Danmarks Breve

BREV TIL: August Ludvig Skrøder FRA: Harald Emil Larsenius Holm (1870-03-30)

København, 30. Marts.

Kjære Ven!

Du får dennegang et Brev i flere Stumper, for jeg har ikke andet Papir i min Mappe, end sådanne halve Ark, og gider ikke gå ned og købe noget iaften. Denne ydre Form bliver nok også symbolsk for Brevets Indhold, for jeg har i Grunden ikke Videre at skrive om, men Herren endte jo sit sidste Brev med de strenge Ord: 1 Måned vil jeg sandelig ik. vente dennegang!

Hvad mig angår, så er der ikke hændt mig noget Epokegørende siden sidst; kan det interessere Dig, så var jeg i Lørdags med Velgørenhedsskolen på Bosenborg, det var et gammelt Løfte til Drengene, jeg indfriede. Vi blev naturligvis gratis vist om og så endogså Begalierne! Det er nu meget fornøjeligt at se, men man kan rigtignok også gå og ærgre sig over alle de Kostbarheder, der ligger både hist s. 241 og her. Var nu alle disse Ædelstene og al den Pragt virkelig af historisk Betydning, så kunde jeg finde mig deri; men mig synes, at det ikke blot er de gamle Hoffer, hvis Ødselhed man her får at se, thi vi er jo selv deres Medskyldige, når vi bliver ved at gemme på de mange Snurrepiberier, og så tør man ovenikøbet knap tale derom, uden at høre ilde for Vandalisme o.s.v. — Det er nu noget der har ærgret mig; derimod har jeg fornøjet mig ved Stuart Mills Bog om Kvindens Underkuelse; det er et Livsspørgsmål, og det kan kun løses ved Friheden, jeg er med i Mills hele Betragtn. og smigrer mig endogså med at være kommet endel videre. Læs den Bog, hvis du ikke har gjort det. — I »Theologisk Samfund« har der nu flere Fredage været Forhandling om Grundtvigianismen. Jungersen indledte den godt, men den senere Forhandling har der, efter det jeg har hørt til den, ikke været synderlig ved. Dér stod de i 2 stive Timer og talte om det levende og døde Ord og de forstod slet ikke hinanden; nej den Slags Forhandling, den duer ikke noget; men imidlertid har Præsterne fået Skræk i Blodet eller hvad det nu kan være; nok er det, der er mødt endel af dem, og de har kæmpet tappert både med Vitser og Grovheder, med hårde Beskyldninger og yndige Missionshistorier om forstokkede Syndere, der først har brugt Biblen til at tænde Cigarer ved, men så tilsidst er blevet omvendt ved de Par Blade, der var tilovers! — Kommunitetet fik jeg da heller ikke dennegang; der var kun 4 Theol., der fik det, men kun 1 fra mit År. Nå så venter vi; det var bare igen ½ Års Betænkningstid. — Ved Søndagsmøderne i Velgørenheden fortalte jeg forleden om Kold, og det lykkedes mig, såvidt jeg kunde skønne, godt; det hjælper forunderligt, når man selv er fyldt af Kærlighed til den Mand, man taler om; jeg tror også, at de, der hørte det fik Kærlig- s. 242 hed til ham, for sådan Noget er jo smitsomt; det, der gav Anledningen til, at jeg talte om ham, var ellers det, at han ligger meget syg, som Du måske ved, så han har måttet hæve sin Skole. Det er dog mit Ønske og min Bøn, at han ikke må følge gamle Stefansen i Graven; for han har dog vist endnu Meget at sige, og der er næppe nogen Mand i Danmark, hvis Ord har den Vægt som Kolds, de synker sådan i En og lever i En og kommer bestandig frem igen. Men Gud vender det jo til det Bedste.

Du har vel set, at Brøchners Møller er død. Hvad synes Du om Brandes’ Stykke om ham i Dagbladet; det regnes ham næsten til en Bos, at han alt som Dreng fuldkomment har forkastet enhver positiv Beligion. En sådan Drengeklogskab, det er altså Visdom; åh, hvor der dog så bliver mange Drenge, der kan indføres mellem de brøchnerske-brandeske Helgener. — Stakkels Møller. — Jeg hørte om hans Død i Lørdags. Han vilde ikke have sine Venner inde hos sig, da Døden kom; og trods Brandes’s Forsikringer om hans stoiske Bo og Frejdighed, må det dog have været et rædsomt Øjeblik for ham; Tanken derom fulgte mig hele Dagen. — Lehmann bekoster hele Begravelsen og betaler hans Gæld.

Bøcher har jeg ikke set meget til siden sidst; jo det er sandt! jeg var hos ham Aftenen, efter han havde fået dit Brev; nej, hvor var han fornøjet; der har du rigtignok gjort dit Mesterstykke; nu var han rigtig glad ved Dig, og han gjorde også mig helt glad ved at læse Dit Brev og styrkede mig i mine Tanker; og Du kan tro, det glædede mig ikke mindst, at jeg nok kunde mærke, jeg havde lidt Skyld i, at dit Brev blev skrevet. Nå h a n var fornøjet, og din gamle Bedstemoder hun var også fornøjet igår, jeg talte med hende; hun kunde så godt lide Sofies Billede og havde hørt s. 243 Noget af hendes Brev, og det var hun glad ved. Din Moder, synes det mig, bliver hver Dag elskværdigere og ser mildere på Eder, ja jeg havde rigtignok Bet i, at det er en mild Sol, som skinner på Eder. — Men hvad er det med Hoff? jeg som troede, at han hele Tiden havde været eders Fortrolige. Det var jo hos ham I var i Julen, så jeg tænkte, at han før nogen Andre kendte eders Tanker. Du roste ham netop selv, fordi han havde ladt Eder være alene og tale ud for hinanden, og Du roste hans Kærlighed. Jeg kender ham ikke, men jeg tror Du gør ham Uret, når du kalder hans Betænkeligheder for kødelige Bekymringer. Efter Alt, hvad jeg kan forstå, rejser de sig af Kærlighed, og dette Hensyn til Alderen behøver ingenlunde at være et blot kødeligt Hensyn; det har sin Betydning både for Ånds- og Hjertelivet, og det Eneste, jeg kunde bebrejde Hoff, er at han ikke har Tillid nok til Eder og Tillid nok til Gud, i hvis Kærlighed en Dag er som tusinde År og tusinde År som en Dag, så for dem, der lever i hans Kærlighed med hinanden, der behøver Tiden, som ellers hersker allevegne, ingen Magt at have.

Jeg kunde ikke blive rigtig klog på, om det følgende Stykke af dit Brev gjaldt ham eller det var et Udtryk i al Almindelighed for din Stemning. Såvidt jeg kunde forstå det — for det havde hverken Hoved eller Hale — så havde »din store Sjæl« følt »Medynk« med »disse små Væsner, der bryster sig i egen tåbelig Indbildning«, »de svage Ånder, som beherskes af de mægtigere Ånder, der slår dem med Blindhed«. — Du må virkelig ikke en anden Gang give mig en sådan Mundfuld uden at sige, hvor den hører hen.

Nå før jeg siger stop, må jeg endnu engang udtale min Forundring over, som det er gået, jeg var nu så fast over- s. 244 tydet om, at det vilde aldrig blevet godt, når ikke Sofie var kommen herind og havde fået talt med din Moder; det var den eneste Udvej, jeg så; men det er rigtignok sandt, at Mennesket spår, men Gud råder. De Par Breve, der er vexlet, de har næsten gjort Underværker, og nu glædede jeg mig rigtig til, at I skulde være kommet herind i Påsken, men som jeg hører af din Moder, så kommer I ialfald kun farende herind en enkelt Dag; og rigtignok kan der siges Meget på en Dag, ja i en eneste Time, men det var dog ikke sådan en Sviptur med dens Hastværk, Tummel og Forstyrrelse, jeg havde tænkt mig, og jeg har ikke rigtig god Tro til den; skal det Hele gøres i sådan en Fart, så kom Du alene; som Forholdene nu er, er det jo ikke nødvendigt, at din Moder og din Sofie mødes for enhver Pris, de trænger nu ik. såmeget til et Møde, som til et roligt Møde uden en sådan Dags Forstyrrelser. Og dog vilde jeg blive glad, når I kom, så jeg vil Ingenting råde Eder til. — Dennegang er der næppe Noget i mit Brev, som kan glæde Eder; og dog ihar jeg endnu til Slutning en Ting, som I sagtens bliver glad ved; det er en hjertelig Hilsen fra din Moder og mig selv til Eder begge

Din
Harald Holm.