Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1870-01-17)

Kjbhvn., 17. Januar 1870.

Kjære August!

Kun et Par Ord, kjære Ven; ja, kjære Ven, jeg kan næsten ikke komme længer end til det Ord, for det har aldrig haft større Fylde og Sandhed for mig end siden igår; hvor jeg dog har levet med Dig, siden jeg så Dig igårmid-dags; hvor vilde jeg gjerne talt med Dig iaftes, men ikke et Ord. Jeg var så opfyldt og trængte såmeget til at have En at meddele mine Følelser, at jeg blev sjæleglad, da Du gav mig Lov til at tale med Bøcher, og skjønt jeg ved, han i denne Tid har Hovedet fuldt af såmeget Andet, så for jeg dog i ham strax iaftes, da vi blev ene. Det gik ham strax som mig igårmiddags, han blev forbavset, men da vi havde talt en Stund, tror jeg nok det atter gik ham som mig, da s. 221 Du havde givet mig nærmere Besked; han blev roligere — om end endnu ikke glad; og førend vi skiltes sagde han hen for sig et: »Gud give, det må blive godt for ham«, som jeg i mit stille Sind sagde Amen til. — Da Du fortalte mig, Du havde fæstet Dig en Brud, og hvem det var, da blev jeg en Bold for mange Tanker. Alle Spidsborgerlighedstankerne, dem vil jeg forskåne Dig for, Du kjender dem alle, og de trykkede mig desuden ikke så slemt, for der er Ingenting, jeg har så let ved at få Bugt med som netop dem; men de mælder sig jo dog, og et Øjeblik tænkte jeg: er det nu ikke din Pligt som hans sande Ven at vise ham alle Nutids- og Fremtidsvanskelighederne, at gjøre ham Helvede hedt, som man siger, eller rettere gjøre ham Himmerig til et Helvede; men Tanken tænkte jeg knap helt ud, det var i Grunden ikke min Tanke, dertil kjender jeg Dig for godt, dertil har jeg for megen Kjærlighed til Dig og som Følge deraf formegen Tro til Dig; jeg var øjeblikkelig viss på Sandheden og Alvoren i din Beslutning, og kjære Ven jeg var viss på, at den var taget for Guds Ansigt, og så var jeg sikker; og rigtignok kjender jeg ikke din trolovede Brud, men jeg ved, hvad hun har været for Dig, og jeg ved, at I må kjende hinanden tilbunds, og endelig tror jeg da også at vide, hvorledes også hun, efter det Lidt, jeg kjender til hende, har sikret sig Herrens Velbehag. Jeg stoler på Dig, og jeg stoler på hende, men først og sidst stoler jeg rigtignok på ham — det kan jeg jo sige til Dig, til Andre har jeg så ondt ved at få sådanne Ord frem — på ham, den gode, kjære Herre Gud, som har ført Dig så vidunderligt, og som har Dig altfor kjær til at friste Dig over Formue. Gud velsigne Dig og hende! — Jeg skulde været glad og var det vel og i Grunden, men der var meget ivejen. — Din egen Glæde, kjære Ven, var ikke heller jublende, som ellers en Ynglings, der s. 222 har fæstet sig en Brud, og det var ikke forunderligt; iste-denfor at møde Hjertensglæde hos dem, der burde være glade med Dig, mødte Du kun, omend Kjærligheden stod skreven i Øjet, slet dulgt Bekymring. Kjære Ven, det Skår, der var i din Glæde, det smertede mig; og dog var jeg glad over at se, hvorledes din Moder lod sin Kjærlighed til Dig overvinde hendes Bekymringer. Men dette Skår i din Glæde må vi have helet, og jeg ser kun én Udvej; Frk. Nissen må herind og tale med din Moder, og det ikke først til Påske eller Pindse, men nu, så snart det på nogen Måde kan lade sig gjøre; din Moder m å lære hende at kjende; ellers pines hun altfor meget af Bekymringerne, og de forbitrer hende Livet; husk, hvad det vil sige, at gå e n e med slige Bekymringer Dag ud og Dag ind. Jeg kan vel komme af og til, Bøcher også, men det er sågodtsom Intet; Andre ved Ingenting, og vidste de det, så gjorde de sagtens blot ondt værre, der er kun En, der kan gjøre Ende på Bekymringerne, men som også vil gjøre det, og det er Frk. Nissen. — Hvad mig selv angår, så var der for mig endnu en Grund til ikke at blive rigtig glad; for ser Du — skjønt det er vist i Grunden Synd af mig at sige det, og det viser måske kun, hvor svagt mit Venskab er — men Du ved jo nok, hvordan det går, når Ens Venner — ja kort sagt, jeg var så bange for at tabe Dig, jeg havde længtes sådan efter et rigtigt åndeligt og hjerteligt Brodersamliv med Dig, men Manden skal jo forlade Fader og Moder (og Brødre og Venner med) og holde sig til sin Hustru; hvor den Frygt dog pinte mig og piner mig endnu; men lad det stå i Guds Hånd; jeg er blot begjærlig efter i Gjerning at vise Dig, at jeg er din Ven, og trænger Du til Vennebistand, som Du visselig gjør, så gjør Du mig rigtig glad ved at komme til mig; jeg står helt til din Bådighed med Mund, med Pen, med Ben, med Alt s. 223 kort sagt. — Guds Velsignelse over Dig og din vordende Brud!

din
Harald Holm.

Jeg var hos din Moder i Eftermiddags og traf hende heldigvis alene; hun trænger til Lindring; følg endelig mit Råd.