Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1869-04-21)

Kjbhvn., 21de April 1869.

Kjære Ven!

Den 19de April var ganske rigtig min enogtyveårige Fødselsdag; jeg havde nu bestandig gået og narret mig selv med, at jeg kun var 20 År, men nu går det ikke længere; 21 År, det kan jeg dog knap forstå, sålænge har jeg dog ikke levet; mange, mange År har jeg døset hen, og den Smule Liv der er nu, ser snarere ud som et Forårsdøgns end som flere Års Værk; ja jeg gyser tit for mig selv, så svag og kraftesløs min Tro, mit Håb og frem for Alt min Kjærlighed er, og dog kan jeg skjønne, at det vilde blevet til slet ingen Ting, når jeg ikke havde fundet Venner, som kunde støtte, styrke og oplive mig. »Det er godt at møde Ven på Vej,« skrev Fru Høgsbro i den Bog, hun gav mig til Julen, og det er et sandt Ord, det har jeg følt så tit og navnlig overfor Dig. Når Du derfor ønsker mig Lykke i Fremtiden, og siger mig Tak, ja så kan jeg ikke Andet end sige »Selv Tak!«, og det af Hjertet, thi jeg bliver hel skamfuld, når Du taler om, hvad Du skylder mig, jeg aner det ikke, derimod skylder jeg Dig meget, jeg har i Dig fundet en Ven, og det er godt — jeg har desværre ikke mange af dem. Jeg blev så løjerlig tilmode forleden Das hos Henr. Scharling, da han sagde, at det var nu engang Naturens Orden, at Ungdomsvenskaberne måtte høre op eller dog kjølnes, så de egentlig kun bevaredes i en glad Erindring, og dog følte jeg, det var Filisteri, det måtte være det, thi der er noget Evigt i Venskabet, såvist som der er noget Saligt deri. Men én Ting havde han Ret i, at Brevvexling kun er et dårligt Surrogat for det daglige Samliv mellem Venner; det trænger jeg tit til, jeg vilde s. 185 ofte give meget for at have Dig hos mig, for vel har jeg en Bunke prægtige Breve, som jeg ikke for meget Godt vilde miste, og dog er det slet ingen Ting mod Dig selv.

Du har udviklet Dig mægtigt. Da vi lærte hinanden at kjende (det vil sige for Alvor), da tror jeg nok, jeg var ikke sålidt forud, men nu, ja nu tør jeg ikke engang sige som Disputatoren til Erasmus Montanus: Jam sumus pares, nej superior es, og navnlig har Du fået en indre Erfaring, som din 21-årige Ven må savne; og dog den kommer også med, som ager med Stude; jeg er vis på Guds Bistand, jeg føler så tit, hvor vidunderligt han er med mig, og at han vil have mig som alle andre til sit Bedskab, kan vi jo være visse på, men det der bekymrer mig er min egen Kraftesløshed; og dog kan han bringe mig til som Børdam at være tilfreds med mig selv i min Binghed, så er det Godt altsammen; det er min værste Plage, den Misfornøjelse, og det er også min Bøn, at han vil fri mig fra den; uden det kan jeg heller aldrig få Bo i mit Kald; og det er jeg glad ved, at trods al min anden Vaklevornhed er det dog min stadige Tanke, når Gud vil forunde mig Kraft dertil, engang at tage Del i den store Gjerning til Folkets Gavn, som særlig falder i Højskolernes Lod. Måske kommer vi dèr, som Du engang slog på, til at gå Hånd i Hånd med hinanden. Vi får se.

I et af dine sidste Breve ærgrede Du mig rigtignok en Smule ved at fortælle, at min Udvikling af Inspirationen ikke skulde være min egen helt og holdent; jeg vidste så bestemt, at jeg ikke havde truffet den i nogen Bog, som jeg fremstillede den, og at jeg navnlig ikke har set et Ord i Grundtvigs Børnelærdom; og nu vilde Du berøve mig Æren for min møjsommelige Udvikling, der ikke var andet end en konsekvent Gjennemførelse af den grundtvigske s. 186 Grund-Oplysning. Men så slog det mig med det Samme, at Du dog havde mere Ret, end jeg først vilde indrømme; thi det hele var kun et Tankeexperiment, som jeg vel tror var rigtigt, men dog et blot og bart Tankeexperiment, og Ånden hvilede ikke i mine Ord, men Fejlen er egentlig mere hele Kredsens end min; jeg blev tvungen til at tale dernede, men jeg er ikke på min Plads der, skjønt der er prægtige Folk imellem, og jeg har Glæde af at komme dèr. — — Ja, når jeg ikke skulde skrive èt Brev til iaften, så vilde jeg gjerne have fortalt Dig om det almindelige Studentermøde, om Norgesturen (kommer desværre næppe med, tror Du, Du kommer?), om Konfirmationsgildet hos Høgsbros, om Barfods Forelæsninger, om at jeg i forrige Uge var med til at spille Komedie på Østergade (jeg-Komedie!), om Udstillingen og meget Andet; men Du får nøjes med én Ting, med lidt om Skolesamfundet i Velgjørenheden. Det er en hæderlig Kampplads, siger Du, å ja! jeg er glad ved den, men Du tænker Dig den vist helt anderledes end den er. Sé, efter adskillige Forhandlinger med Jacobsen, overlod han Sagen helt i min Hånd, og jeg følte snart, det ikke lod sig gjøre at samle de gamle Elever på anden Måde end ved at danne en Forening af dem, tilmed da jeg selv lige fra 1859 har tænkt på en sådan, og da jeg vidste, at det var et almindeligt Ønske, at vi Kammerater kunde samles stadigt med hverandre; og jeg tænkte et sådant kammeratligt Venskab var en god Grund at bygge på. Under de følgende Samtaler med ældre Elever og med nogle Lærere, navnlig Joh. Møller kom jeg desuden til, at det ikke vilde gå, når jeg alene vilde holde Foredrag, men at vi måtte have flere af Skolens mere ansete Lærere til at tage fat med, for at det hele kunde vinde Fasthed; der er utrolige Vanskeligheder, og så en Mængde s. 187 Hensyn at tage. — Så fik jeg stiftet en Forening af udgåede Elever og dem, der endnu er eller har været Lærere dernede, og den fik et dobbelt Formål, dels at være et Forsamlingssted for dem, dels at fremme den åndelige Udvikling. Men det var de Allerfleste umuligt at forstå, hvad dette skulde være, og man kan jo kun forklare det ved Kraftbeviset, ved at sætte det i Værk, men her er netop Ulykken, at når jeg fraregner Jacobsen, som foreløbig vil holde sig tilbage for ikke at gjøre Skade, så er jeg den Eneste, der har en rigtig Tanke med det Hele, men jeg er ikke enerådig, tvertimod, jeg har ved Siden af mig to Med-bestyrere, der ikke forstår, hvad det gjælder, og lige over for mig sågodtsom hele Medlemsforsamlingen, der (måske kun med Undtagelse af min Broder, som er — min Broder) er misfornøjet lige fra Begyndelsen, af, fordi de vil have Kontingent, faste Medlemslister, indviklet Bestyrelse, Dans og Selskabsspil o.s.v. — Det er en besværlig og pinlig Kampplads, men om den er så hæderlig, turde være et Spørgsmål; vil jeg ikke have, det Hele skal gå i Stykker, må jeg give efter i Meget, skjønt jeg er betænkelig derved; men når jeg blot, om jeg også skal give meget efter, kan opnå at få Åbenhed og Ærlighed frem i hele Forholdet, og vi kan blive fri for den megen Snakken i Krogene, som der nu er, og den gjærende Misfornøjelse, som stopper deres Ører og Hjærter til, så håber jeg, det alligevel skal gå godt. — Vi åbnede jo Møderne med at Heering læste »Maskeraden« op; og han gjorde det ypperligt, og dog var der Flere, der ikke vilde komme mere efter den Gang, o,g de Fleste havde ingen rigtig Fornøjelse deraf. Næste Gang, i Søndags, kom der meget færre, og Du kan tænke, med hvilke Følelser jeg tog Ordet, tilmed da jeg kun var dårligt forberedt; thi Du forstår jo nok, at jeg havde sat stort Håb til disse s. 188 Sammenkomster og ment, at der ved dem skulde udrettes store Ting mellem mine kjære Bysbørn og Skolekammerater. Jeg tog mit Udgangspunkt fra et Brev, jeg den forrige Gang havde fået fra et misfornøjet Medlem, der havde troet, jeg vilde lave gudelige Oplæsninger og Foredrag dernede. Jeg skjælnede mellem Gudeligt og Åndeligt, Gud og Ånd, og viste, hvorledes Ingen, som vil bære Navn af Menneske, tør være ligegyldig for Åndens Verden eller lade hånt om den, da det er Ånden, som gjør Mennesket til Menneske. Den Tid, jeg vilde skildre havde netop lukket sit Øje for Alt, hvad der hed Ånd og tabt Troen derpå, derfor glemte man i Slutningen af 18de Århundrede Forskjællen mellem Mennesker og Dyr, vilde derfor også gjennem højere Dannelsesanstalter opdrage dem til Menneskets Lige; derfor var Tiden rationalistisk med sine Kartoffelprædikener på Landet og Bastholms Komediespil i Kjøbenhavn; derfor blev Poesien kun betragtet som en Adspredelse, hvis eneste Formål var at moralisere, skjønt Wessel med sin Satire og Ewald med sit Digterliv protesterede derimod, derfor faldt Videnskaben og Verdensbetragtningen i Stumper og Stykker ligesom Familielivet og Selskabslivet med det stumme Selskab ved Spillebordene; derfor havde Folk ingen anden Værdi end den, Bangforordningen gav dem; Livet var tomt, kjedeligt, fantasiløst. Fantasien skulde have Næring, man fortabte sig i Fantasteri om den nye Guldalder, man glemte at leve for at spille Komedie, det var hele Kjøbenhavns Mani fra øverst til nederst; Theatret satte hele Byen i Bevægelse, ja i Oprør som »Thronfølge-fejden«; det kaldte dog Interesserne frem, og de brød nu frem i Kaffehusene og i Klubberne (Norsk-Selskab og Litteraturselsk.). — Der var Stof nok, jeg benyttede Cl. Petersen, Beverdil, Welhaven, Overskou, Steffens, Oehlen- s. 189 schlæger o. fl. Det var yderst interessant, det Meste, og skjønt jeg ikke fik al det med, jeg vilde, eller dog ikke som jeg vilde, så kom jeg alligevel ganske godt fra det; flere Gange rev jeg dem helt med. Jacobsen fandt det udmærket, men det regner jeg ikke så imeget; en af de gamle Elever sagde: De, der er borte, vil rigtignok fortryde det, når de hører, hvor godt vi har moret os idag; og flere takkede mig, men dog ved jeg om dem, der også denne Gang kjedede sig og ikke mere vilde komme igjen, og de var desværre flere. Men Sagen er god, den sejrer nok. — Lev så vel, kjære Ven og Tak for Brevene og Lykønskningen.

Din Ven
Harald Holm.

Undskyld, at Du får Brevet i så mange Lapper, men jeg troede bestandig, jeg kunde holde op.