Danmarks Breve

BREV TIL: Harald Emil Larsenius Holm FRA: August Ludvig Skrøder (1870-03-10)

Nørager, d. 10. Marts.

Kære Holm.

— d. 17. Marts.

Nej, jeg kunde dog ikke skrive, førend jeg havde hørt fra Dig, men nu har jeg fået Dit Brev. Du er et fortræffeligt Menneske. Ikke alene, at Dit Brev glædede mig for Alt, hvad det indeholdt om Dig, og at det var for en Del den ydre Grund til at jeg skrev til Bøcher, som nu er bleven fuldkommen overbevist, men det kom som en Engel fra Himlen, så kærlig og venlig den sidste Del af Dit Brev. Hoff havde nemlig været her for første Gang i dette År og undgik helt at tale med os, ja yttrede endog til mig, da jeg om Morgenen talte et Øjeblik med ham og spurgte ham, om han nu ikke så med mildere Øjne på det: Åh, jeg vil slet s. 239 ikke tale med Dem. Skøndt det nu ikke gjorde mig videre, så gjorde det dog Sofie meget ondt, da han har været meget for hende. Men Du har Ret i, at der er en mild Sol, der skinner for os og på os, for det er mærkværdigt, hvad så end Menneskene gør, så bliver det til Velsignelse for os. For både den Aften, da han havde været her, og den næste Aften, da det kom igen, så havde vi nogle ganske velsignede Øjeblikke efter at Smerten først havde sat sig lidt. Det er jo også lidt hårdt, at selv Ens kristne Venner ikke kan frigøre sig fra de kødelige Hensyn. For efter Rørdams Sigende, var Hoffs Indvending ligesom de Andres, Alderen. Men jeg kan nok sætte mig ind i det. Jeg føler godt, at det vilde være mig meget svært, hvis enten Du eller Bøcher forlovede Eder. Rigtignok tror jeg for mit personlige Vedkommende, det vilde lette mig meget, hvis der var særegne Omstændigheder tilstede, der vilde lade mig lettere se, at det var Vorherres Vilje. For det er dog så tydeligt, at når han har givet os en så stærk Tro og Kærlighed, der med Lethed alligevel kommer over alle Hindringerne, så må det få en afgørende Betydning for vor hele personlige Dannelse, og jeg føler klarere, at når jeg vel om ikke så lang Tid skal gå ud i Livet, så bliver det ej for at tjene det daglige Brød, men forat bære Vidnesbyrd om hans Kærlighed. Jeg husker, jeg læste i en af Brandes’ Kritiker over Ibsen, at den Tanke, der greb enhver stor Sjæl, det var Foragt; men det næste er sandelig Medynk. Og selv om mange Ting ser ynkelig ud, allermest når man ser disse små Væsener bryste sig i egen tåbelig Indbildning, så kan man dog ikke Andet end ynkes over de svage Ånder, som beherskes af de mægtigere Ånder, der slår dem med Blindhed. —

Jeg blev afbrudt nu vistnok i en belejlig Stund. Jeg skal hilse Dig fra Sofie, at Dit Brev vistnok gjorde hende mest s. 240 godt. Kald hende Sofie, det har hun sagt, Du gerne må. For det er vist, at det vilde være en Parodi at kalde hende min Forlovede, så inderlig forbundne vi ere, så neppe noget Ægtepar kan leve mere åndelig sammen.

Hvad nu ellers Dit Brev angår, så var denne Yttring af Høgsbro som talt udaf mit Hjerte, den gjorde så stærkt Indtryk på mig, at jeg om Natten drømte, jeg sagde det til Hoff. Det jeg har skrevet til Dig om ham forstår sig er kun til Dig. Hils nu Jacobsen fra mig, og når Du taler med Bøcher håber jeg, at I ville være mere enige om mig nu. Jeg skal snart skrive til ham. Men 1 Måned vil jeg sandelig ikke vente dennegang.

Din Ven.