Kjbhvn., 21. Maj.
Kjære Ven!
Dit sidste Brev fik jeg forleden Søndag, da jeg kom hjem fra den store Skyttetur. Du har måske set af Aviserne, at vi var ude d. 8de og 9de, og at Turen gik op omkring Esrom Sø fra Fredriksborg til Fredensborg. Vor Natmanøvre i Grib-Skov gik rigtignok i Vadsken, da det begyndte at øse ned med Torden og Lynild, men alligevel var det en prægtig Tur i ypperligt Vejr gjennem lutter smukke Egne og både Grib-Skov, Esrom, Gurre og Fredensborg havde en særlig Tiltrækning for mig, de mindede mig så levende om den prægtige lille Fodtur, vi gjorde sammen for 3 År siden; den står i et mærkværdigt Lysskjær for mig, mig synes de Dage var så rige på Indhold, jeg har vist s. 195aldrig været så ungdommelig glad; og så at vi kom så godt ud af det sammen, ja det forstår jeg knap; det var jo Tilfældets Værk, som det syntes, at det netop blev os to, der kom til at rejse sammen, vi var jo ikke Venner, ja det var knap nok, at vi kjendte hinanden; og fælles Interesser, ja dem kan jeg ikke finde, og dog gik Tiden, og gik fornøjeligt, men hvad talte vi da om? Ja det har jeg nu spekuleret på, men det kan jeg ikke huske; jeg tror egentlig ikke, vi talte synderlig med hinanden, og dog var det en rigtig fornøjelig Tur. — De Egne deroppe i Nord-Sjælland syntes mig så indbydende, at jeg halft om halft lovede mig selv at gjøre en Tur derop i Sommer, og jeg talte forleden med Adolf Hansen derom, og han kunde også nok have Lyst, når han er færdig med Filosofikum. — På den samme Skyttetur havde jeg ellers en Fornemmelse af det, som de Rejsende taler såmeget om, af den Følelse, som griber En, når man på Havet møder et Skib, vexler Hilsner med det og taber det af Syne igjen. Det var om Morgenen; jeg havde ikke kunnet sove i L,aden, hvor vi lå stuvede sammen i Halm, og gik mig så sammen med en Skytte, som hedder Schwanenflügel en Tur ind i Grib-Skov, som var så lys og frisk efter Regnen, at man formelig kunde føle Friskheden; den slog En imøde; og så var der så stille, lidt Fuglekvidder, men ellers ikke en Lyd, der var så højtideligt. Vi talte ikke meget sammen, men jeg syntes, jeg kunde mærke, hvorledes Schw. levede med Naturen og henryktes af den, som jeg selv; thi Naturen greb mig ganske vidunderligt, og jeg mærkede, hvorledes jeg uden egentlig at kunne gjøre mig rede hvorfor, dog følte mig draget til Schw. og kom til at holde af ham; så gik Samtalen lidt Dedre, men så var Turen også strax forbi; snart efter marsjerede vi bort fra. Esrom, og jeg talte ikke siden videre s. 196med ham. — Skjønt det er en ganske saxlvanlig Begivenhed, kom den mig dog helt underlig for; det er jo dog med en underlig Følelse, man ser Noget spire frem og så i samme Øjeblik afbrydes i sin Udvikling; og dog var det jo ikke Venskab; for at blive Venner må man kjende hinanden.
Men se hele den Historie er det nu i Grunden dumt af mig at fortælle Dig, for mig har den Noget at betyde, men for Dig må den vist være latterlig; dog nu står den der, der kommer såmeget latterligt fra mig, så lad kun den gå med. — For imidlertid at komme fra det; jeg har haft det udmærket godt i denne Pindsetid; jeg har været mange Gange i Skoven allerede, og jeg ved ikke, hvoraf det kommer, jeg ser med ganske andre Øjne på Naturen end før, den har aldrig voldt mig såmegen Glaxle, som dette Forår. Så har jeg også haft sådan udmærket Tid og fået læst en hel Mængde, og endelig har jeg haft megen Glæde af Grundtvigs Prædiken, navnlig 2den Pindsedag om Jesus Navnet, om at det ikke er nok med en Frelseridé, men at det gjælder om at søge Frelsen i den i Kjødet komne Jesus Kristus. — Foruden flere Småting og adskillig æsthetisk Læsning har jeg fået læst Sibberns nye Bog (3die Del af hans Værk om Poesi og Kunst); det er en stor Bog, lidt bred, men fuld af ypperlige Ting, navnlig i Stykket om det Romantiske, og så er den mærkværdig livlig og ånder helt igjennem af en så elskværdig, venlig og velmenende Personlighed, at jeg ikke kunde blive kjed af den. — Også en anden Filosof har jeg fat på, nemlig S. Kierkegård; jeg læser »Synspunktet for min Forfattervirksomhed«, og mens jeg både beundrer ham og gyser for ham, kan jeg dog ikke Andet end ynke ham; hvor var han dog ulykkelig, og hvoɪ må dog et Menneske være ulykkeligt, når det som han mangler al Umiddelbarhed og er lutter Reflektion. Ja ham s. 197var der nok at tale om, men jeg tør ikke; jeg må snart bryde af, og dog vil jeg først anbefale Dig en Bog, som Du måske allerede kjender, det er Paludan-Mullers: Guds Ord; den har haft god Virkning på mig, jeg tør ikke give ham Bet i alt, hvad han siger, men han har dog klaret og bestyrket mine Tanker om »Ord og Skrift« om »Guds Ord« og Biblen og om Sakramenternes Stilling i Kirken. Det er vist et af de roligste, besindigste og grundigste Indlæg fra den grundtvigske Side, og ved det, at det har klaret og bestyrket mine Tanker, har det tillige gjort mig ligesom lettere og friere; thi på Grund af min hele Udviklings Gang har jeg ganske rigtig, som Du sidste Gang skrev, været noget åndelig forstoppet, mange af de grundtvigske Tanker har jeg fået ind uden Prøvelse, uden hjertelig Tilegnelse, de har ligget som en uformelig Masse, og den har trykket mig; tømmes ud og smides bort, det hverken kan den eller skal den, men den skal tages op og bearbejdes, så det, jeg ikke kan tilegne mig, skydes ud, og det, jeg beholder, også virkelig bliver min Ejendom; således bliver det også lettere at bære, ligesom Ens egne Penge altid er nemmere at bære end Andres. Dertil har nu denne Bog hjulpet mig; at få mine egne Tanker frem og bestyrke dem, så det med det Samme er blevet mig langt klarere, hvorledes og hvorvidt jeg har kunnet tilegne mig den grundtvigske Tankegang. En Ting står mig blot bestandig for Hovedet, og det er, at det mere er min Forstands end mit Hjertes Bifald, jeg skjænker den; men også det vil nok rette sig, og før jeg føler mig vis på det, før er Glæden jo ikke fuldkommen. Og dog er jeg glad! — Lev vel.
Din Ven
Harald Holm.