Kjbhvn., 4de Maj Aften.
Kjære Ven!
Blot et Par Ord iaften; jeg trænger til at give mit Hjerte Luft; jeg har lige skrevet et Brev til en cand. Bruhn i Odense, en af mine gamle Lærere — ja, det er jo sandt, Du kjender ham, det er ham, vi en kort Tid læste Historie med. Han har i disse Dage tilbudt mig en Plads som Lærer ved en Skole derovre; det var meget gode Betingelser; vel skulde jeg kun have 300 Rd. dèr, men så var der til Gjengjæld så lidt at bestille, at jeg kunde have adskillige andre Informationer, så jeg vel kunde drive det til en 450 Rd; s. 190men det var ikke det Vigtigste; Du ved jo, hvor jeg har længtes efter at kunne høre Kold til Stadighed; det kunde jeg nu få Lejlighed til og desuden til dagligt Samkvem med Ludv. Helveg og Andre; det var fristende, men nu den stakkels Theologi, sådan blev det jo aldrig til Noget med den, det bliver såmænd lidt nok endda; jeg turde ikke tage imod det, hvor gjerne jeg vilde; men der var også andre Grunde, der holdt mig tilbage. Tilbudet fik jeg forleden Aften gjennem Jacobsen ude hos Høgsbros. »Nej, Holm må rigtignok ikke rejse,« sagde Fruen, og så sagde Svend med, og jeg følte med det Samme for Alvor alle de Bånd, som bandt mig til Kjøbenhavn, jeg har dèr såmange Ting for, som jeg sågodtsom ikke kan og desuden nødig vil opgive, de er efterhånden voxede sammen med hele mit Liv og min Tankegang. — Dette Tilbud og de Betragtninger det gav Anledning til, bragte mig imidlertid til i disse Dage at kige lidt ind i mig selv og rode lidt op i Sjælens Pulterkammer, og det gjorde mig så underlig bedrøvet. Alt, hvad jeg så af Pjaltethed og Dårligdom skal jeg ikke plage Dig med, blot én Ting, som både gjorde mig glad og bragte mig til at grue. Jeg følte nemlig klart, at jeg stod på Åndens Side; at jeg stræbte ad den rette Vej, og at mit Øje var åbent, så jeg kunde se Ånden allevegne, hvor den åbenbarede sig, og at jeg elskede den og vilde stille mig på dens Side i Kampen mod alt det Åndløse, Filisteriet. Det var jeg glad ved at føle. Men jeg mangler ikke blot Kraft, men også Indhold; ja en Begejstring har jeg, men den er desværre så blottet for Indhold, for Kundskab og Erfaring, så abstrakt-almindelig, at den aldrig kan sætte Noget igjennem. Vel har jeg adskillige Kundskaber, men de har ikke ret gjennemtrængt mit Hjerte, og desuden er jeg, når jeg ser mig lidt om, så grændseløs uvidende; og jo længer jeg ser, jo værre bliver s. 191det, derfor blev jeg også helt ulykkelig, men det lettede allerede, at jeg satte Pennen til Papiret for at skrive til Dig, og da jeg skulde beskrive min Ulykke, kunde jeg ikke. Blot Viljeskraft, blot Viljeskraft, så går det i Guds Navn nok. Mit Kundskabssavn kan der rådes Bod på, det var værre når jeg havde savnet Sandsen for Ånden. Men Ånden og Livet tror jeg på, Gud ske Lov, så kommer Resten nok af sig selv. — Netop om Livets Magt over Døden har Grundtvig i forrige Uge skrevet et dejligt om end lidt tungt Digt i Kirketidenden, og han talte derom i Søndags med en Kraft og en jublende Sejersglæde, som jeg længe ikke har hørt hos ham. Han talte så inderligt, barnligt enfoldigt om Bønnen i Jesu Navn, og så skjøn en Dåb, som han bagefter forrettede, har jeg aldrig set; der hvilede ligesom en Forklarelse både over ham og Barnet og alle os Omkringstående. Den var et fuldkomment Modstykke til hin Dåb, han holdt den Palmesøndag, da han blev syg; den lignede den noget, men Alt, hvad der ved hin var hæsligt og uhyggeligt, det var her skjønt og glædeligt. — De Par Ord må Du nøjes med, det blev til Ingenting, men jeg sender det dog bort for med det Samme at bede Dig skrive engang med det Første, da jeg allerede længes.
Lev så vel.
Din Ven
Harald Holm.