham ved Dåben; det fyldte ham ganske, så hans legemlige Naturs Krav måtte forstumme; men efter de fyrretyve Dage gjorde de sig dog gjældende, og han hungrede; så kommer den drillende, ironiske Frister og siger: Rigtignok har Gud sagt, Du var hans Søn, men er det en Guds Søn, der går her i Ørken ringe, fattig og forladt, ja hungrende; det kan det bestemt ikke være; for en Sikkerheds Skyld kan Du jo prøve; sig, at disse Stene skal blive til Brød! — Kristus, som har påtaget sig at opfylde a 1 Retfærdighed, må også overvinde a 1 Fristelse, og hver af disse Fristelser må derfor være så at sige en Trediedel af al Fristelse; det kan derfor ikke være Småting, de går ud s. 167 på; det kan ikke blot være, at få Kr. til at gjøre Stene til Brød; for deri er der ingen Synd, og noget Lignende har han jo gjort mange Gange. Nej denne Fristelse er Vantroens Fristelse, Fristelse til at opgive Troen på Faderen. — Det Fristeren vil er at få Jesus til at mistvivle om Faderens Ord ved hans Dåb: denne er min Søn, den Elskelige, og at han, dreven af Hungeren skal gjøre Stenene til Brød i Tvivl om, at Gud har Velbehag i ham. Men Jesus svarer: Mennesket lever ikke af Brød alene, men af hvert Ord, der udgår gjennem Guds Mund. Med andre Ord: han har i de fyrretyve Dage levet af Faderens Ord til ham og vil fremdeles leve deraf, og i Troen på det véd han, at han skal leve. — Når man har overvundet en Fristelse, står man i samme Nu Fare for at falde i en anden, nemlig Stolthed over at man har holdt Stand; den vil Djævelen nu forsøge; han stiller ham på Tempeltinden og siger: Nu vel, Du er altså sikker på, at Du er Guds Søn, og at Faderen har Velbehag i Dig, så Dig kan intet ondt vederfares; men hvorfor så vente med Din Herliggjøreise, spring ned fra Tempeltinden, Englene vil jo komme og bære Dig på Hænder. — Her er Fristelsen atter, ikke den at styrte sig fra Tempeltinden, for det gjør Kristus siden af sig selv f. Ex., da han i Gethsemane frivilligt stiller sig frem for Vagten og siger: det er mig. Men Fristelsen er Utaalmodigh ed, Mangel på Håb, og Synd mod Sønnen, mod ham selv og hans Kald. Hans Time var ikke kommen til at styrte sig fra Tempeltinden, da den kom, ser vi, han gjorde det også; men at gjøre det nu, det var at friste Gud, og Djævelen glemmer i det Skriftsted han anfører, at »Englene skulle bære Dig på Hænderne på din Vej«; men dette var ikke på Jesu Vej, derfor siger han også: »Der står atter skrevet: Du skal ikke friste Herren din Gud.« — Så fører Djævelen s. 168 ham til det høje Bjerg og viser ham Alverden og siger omtrent som så: Alt det er mit; jeg har Part i dem alle; Du vil fravinde mig det Altsammen; nu vel jeg vil give Dig det, om Du blot her, hvor Ingen ser det, vil bøje Knæ for mig! For så ringe Pris kan Du kjøbe det, som Du ellers må lide en hel Verdens Kvaler for at nå! — Det er den store Fristelse, Fristelse til Synd mod den hellig Ånd og mod Kjærligheden; det er den Synd, som ikke kan tilgives. Djæ. velen vil have ham, ikke til at forandre Målet, men blol Midlerne en Smule; tilbeder han ham blot denne ene Gang. så kan han jo forresten tjene Gud den øvrige Tid; men Jesus svarer: Vig bort Satan! thi der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

Ja, det var nu kun meget tyndt, og jeg ved knap, om Du kan få Noget ud af det; det er så fattigt mod K.’s rige Foredrag, der ruller Skriften op som et levende Billede for En og forbinder Apostlers og Profeters Ord til en Enhed, fordi han bevæger sig i Biblen med en Lethed, som jeg aldrig har set Mage til, og desforuden belyser hans Tale ved det ene Glimt efter det andet så en og så en anden Ting i Skriften; mens hele hans Tale har en forbavsende Sammenhæng Kraft og Klarhed. — Kan Du gjøre Noget ud af mit tørre Referat, skal det glæde mig usigeligt.

K.’s Forelæsninger er da også en god Erstatning for R Nielsens, som vi sagtens ikke får at høre dette Halvår, da han jo ligger farlig syg af en Brandbyld, som det nu hedder, mens man tidligere sagde, det var Blødhed i Hjernen el. såd, Nog. han fejlede. Den stakkels »Idé og Virkelighed« går i Hundene, tilmed da den anden Redaktør, Clemens Petersen, pludselig har forladt Byen. - Derimod havde jeg den Fornøjelse at være med til Gildet i Studenterforeningen for s. 169 Hostrup i Anledning af »Gjenboerne«s 25årige Årsdag. Det var et fint Gilde, 2 Rd.; men det var morsomt. Mange al dem, der for 25 År siden havde spillet med, da det blev opført i Studenterforeningen, var mødte, Andre telegraferede; og de nuværende Skuespillere var indbudte, men kun Hult. mann mødte; der blev holdt mange ypperlige og morsomme Taler, f. Ex. af Steen (der havde spillet Kobbersmeden), af Joh. Helms, af Ploug, af Hostrup, af Lehmann, af Richardt o. f., navnlig Richardts Tale var fortrinlig, for jeg kan ikke nægte, at jeg følte mig lidt uhyggelig ved Gildets Begyndelse; det begyndte nemlig næsten som et Mindegilde over afdøde Digter Hostrup; men R. talte om den Skueplads, hvor H. nu virkede: Livets, Folkelivets store Skueplads, der, man sige, hvad man vil, dog står over det bedste Theater; han talte om H.’s store Betydning som Folketaler og Folkedigter og viste, hvorledes han dog endnu i Grunden var den samme som i gamle Dage; ligesom der også stod i den Vise, R. havde digtet til denne Aften:

Christian Hostrup! Du har byttet
Bort din Gjenbopen.
Men i Kampen for det Sunde
Våger Du, mens Andre blunde,
Og i Kamp mod alt det Vamle
Er Du end den Gamle.

I vort lille Theologicum har vi haft Forhandling om »Kirke og Menighed« og om »Hvornår og hvorfor man bliver Grundtvigianer« (en Polemik mod Let-Færdighed); men jeg har kun taget liden, ja næsten ingen Del i Forhandlingerne, fordi jeg ikke vil tage Ordet uden for at sige Noget, der har en vis Betydning, og som ikke Enhver af de Andre kan sige bedre end jeg; men for denne, måske utidige. s. 170 Undseelse el. Stolthed har jeg måttet høre Meget, og jeg er næsten blevet dreven med Magt til at lave et Foredrag til på Fredag; og nu er jeg i den største Kattepine; for det går mig således, at når jeg skal gjøre noget Ordentlig ud af en Sag, må Emnet enten komme til mig aldeles af sig selv, så det bliver min egen Opgave, eller det må bestemt opgives mig af Andre, så kan jeg nok også udføre det; men det Værste for mig, det er på Kommando at finde Emner. Jeg har nu tænkt på Barnedåben el. Inspirationen, men ingen af Delene magter jeg, og nu har jeg desuden, som Du tit nok har hørt, så Meget at tage Vare på. — Examen er forbi nede i Velgj. og gik hos mig ganske modsat, hvad jeg havde ventet. De Dårlige gik det godt, de Gode meget slet, naturligvis til Ærgrelse for mig. Nu har vi jo byttet med Fagene, så jeg har Historie, Adolf har fået Mathem. og V. Petersen Engelsk med de Små. — Der skal jeg ellers fortælle Dig et Træk fra Examen. Da Jacobsen skulde have Religion, kom først Holbech og vilde høre på ham, og midt under Examinationen trådte Stiftsprovsten ind ad Døren, som Jacobsen tænkte for at undersøge hans Undervisning i Anledning af Stykket i »Fædrelandet«. Rothe satte sig ned og hørte en Stund roligt efter, medens J. hørte Drengene En for En i Bibelhistorie og Salme; men så siger R. meget spagfærdigt, om han ikke måtte høre, hvad de kunde i Kathekismus. J. stillede da Børnene op i to Rækker og kathekiserede med dem. »Var det ikke bedre at høre dem enkeltvis?« spurgte R. »Nej, det gjør jeg ikke,« svarede J. »Ellers kan man jo ikke vide, hvad de kan.« »Ja, jeg vil det ikke, og jeg gjør det ikke, og jeg kjender ingen Lov, der befaler mig det!« »Nå,« sagde R. og tav. — Siden gik han, og Jac. troede, at nu var Kampen for Alvor begyndt; men nu kommer det Mærkeligste ved Sagen. R. kjendte slet ikke Stykket i »Fædrel.«, han s. 171 kom derned af Interesse for Skolen, hvor han selv engang har været Lærer, og blev følgelig aldeles forbavset over Jacobsens Svar og Optræden; og J. skal en af Dagene op til ham, og gjøre ham sin Undskyldning. Sådan slap det ud, og ved vort Lærergilde havde vi følgende Devise derom:

Som Don Quichote så kjæk og forvoven,
Slog Jacobsen Provsten til Jorden med »Loven«;
Han troede, han kom til hans Plagelse,
Men det Hele, det var en Fejltagelse.

Jeg skal forresten hilse Dig fra Jacobsen, han var syg, da han fik dit Brev, og jeg besørgede så Bogen til din Moder. — Trier har også været snavs, og jeg skulde bede Dig undskylde, at han ikke har svaret på dit Brev; han anbefaler Dig ellers at læse Corn. Nepotis »Athicus« med dine Drenge, som den vidtløftigste og interessanteste af Biografierne. — Bøcher længes stærkt efter Brev og håber, når han får det, at få Tid til at svare med det Første, skjønt han er gruelig ophængt med Examenslæsning i denne Tid.

Ja, hvor gjerne jeg vilde fortælle Dig en hel Mængde endnu, så må jeg bryde af; dog endnu Et. Det Løfte, som jeg gav Dig i Juleferien i Studenterforeningens Læsestue, at det nemlig skulde blive til Noget med min Plan, som Du nok mindes, det har jeg siden den Tid været sysselsat med at indfri, og det er nu kommen såvidt, at jeg håber den en af Dagene kan føres ud i Livet el. rettere, det er allerede sket; men derom mere næste Gang, nu stopper jeg. Adolf Hansen sidder her hos mig og venter; vi skal til Kierkegaard. Lad mig nu høre fra Dig en af de første Dage, for jeg længes. Adolf hilser Dig.

Din Ven
Harald Holm.