Konradineslyst, d. 27. Novbr.
Kære Ven, Du kan tro, jeg havde en stor Glæde igår, min kære Aftenskole var jeg for første Gang iår nede og talte i. Det er dog ganske mærkværdig, den Glæde jeg har deraf, og hvor det er ligesom mit Element jeg bevæger mig i. Det er rigtignok en stor Velsignelse, jeg der har fået. Jeg er så glad, Larsenius; nu for det Første kan Du ikke tænke Dig, hvor jeg glæder mig til imorgen, jeg skal til Alters, jeg har gået hele Ugen og glædet mig så mægtig dertil, og Glæden har båret mig frem, hver Dag har Ånden vidnet nye Ting hos mig, hver Dag har jeg kunnet mærke, hvor det er gået fremad. Du skrev ifjor engang til mig, at jeg vel nu kunde betragte mig som genfødt, ja vist var jeg det, for det ere vi jo Alle, når vi ere døbte, men Spiren var rigtignok langt fra brudt frem, men hvilken Fryd er det dog ikke nu at mærke Grøden i Jorden, mærke Planten skyde igennem. Endnu er det vel som en let Morgentåge hvilede over Engene, men den letter snart, og Solen har allerede begyndt at kaste det s. 218ene Glimt efter det andet ind i mig. Og sådan som jeg daglig føler Tilliden til Vorherre vokse, og hvad der er det Allerbedste, at jeg nu begynder at blive fri for de højst ubehagelige Stemmer, der have plaget mig med, når jeg havde gjort et eller andet, at det var til min egen Ære, jeg havde gjort det, hvilket ret beset i Almindelighed var den største Løgn. Tak for det rare Brev, Du sendte mig, jeg fortjener ikke såmegen Kærlighed, og så lade Dig vente sådan en Tid, men man er jo sig selv nærmest i visse Ting, og jeg vil dog anse det for en lille Smule uhyggeligt, om jeg aldrig skulde kunne komme til at sige Andet, end hvad andre Mennesker havde lagt mig på Munden, men jeg forstår Dig ellers nok, det var heller ikke så ganske Din Mening. Det er jo rigtig fornøjelig, så godt det går Dig med Dine unge Piger, de Ord, Du skrev: »og sådanne Forfædre har vi haft«, Du kan tro, de slog ned i mig, jeg følte mig så lille ligeoverfor dem, for der er ligesom kastet et Dække over min Fædrelandskærlighed som over mine andre Følelser, men om jeg så for Øjeblikket selv ikke kan mærke noget ligefrem Udslag af dem, så har jeg det sikkreste Håb, at trods al Dødens Anfægtelser skal det dog nok engang vise sig, at den er der.
Ja hvad har jeg ellers at fortælle Dig, nu har jeg givet mit Hjerte Luft og skrevet til min kære Ven, forstår Du mig. Her går sådan Alt tilsynladende i den gamle Gænge, her er kommen en Søster til Fru G.-Basmussen (alias B. Beimcrs), som ikke kan blive træt af at fortælle om Preussernes Nederdrægtighed og deres eget stærke Håb, men desværre mange af de rige Gårdmænd derovre ere jo bukne under for Guldkalvens Fristelse. Børdam virker her stadig, og når jeg taler med ham, hvilket iøvrigt er temmelig sjelden, har jeg megen Glæde af ham, men sin Hoved-s. 219gerning hos mig har han gjort, det var dengang ifjor Efterår, da jeg overværede hans Samtale med de 2 fattige Bønderkoner, hvad der var beregnet på dem, slog jo rigtignok ned i mig, først den Dag fik jeg rigtig Syn på den kirkelige Anskuelse, eller rettere på min Ædelsten. Han har ellers megen Modstand her i Sognet. Der er i det Hele et lidt uhyggeligt Væsen her i Sognet; trykket som det har været og tildels endnu er af et hårdt Fæstevæsen, kan man her se det skønneste Bevis på al den Trælleånd og Usselhed, det fremkaldte. Jeg talte forleden Dag med en Kone nede fra Reerslev, som fortalte mig en Samtale, hun havde haft med en anden Kone, der ikke havde vidst alt det Onde, hun skulde sige om R. Vedkommende havde rigtignok kun hørt ham en Gang i Kirken, 1. Juledag, og så havde han talt først og sidst om en Rose, og »så taler han altid om, at det er ene og alene af Guds Nåde at vi blive frelste, og når vi blot søge hen til den, så blive vi frelste, og hvad er det dog for en grulig Tale, at Folk rolig kan gå hen og gøre de forfærdeligste Ting, når de blot har det at skjule sig med.« Det er nu fra den ene Side. Hveranden Torsdag holder han Forsamling på Sygehjemmet, hvor han har talt over Br. til Philippenserne. En Dag havde han taget lidt fat på dem; det var, da han kom til det Sted, at nogle vandre som Guds Riges Fjender; ganske vist havde der blandet sig lidt menneskelig Skrøbelighed med; han havde set nogle sove og var bleven heftig, men han fik rigtignok ikke Lov at dø i Synden. Grevinden var der og havde netop den Dag i Sinde at tage hjem med ham, og ikke alene den Dag, men forleden Aften igen tog hun ordentlig fat på ham. Nu har det jo ordnet sig, hun har været nede og gøre Afbigt, men hans Stilling er ikke ganske let. — Nu kom Drengene, så Farvel og Levvel for denne Gang, jeg længes meget efter at høre s. 220fra Dig. Vil Du have den Godhed snarest mulig at låne på et Bibliotek en Bog om Dyrenes Natur til at fortælle Børnene, (jeg sluger ellers i denne Tid alle mulige Bejsebeskrivelser og Naturskildringer), der er et større tydsk Værk, somt nogle populære Værker om praktisk Anvendelse af Agerdyrkningskemien. Nielsen har bedet mig holde et Par Foredrag derom. Gå op og se, hvordan Bøcher egentlig har det, det længes jeg efter at vide. Lev nu rigtig vel og hils Menneskeheden fra
Din Ven.
Min Moder kommer også i »Dansk Samfund« næste Måned, det vilde glæde hende meget at se Dig.