København, 7. Febr. 1870.
Kære Ven!
»Gud signe jer begge!« var Slutningen på mit sidste Brev og skal være Begyndelsen på dette, fordi det hele Mellem, tiden har været min Tanke, og jeg er blevet tryggere og tryggere. Fra det første Øjeblik, jeg hørte om eders Beslut-s. 226ning, var jeg overbevist om, at den ikke blot, som man plejer at sige, var fattet »efter modent Overlæg« — hvis det forresten har Noget at betyde under sådanne Forhold — men at den var fattet i dyb Alvor for Guds Ansigt; og jeg har ikke taget Fejl; det er ikke eders egen, men det er Guds Gerning, og det ikke således som i Grunden Alting, både Ondt og Godt er hans Værk, men således som han gør det med sine Troende med sine Børn; for det er en Ting, som gør mig så godt, hvergang jeg beder Barnebønnen, Fader vor, at se, hvor mageløs glædelig den Bøn er, som har fået såmange Vantro eller Halvtroende til at gyse, den: »ske din Vilje som i Himlen så og på Jorden«, for vi ved, at denne strenge, mægtige Vilje er idel Kærlighed, så er først Herrens Navn os helligt, og er hans Rige først kommet til os i vor Dåb, ja så sker også hans gode og nådige Vilje med os. — Ja, kære Skrøder, hvor er Du dog blevet ført vidunderligt midt ind i Livet; vi andre, som dog også længes mod det store Mål, som ser det og vender os imod det, vi fattes stadig noget, vi er for valne og kolde til at have den rette Glæde; vi har Tanker og Lys og Længsler nok, men vi må rigtignok synge med Bjørnson: »bare vi, bare vi havde Kærlighed nok!« Nu mener jeg vel ikke, at Du har Kærlighed nok, det er desværre langtfra, men Gud har dog ladet dig føle en dyb og ren Kærlighed til en Kvinde af hans Børn og ladet dig føle hendes Kærlighed igen; det er en god Skole, meget bedre end Spekulationernes og Bekymringernes og Ensomhedens; for vel synger vi: at kun som Vandet er mod Vin er Kvindens Kærlighed mod din! men vi ved også, at det var Herrens første Underværk at forvandle Vand til Vin i sine Venners Brudehus. — I har ikke været af mine Tanker siden hin Søndag, Du var herinde; det er mærkeligt, for Du må ikke tro, jeg ellers altid går s. 227og tænker på Dig, så vilde Du være mig en noget besværlig Ven, men i denne Tid har jeg rigtignok levet endel mere end jeg burde på Nørager, og havde jeg haft mere Tid og mindre Forkølelse, så havde Du næppe undgået en Dag til din store Forbavselse at se mig på Nørager, såmeget har jeg længtes efter at få talt engang rigtigt med Dig og med Frk. Nissen med, kan jeg tro. Men jeg har måttet nøjes med at tænke og bede, for det sinker jo ikke; og navnlig igår bad jeg en Bøn ved Herrens Alterbord for Eder og for mig og om at dit Ord måtte blive Sandhed, så jeg for den ene Ven, jeg tabte, fik to igen. — Men har jeg de to Venner, så beder jeg Eder at tage mod et Venneråd af mig, ikke for min Skyld, men for en Andens Skyld, som står Eder nærmere end jeg. Har Du slet ikke tænkt på, hvad jeg skrev sidste Gang om din Moder, kære August; hun kan ikke blive glad, før hun lærer Frk. Nissen at kende, og hvem kan fortænke en Moder i, at hun ikke kan slå sig til Bo, før hun kender sin Søns tilkommende Brud; hun har og hun må have mange Betænkeligheder, og de forsvinder ikke, men tager tvertimod til og bliver fastere og mere sammen, snærpende jo længere hun går sådan overladt til sig selv og gør sig allehånde Tanker. Du ønsker jo dog ikke blot hendes Samtykke, men Du ønsker, hun skal give det glad og tilfreds, men det kan hun ikke uden at kende Pigen. Frk. Nissen har sagtens skrevet til din Moder, det er naturligvis rigtigt, men det er ikke nok; der kommer ikke meget ud af et sådant Skriveri, når man ikke kender hinanden iforvejen; nej, som jeg sagde sidst, hun må komme herind jo før jo heller, men helst alene. Du har nok til din Moder slået på, at I begge vilde komme herind, men det vil hun jo på ingen Måde have af Frygt for den Opsigt og Forbavselse det vilde vække i Familien; fra den Side tager jeg nu s. 228just ikke Sagen; men det er min Overbevisning, at de to Kvinder har bedst af at være ene; selv om I først kom herind til Påske, burde de to dog have Lov til at tale ud for hinanden i Enrum. De har så uendelig meget at tale om; og de vil mødes i Kærlighed, er der end grumme, grumme meget, hvori de ikke vil forstå hinanden; men det går med Misforståelser, som det efter Hostrups Forklaring går med Spøgelser, »tal om dem, så har de ingen Magt«. — Lad derfor endelig Frk. Nissen komme herind, har hun ingen Familie, hun kan være hos, hvor din Moder kunde besøge hende? — men det er jo det Samme, lad hende skrive til din Moder, når hun kommer, og lad hende så komme; det Møde må føre Velsignelse med sig.
Kald mig nu ikke en kedelig, påtrængende Ven, der blander mig i hvad der ikke kommer mig ved, men enten Du følger mit Råd eller ej, så må Du dog være vis på, at jeg aldrig havde givet Dig det, hvis det ikke havde været min fulde Overbevisning, at det var nødvendigt for din Moders, for Frk. Nissens og for din egen Skyld. Det er udsprungen af Kærlighed, gid det må optages i Kærlighed og følges i Kærlighed, så er det mit Håb til Gud, at det skal bære velsignet Frugt.
Hils nu fra Din Ven
Harald Holm.