Konradineslyst, d. 8. Maj.
Kære Ven.
Hvor jeg blev glad over Dit Brev. Sådan skal det være, det er så dejligt at vide, at Du har Tillid til mig. Og det glædede mig så meget på dine Vegne, hvad Du skrev. Tro mig, det er ikke Noget, Du skal fortvivle over, tvertimod s. 192være glad for, at Du føler den Tomhed, hvor ubehagelig Tilstanden end er, sålænge den varer, det er den nødvendige Overgang fra det naturlige til det åndelige Menneskeliv. Det er jo heller ikke Kundskaberne det kommer an på, men Modenheden, og den har Du. Undervisningens Hovedformål i Skolerne burde jo heller ikke være Stoftilegnelsen, men Udviklingen, og Du må i det Hele taget være glad ved at være sluppen gennem Skærsilden så godt, men hvis jeg skulde forklare mig den åndelige Lede og Mathed, som Du klager over, så tror jeg, at Grunden er en anden end hos mig, fraregnet det, Ungdommen nødvendig fører med sig; hos mig er det Mangel på Føde, hos Dig snarere åndelig Forstoppelse. Og jo mer Tomhed, jo bedre vil jeg næsten sige, des bedre udrenset bliver man, des lettere senere hen. Og det kan endda gå, men værre bliver det, når man slet ikke kender sig selv. I et År har jeg nu stedse set et fremmed Ansigt i Spejlet, fraregnet enkelte Øjeblikke, ja der har været Tider, hvor jeg ligesom har været ud af mig selv; jeg husker en Dag jeg sad og fortalte Børnene Noget, det var et Øjeblik, som om jeg hævede mig ud af Støvlegemet, der imidlertid blev ved at plappre frem. Man kan i Grunden leve på en temmelig lille åndelig Fod, jeg mener med temmelig få Kundskaber, og dog slippe meget manérlig gennem Verden. Fraregnet en lille Smule Sprog havde jeg egentlig slet ingen Kundskaber, da jeg kom herud, for Geographi, Historie og alt det Øvrige havde jeg kun et vist ubestemt Indtryk af, alle Enkelthederne havde jeg for en stor Del glemt; men jeg har også i dette År udenfor mine Timer tiet stille den meste Tid, ingen Livskraft og ingen Stof til engang at frembringe Skinnet; Tomhed og Død, Huha, det kan gyse i mig, og dog nu da det er overstået, så er det mig som om det var en Drøm, så hurtig synes det s. 193mig nu, at det er gået. Jeg nyder rigtig Foråret her i denne dejlige Egn og meilem disse prægtige Mennesker. Det er ganske sjeldne Damer, disse Komtesser; Greven havde ikke Uret, da han igår sagde, at Børnene kunde lære af deres Fastre altid at tænke på Andre og kun sjeldent på sig selv, så ydmyge og beskedne og dog så åndfulde. Og de er betydelig lettere at tale med end Grevinden. Så det gåer så godt her. Imorges rejste Greven til Ems, og jeg er så glad, for jeg fik en Fornemmelse af hvad et Ansvar vilde sige, da han ved Afrejsen overgav Børnene til min Varetægt, Grevinden er nemlig i København tilligemed de to mindste Børn. Her er også nogle prægtige Mennesker blandt Folkene som Avlskarlen, en gammel sat, forstandig Mand, og Mejeribestyreren, en yngre Mand, der har været på Triers Højskole. Han har flere Gange været inde hos mig og snakket med mig. Det morede mig meget at høre ham fortælle om Per Larsens og Per Persens Opvækkelser i Odsherred. Den sidste har dannet en Frimenighed og existerer endnu i Nordsjælland, den anden blev Irvingianer, og de Mange, der havde samlet sig om ham, faldt i Hænderne på Mormoner og andet Djævelskab. Der er rigtignok Kærne-karle blandt Bønderne, men her på Sjælland er de dog i det Hele temmelig sløve, det viser noksom også det, at de, der har været på Højskolen, af Mange bliver betragtede som Udskud af Menneskeheden, og til min Forundring hørte jeg, at det er først nu, at Rørdam begynder at få et Parti, jeg har sluttet af de fulde Kirker, og jeg er overbevist om, at del også vil gå, men den sjællandske Bonde hænger fast ved det Nedarvede, de prøver længe, førend de antage Noget. Hovedgrunden, hvorfor de her på Egnen er så fjendtlig stemt mod Grundtvigianerne er Hoffs Skrift: Tør Du bede for de Døde, de Opvakte finde nemlig, at det er at gøre s. 194Folk trygge. Du kender vel Skriftet, det er jo ikke Andet, end hvad man fuldstændig kan sige ja til, jeg beder ofte for min Fader, og jeg er så fuldt overbevist om, at det hjælper, at jeg med største Tillid vilde gøre det, selv om hele Verden sagde imod. Men det kommer det jo altid an på i personlige Spørgsmål at føle Åndens Forvisning hos sig selv og ikke lade sig rokke af Nogetsomhelst. Men Posten skal gå, Du må lade Dig nøjes med det, Du kan se heraf, jeg har det godt, det Samme vil jeg håbe, jeg snart vil høre fra Dig, jeg er glad ved Du bliver i Byen, det troer jeg var det Bedste.
Hils Alle fra
Din Ven.