Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1869-06-12)

Konradineslyst, d. 12. Juni.

Kære Ven.

Nu håber jeg da snart at skulle se Dig, så kan Du have Lov til at prygle mig, for Du kan mærke jeg er uforbederlig. Menneskeheden herude befinder sig efter Omstændighederne meget vel. Forleden Dag gav Bispen Gæsterolle på Gennemrejse til Opbyggelse for Menigheden. Huha, det er noget forfærdelig Noget, at Præsten skal der stå og eksamineres i sine helligste Følelser. Den gamle Præst talte ellers meget rart og derpå tog Bispen Ordet og talte meget smukt om Guds Kærlighed; et glimrende Organ har han; efter denne Tiltale begyndte han Katechisationen, som helt igennem var en Polemik mod den kirkelige Anskuelse og ledsagedes af lange Blik til Komtesserne og Rørdam, som sad og våndede sig oppe ved Alteret. Der var noget Fuldendt over det Hele, klart og afrundet var det, men det var et Lys uden Varme. Han kathechiserede om Guds Ord og endte med stor Salvelse at slå fast, at Skriften var regula fidei, hvorpå han gav Ordet til den gamle Præst, som trådte frem i stor Bevægelse og til vor store Forbavselse spurgte, om der da ikke var et Guds Ord, vi skulde holde os til, og som ikke fandtes i Skriften og fik så Børnene til med èn Mund at bekende deres Tro. Til Slutningen ønskede så Biskoppen, at Ordet måtte få Løb i Menigheden, og at Lov og Evangelium måtte prædikes i skøn Forening. Det Samme havde han skrevet i Kirkebogen. Det er en uheldig Stjerne, der hviler over Martensen, at han altid fremmer, hvad han vil undertrykke, hele hans Polemik f. Ex. her gavner ham ikke meget, for der er naturligvis kun meget få af Menigheden, der forstod den. Rørdam, s. 199 hvem det var rettet mod, blev naturligvis ikke omvendt. Han var ellers meget venlig mod R., derimod næsten uforskammet mod den gamle Præst. Flere Steder er han gået skrapt tilværks. I Udby har han forbudt et Tillæg, og endogså forbudt dem at messe Troen fra Alteret, sammesteds har Provsten fået en drøj Irettesættelse, fordi han så for meget gennem Fingrene med de religiøse Stemninger. Et andet Sted har han givet en Præst en Næse, fordi han klagede over, at Kirkesangeren ikke vilde indføre nogle Melodier, han vilde have, det tilkom nemlig ene Kirkesangeren. Klog er han, men som Hoff bemærkede, ikke forstandig, thi han forståer ikke at bruge de rette Midler til at fremme sine Planer. Hoff var her i Torsdags og talte på Sygehjemmet. Han holder Vennemøde i Vallekilde den 22. i denne Måned, han bad mig om at komme dertil, men desværre er vi vel rejst til den Tid. Han fortalte mig en ganske morsom Historie om et Møde for den ydre Mission, der havde været deroppe. Hele Bestyrelsen, 18 Præster, var bleven indbudt, men deraf var kun kommen de 4, hvilket jo ikke vidnede om synderlig Deltagelse. Den Præst, der prædikede, havde været så ærlig at sige i Begyndelsen, at han slet ingen Myndighed havde til at tale, thi han havde aldrig udrettet Noget for den ydre Mission, men alligevel var han blevet fangen, da han kom ind i Talen og havde endt med at sige, at vor Tid var en Missionstid, hvilket, som Du ved, Hoff netop har besvaret benægtende i en lille Piece med samme Titel. Præsten var naturligvis bleven meget ulykkelig, da han fik det at vide, og havde bedt Hoff meget om at undskylde, han havde ikke gjort det af Ondskabsfuldhed. — Det er, som Hoff sagde til mig, Noget, vi med dyb Beskæmmelse må sige og ikke blæse ad det. Og det kan jo også gerne være, at det er andre Menigheders Missionstid, s. 200 men vi er endnu en for nyvakt Menighed til, at den lid kan være kommen for os. Desuden kan man jo mærke det. Thi der er ingen Sag, der som denne er en Menighedssag, Alt andet, kristelig Barmhjertighedsgerninger o. s. v., er mere den Enkeltes, og var Missionen vor Gerning vilde vi jo ikke godt næsten kunde tale om Andet end om den, når vi kom sammen. Forresten ydede han de Mænd fortjent Anerkendelse, der som Kaikar ufortrødent arbejder derpå, men før man skal bygge en Bygning, må man først hugge Tømret til og samle Sten. — Forleden Dag talte jeg med Rørdam om forskellige af de Ting, som stedse stå på Grundtvigianernes Dagsorden, som dette med Folkeånderne o.s.v. og han yttrede da, at det var sørgeligt at se, hvor galt mange af Gr. bar sig ad. Ligesom Luther var trådt frem med Biblen, således havde Grundtvig nu ført de mægtige Tanker frem om Liv, Lys o.s.v., men ligesom de små Ånder blandt Luthers Tilhængere så var bleven hængende ved det Udvortes og havde lavet hele Systemet, såat man vidste, hvad der kom, såsnart de begyndte, således var der nu også mange af Gr., der hang sig fast i Grundtvigs Tanker og snakkede op ad Stolper om dem, såat det ikke blev Andet end Ordskvalder og så henviste han til Jacobsens Ynd-lingsspørgsmål: Om man fødes med eller uden Ånd. Det var måske lidt strengt, men at Faren er der, er jo desværre vist. Nu kom Børnene, så må Du nøjes for denne Gang, jeg vil blot bemærke, at Alt, hvad der angåer Dig, kommer mig ved (jvfr. Historien i Skoven), skøndt jeg nu ikke mere er så fordringsfuld som tidligere, jeg forlanger nu ikke mere, end Du vil give mig. Det var et morsomt Brev, det var som hele Brevet var en Indledning til de sidste Ord: Og dog er jeg glad, så — men det kan nu være det Samme. I næste Uge håber jeg at komme, men bestemt ved jeg det s. 201 ikke, da den lille Dreng er syg. Hils Alle og lad mig se et rigtig glad Ansigt, når jeg kommer.

Din Ven.

Af Mangel på Frimærke, må Du undskylde jeg sender det i min Moders Brev.