Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1870-01-29)

Nørager, d. 29. Januar 1870.

Kære Ven!

Ja, jeg forstår Dine Bekymringer, men de anfægte mig ikke, og Du skal se, når Du nu hører, hvad jeg fortæller Dig, vil de heller ikke anfægte Dig mere. Vi er jo dog ikke skabt til at være ene, men for os alle, for mig i det mindste, har vor Herre skabt en Kvinde, der er en Del af mig selv, så inderlig forbundet med mit inderste Væsen, at jeg ikke kan tænke mig selv uden hende og ikke hende uden mig. Og det er ikke nogen opspændt Idé eller et Trospostulat, som jeg klyngede mig til uden at have set dets Gennemførelse i Virkeligheden, nej i et År næsten have vi nu daglig delt hver Tanke med hinanden, som angik vort personlige Liv; hver lille Anfægtelse, selv om den skulde synes os ubehagelig at fortælle hinanden, have vi med en næsten ængstlig Samvittighedsfuldhed meddelt hinanden, ja er det ikke vidunderligt, at vi have fået Kraft dertil, og derved ere vi blevne satte i Stand til mer og mer at magte og fatte vor store Livsopgave, den at vandre her i Livet ved hinandens Side og glæde os ved det Håb evig at høre hinanden til, for s. 224 det er en stor Opgave, og vore skrøbelige Menneskesjæle have naturligvis ofte, ja lige til den sidste Tid krympet og vredet sig ved at lade Ånden råde, men Gud være lovet, den Sag, han har sat sit Stempel på, den skal han nok føre igennem, og han har rigtignok givet os, hans Børn, sin rige Velsignelse. Først har han givet os at holde vor Bryllupsfærd i hans Søns Navn, og så på vor Vandring har han givet os sit Pant at holde fast ved, det har været det, der daglig har været vor Føde og styrket os til at holde ud, selv om vi forekom os selv sløve. Thi det er den største Anfægtelse, ydre Anfægtelser er Intet, kødelige Anfægtelser kunne være slemme nok, men Ligegyldighed eller rettere tilsyneladende Ligegyldighed det er det værste, og derfor kan jeg ikke forstå, hvorledes Ægtefolk, som ikke er kristne, kan holde ud at leve med hinanden i Længden, for de vove ikke at være det bekendt for hinanden, når de ikke have fast Grund under Fødderne, men når blot i en sådan Stund eller i hvilken anden anfægtet Time Ånden vidner, det må jeg fortælle hende, så skal det sjelden slå fejl, at Uvejret drager over, og Freden vender tilbage. Jeg skrev, at vi daglig havde været sammen, ja med Undtagelse af i Sommerferien, og da var i al Fald vi i Længslen sammen, men forunderligt var det dengang, ja hele Tiden har det været forunderligt, hvor mit Liv og min Længsel efter Vorherre har gået sammen med min Længsel efter hende; det var sådan dengang, at jeg dengang da Tågen endnu hvilede så tungt over mig, ikke formåede at skælne, i hvilken Retning den Længsel, som gik igennem mig, gik. Men det var ganske rigtig, at jeg ikke kunde skille de to Ting ad, for det var i Grunden kun én, det var i begge Tilfælde mit Jeg, mit inderste bedste Jeg, der længtes efter at få sit Savn tilfredsstillet. Og som det dengang faldt sammen, således er det også gået senere. s. 225 Netop når jeg ikke følte Kærligheden til hende og altså heller ikke til Vorherre, så var det Trosskridt, som Ånden så lod mig gøre, det samme, der bragte mig nærmere til Vorherre og skaffede mig hans Kærlighed igen. Sådan er det gået, op og ned, men stedse, hvor mørkt det end har set ud, stedse fremad, til den salige Stund igår, hvor det blev mig forundt ret af Hjertens Grund at kunne bede for hende som aldrig før, og føle Herrens Velsignelse hvile over hende, ja over os begge. Har jeg så ikke Ret, ja hans Hånd har rigtignok ledet os, på Randen af Afgrunde undertiden, det kan Du jo begribe, men hidtil har han nådig holdt sin Hånd over os, og det føler jeg, han vil stedse gøre. Nu kender Du lidt til, hvad der ellers kun er to Hjerters dyreste Skat, bed nu også for os, og tak hjertelig for os, for det kan Du, såsandt Du holder af os, og det gør Du, når Du holder af mig; har Du tabt mig i den gamle Udgave, ved Du hvad, det er der ikke tabt Noget ved, men at Du har vundet en trofast Ven ikke blot i mig, som Du kender en lille Smule til, men også i den Del af mig, som Du ikke kender, det ser Du heraf, og det har jeg også hendes Ord for.

Skriv meget snart til
Din Ven.