Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1869-04-06)

Kjbhvn., den 6te April.

Men lille Skrøder dog!

Hvad går der af Dig? Jeg lod længe vente på Brev sidste Gang, men troede dog ikke, Du skulde straffet mig så hårdt. Jeg ventede 14 Dage, der kom ingen Ting, så troede jeg, Du var syg; jeg var hos din Moder, Du fejlede ingen Ting. Jeg ventede igjen, hver Dag forgjæves. 1. April narrede Moder mig om Morgenen med, at der var kommet Brev fra Dig; om Middagen fortalte Adolf for Alvor, at han havde set Dig i Byen; og de 3 første Dage troede jeg bestandig, det var Dig, hvergang der kom Nogen op af Trappen; men Du kom ikke, og har, som jeg hører, heller ikke været i Byen. Jeg kan nu ikke tænke mig anden Grund til din hårdnakkede Tavshed end den, at Du rent har glemt, at der er et Menneske til, der hedder Harald Holm, et Menneske, for hvem dine Breve har været en af hans største Glæder; og derfor tillader jeg mig allerærbødigst at erindre Herren om, at der existerer et sådant Subjekt.

Jeg håber, det er nok; og hermed kunde jeg egenlig gjerne slutte mit Brev, for det var kun det, jeg vilde have sagt Dig denne Gang.

Indtil mine Drenge kommer om en halv Time kan jeg imidlertid gjerne blive ved. Kierkegaards sidste Forelæsning, som jeg netop skulde hen og høre, da jeg sidst skrev, var ypperlig, men tiltalte mig dog ikke så meget som de første; han talte om Miraklet med den Blindfødte, men anvendte et så uhyre Lærdoms-Apparat, at han først kom til at tale om Sagen selv, da Klokken manglede 10 Minutter; i denne lange Indledning kom der mange udmærkede Vink og Strejflys, men også deriblandt en Masse fint udspunden s. 173 Spidsfindighed. Den gik nærmest ud på at vise, at det ægte Mirakel altid er et Tegn, som skal forklare og stadfæste et Herrens Ord; og navnlig viste han så, hvorledes Bespisningen af de 5000 i Ørken var et Tegn og en Stadfæstelse på Nadveren, medens Fortællingen om den Blindfødte gik på Dåben og svarede til Jesu Samtale med Nikodemus: Uden Nogen bliver født påny af Vand og Ånd, kan han ikke s e Guds Rige. ....... — Jo han sagde nu mange gode Ting, men det bliver der ingen Lejlighed til at fortælle mere om her. — I vort Theologicum bragte jeg da Spørgsmålet om Inspirationen frem, og vi fik en meget rar Forhandling derom, skjønt jeg egenlig ikke nu kan sige, den var mig synderlig oplysende, og skjønt mine Tanker fandt megen Modsigelse, kan jeg dog endnu ikke skjønne anderledes end at efter den Oplysning, vi nu har fået om Tros-Ordet, som det, hvorpå vi bygge vor Kristendom, så behøver vi ikke længer Inspirationstheorien, som derimod er nødvendig sålænge man vil bygge på Skriften, men som dog er og bliver et Postulat, der ikke vel lader sig hævde. I den gamle Pagt, Lovens, Skriftens Pagt var Åbenbaringen skriftlig ligefra Loven skrevet med Guds egen Finger og så ned gjennem alle Profeterne; det er ligefrem Guds Røst, som taler gjennem dem, hvorfor de også tit må forkynde Ord af Herren, som strider mod deres egne Tanker. I den n y Pagt er der derimod kun ét Guds Ord, Kristus selv, deri er den hele Åbenbaring sket, og det gjælder om at tilegne sig ham i Troen; skal N.T. være Guds Ord el. dog skrevet af Apostl. på guddommelig Befaling, så er Kristend. kun en Fortsættelse af den gamle Pagt og Kristus ikke eneste Mellemmand mellem Gud og os, ikke det eneste Guds Ord. Apostlene skrive derfor ud af deres Tro, ikke efter højere Befaling, derfor er deres Ord aldrig i Strid s. 174 med deres personlige Overbevisning. — Desuden er jo det N.T.’s Skrifter fra først af kun blevet erklærede for inspirerede forsåvidt de stemmer med Menighedens Fællestro o.s.v. Dog kommer nok Apokal. til at indtage en særegen Stilling og bliver måske det eneste inspirerede Skrift, i gammel-testamentlig Forstand, i N.T. — Næste Gang havde vi en interessant Forhandling om Barnedåben; men Klokken er for mange til at fortælle om det. — Som jeg sidst antydede, har jeg fået dannet en Forening af »Velgjørenheden«s udgåede Elever og Lærere, hvor der skal holdes Sammenkomster hver 2den Søndag med Oplæsning og Foredrag. Alle, jeg kom til, toge strax med Glæde mod denne Plan, jeg holdt Møder først med en 30 ældre Elever og siden med Lærerne, dernæst med begge i Forening, og fik den da istand efter noget Bryderi; til Bestyrere valgtes foruden mig Trier og en Sergeant Jensen; men desværre har ingen af dem Tro til, at det vil gå, skjønt de nok synes om Tanken; det er sørgeligt nok, hos dem kan jeg ingen Trøst eller Støtte vente. Dog vil vi se, hvad der kan lade sig gjøre. I Søndags havde vi vor første Sammenkomst, og den blev åbnet med at Heering oplæste Holbergs »Maskerade«; men samme Dag fik jeg under Mødet et Brev fra misfornøjede Medlemmer, hvor jeg personlig blev hårdt medtaget, og hvor man mente jeg havde taget helt galt fat på Sagen; det skulde være en ordenlig Forening med rigtig Kontingent, Understøttelseskasse, Gilder o. 1.; Brevet var grovt og latterligt, jeg læste det op, da Mødet var sluttet; og man lo, og dog var der mange er jeg vis på, der delte Brevets Tanker; thi de kan ikke begribe, hvad dette her — — — — —